No Man’s Land: The Rise of Reeker er fortsættelsen til den første Reeker-film – eller rettere en prequel, der fortæller om forhistorien til Reeker. Læs vores anmeldelse her.

No Man’s Land: The Rise of Reeker handler om nogle mænd, der har stjålet fra et casino samt de betjente, der jager dem. Det viser sig dog, at de alle til gengæld jages af “Reeker”.

Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente, når der kommer en sequel til en horrorfilm med middelmådig succes. Så det var virkelig uden forventninger, at jeg så denne film. Det hjalp dog lige så snart, jeg så, at det var en prequel. Det betyder nemlig, at det så ikke “bare” bliver en gentagelse af den første med derimod et oplæg – eller forhistorien – til den forrige film.

I dette tilfælde fungerede konceptet endda rigtig godt. Det betyder at No Man’s Land: The Rise of Reeker faktisk er værd at se!

Har man set den første film Reeker, er der nok ingen tvivl om, at man højst sandsynligt har gættet handlingen meget hurtigt. Dette betyder ikke, at der ikke er masser af overraskelser og chok-øjeblikke undervejs, men slutningen er givet i god tid.

No Man's Land: The Rise of Reeker

Uheldige casino-røvere jages af Reeker

Horror med et blodigt glimt i øjet

Horrorfilm i stil med ‘Reeker’-konceptet er ikke ligefrem hverken drama eller et mysterie, men derimod langt mere splat og komedie. Og denne niche rammes rigtig godt med No Man’s Land: The Rise of Reeker. Det betaler sig naturligvis ikke at røve et casino, men det er dog heller ikke fordi man bliver belønnet for at være politibetjent. Der er ikke meget retfærdighedssans i en gyserkomedie som denne.

Humoren er så absolut i højsædet flere gange undervejs, men det bliver aldrig på bekostning af horror-delen. Og så brokker jeg mig ikke. Horror har ofte en langt større effekt, når det blandes med humor, som får ens forsvar ned i øjeblikket lige inden chokket.

Jeg synes klart, at No Man’s Land: The Rise of Reeker er bedre end den oprindelige Reeker (USA, 2005). Det skyldes især et plot med en solid baggrundshistorie, man godt kunne have brugt i den første film. I denne prequel får man den fulde pakke, og selvom der klart lægges op til endnu en film i serien, så håber jeg kun den kommer, hvis de igen kan komme med en helt ny historie.

Fakta

På DVD: 21. juli 2009
Genre: Horror
Instruktør: Dave Payne
Medvirkende: Michael Muhney, Desmond Askew, Mircea Monroe, m.fl.

Plot

En sherif og hans søn jager nogle casino røvere, og finder ud af at det egentlig er både dem selv og røverne, som jages af noget helt andet…

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg