The House of the Devil (3/6)

:: Anmeldelse ::

Uha, det her kan jeg lide. Altså selve konceptet og den sindsygt velgennemførte "back to the early 80’s"-stil som ‘House of the Devil’ kører. Det er både rulletekster, musik, kameraføring og selve skuespillet og instruktionen, der er helt igennem 80’er-produceret. Og det er sgu lækkert, når der er gennemført, så jeg sad lidt og hoppede i sædet af barnlig glæde, da filmen startede.

Men – og ja, der kommer desværre et men – historien halter desværre lige lovlig meget. Den er langsom og mister simpelthen for meget momentum undervejs. "Men er det ikke også en del af 80’er-stilen?" kan man så spørge så selv, og jo, det er det måske nok. Men når nu vi lever i en forholdsmæssig lynhurtig tidsalder, så er der jo ingen grund til ikke at forbedre bare en smule. Det burde kunne gøres uden at gå for meget på kompromis – eller man kunne have holdt enkelte scener i et helt overdrevet sløvt tempo. Bare for lige at vise, at man har fanget den del af stilen også. Hvis nu eksempelvis Tarantino havde lavet denne, så kan man forestille sig, det havde været en løsning.

Hovedrollen som Samantha spilles af Jocelin Donahue, og hun gør det rigtigt godt. Hun har kun været igang som skuespiller i fire år, men vandt en Screamfest Frestival Trophy i 2009 i kategorien "Best Actress" for netop denne rolle, så mon ikke vi nok skal se meget mere til hende. Du har måske allerede set hende i ‘The Burrowers’ fra 2008, og hun var tidligere model for Levi’s og er altså ikke uvant i rollen foran et kamera. Ti West har både skrevet og instrueret filmen, og han har efterhånden lavet en god håndfuld film, som normalt er både skrevet og instrueret af ham selv. Han fulgte faktisk denne film op med "Cabin Fever 2", så det er ikke fordi, han kun laver 100% originale ting – men han har dog både skrevet og instrueret førnævnte sequel – og vi holder gerne øje med ham og anbefaler hans film, selvom de stadig lader en del at ønske. ‘House of the Devil’ er om ikke andet et fascinerende studie i oprigtigt at lave en film, som om man var rejst 30 år tilbage i tiden for at lave den.

:: Heaven of Trivia ::

• About
• Latest Posts

Karina "ScreamQueen" Adelgaard

Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

Latest posts by Karina "ScreamQueen" Adelgaard (see all)

• Havoc – Anmeldelse | Netflix (3/6) - 25/04/2025
• YOU: Sæson 5 – Anmeldelse | Netflix - 24/04/2025
• Good American Family – Anmeldelse | Disney+ - 22/04/2025