THE LITTLE THINGS er en psykologisk thriller om jagten på en seriemorder. Den smager lidt af Se7en, men er alligevel noget helt andet. Denzel Washington, Rami Malek og Jared Leto spiller hovedrollerne. Læs vores The Little Things filmanmeldelse her!

THE LITTLE THINGS er en psykologisk thriller, der skulle have været i biografen, hvilket filmen bestemt også fortjener. Nu udkommer den så i stedet som digital leje- og købefilm herhjemme. I USA udkom den på HBO Max den 30. januar 2021, så vi er lige et par måneder bagud i Danmark. Noget der altid er irriterende, da medieverdenen er ret global.

I alle tilfælde er vi ude i en seriemorder-fortælling. To betjente (Denzel Washington og Rami Malek) jagter den aktive seriemorder. De udser sig hurtigt en gusten type (spillet af Jared Leto) til at være den skyldige, og så går jagten ind på at finde beviser.

Det er trods alt “de små ting” – yes, der er titelreferencen – der kan være afgørende. Læs videre på vores The Little Things filmanmeldelse herunder.

Det velkendte, men alligevel anderledes, seriemorder-plot

The Little Things skal nok tiltrække masser af opmærksomhed takket være både castet og seriemorder-plottet. Og ja, lige seriemorder-fortællingen virker ret bekendt på flere måder. Alligevel er det en markant anderledes film, så det er ikke sådan, at man føler, man har set det hele før. Jeg gjorde i hvert fald ikke!

Tidligt i filmen er det nærmest umuligt ikke at føle, vi er på vej ind i en form for Se7en klon. Selvom The Little Things altså slet ikke er lige så dyster og grum. Det ændrer sig da også undervejs, og det føles efterhånden mere som om, vi i stedet er ovre i et univers, der smager mere af Zodiac-filmen.

Ja, det er simpelthen to seriemorderfilm af David Fincher, jeg lige refererer til. Og nej, denne film kan ikke umiddelbart matche dem. Det er dog stadig i detaljerne, at der er en skøn genkendelse, der gør, at jeg trækker paralleller. Nu er det jo i de “små ting”, man kan finde de helt store spor under en seriemorderjagt, så det skal man ikke kimse af.

Før filmen er slut, er det dog en helt anden film, jeg følte var den bedste reference. Den er spansk og har den internationale titel Marshland. Nu er den også ret meget top-of-mind, da den for nyligt blev lavet i en tysk remake, der udspiller sig lige efter murens fald. Se endelig begge udgaver!

The Little Things – Anmeldelse

Er slutningen gal eller genial?

Og så er der selve slutningen af The Little Things, som helt sikkert er den, du enten hader eller elsker. Det er også tilfældet, hvis du ser på brugeranmeldelser på IMDb. Selvom det som hovedregel er en dårlig idé, da folk typisk skriver en anmeldelse derinde netop, hvis de elsker eller hader noget, så det bliver meget firkantet sat op.

Selvom jeg forstår frustrationer omkring slutningen på en film, så synes jeg, det er fedt, når det hele bliver lidt mere åbent. Lidt ligesom Brad Pitts ikoniske “What’s in the box?” udbrud i slutningen af Se7en, så efterlader slutningen af The Little Things også et vist aftryk. Men, igen, så er det på en helt anden måde!

Jeg må i øvrigt lige nævne, at selvom denne film har Denzel Washington og Rami Malek i hovedrollerne som betjente – i øvrigt som henholdsvis gammel og garvet samt ung og fremadstormende (ja, ligesom i Se7en) – så er det altså ikke de to herrer, der efterlader størst indtryk.

I stedet er det Jared Leto, hvilket du nok allerede ved, hvis du har set traileren. Han ser vanvittig usund (og uhumsk) ud og er typen, man helst ville undgå. Bare sådan rent instinktivt! Du skal dog ikke forvente, at han kommer på skærmen lige med det samme. Faktisk går der en rum tid, før Jared Leto dukker op.

Til gengæld hungrer man nærmest efter flere scener med den mærkværdige – og ret provokerende – karakter, han spiller. Han er fascinerende, da det er lidt som at se en ulykke udfolde sig i slowmotion.

The Little Things anmeldelse

Se The Little Things i hjemmebiografen!

John Lee Hancock har både skrevet og instrueret The Little Things. Han har tidligere skrevet og instrueret The Blind Side (2009) samt stået for manuskriptet til Clint Eastwoods Midnight in the Garden of Good and Evil (1997). Han har med andre ord arbejdet med de tunge drenge (M/K) i Hollywood gennem flere årtier.

Det er dog helt sikkert ikke ham, der trækker publikum ind, men det behøves heller ikke med det cast og plot. Selvom Denzel Washington (The Bone Collector) og Rami Malek (Mr. Robot) leverer fine præstationer, så virker det som karakterer, de har spillet før. Det er ikke det vilde sus.

Dét leverer Jared Leto til gengæld, men han er nærmest også ved at specialisere sig i at spille de uhyggelige og ubehagelige karakterer. Og ja, jeg glæder mig i dén grad også til, at vi skal se ham i Morbius som noget af det næste. Det ville dog være klædeligt, hvis han kunne få et ry for også at være en god kollega. Dér halter det vist mere.

Med en spilletid på 2 timer og 7 minutter kunne man godt frygte, at The Little Things ville føles alt for lang. Det synes jeg dog ikke den led under. Vi er ude i en slow-burn fortælling, men der sker hele tiden nye udviklinger, der sikrer fremdriften.

Filmen er på nogle områder relativt forudsigelig, men det afholder den altså ikke fra at være absolut seværdig. Bare husk, at slutningen vil nok enten være én, du enten kan lide, eller den slags du hader. Så er du (lidt!) advaret lige på den front.

The Little Things udkommer som digital købe- og lejefilm i Danmark den 19. marts 2021. 

FAKTA

DVD/BD-premiere: 17. maj 2021
VOD-premiere: 19. marts 2021 (køb & leje)
Instruktør: John Lee Hancock
Medvirkende: Denzel Washington, Jared Leto, Rami Malek, Natalie Morales, Tom Hughes

Plot

Kern Countys vicesherif Joe “Deke” Deacon bliver sendt til Los Angeles på en opgave, der bare skulle være hurtig indsamling af bevismaterialer. I stedet bliver han inddraget i jagten på en seriemorder, der terroriserer byen. I spidsen for jagten står Jim Baxter fra L.A. Sheriff Department, som imponeres over Dekes instinkter og uofficielt beder om hans hjælp. Baxter ved ikke, at efterforskningen trækker tråde til Dekes fortid og afslører hemmeligheder, der sætter mere end efterforskningen i fare.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.