THE BLOCK ISLAND SOUND er en ny sci-fi gyser på Netflix. Det er en low-budget produktion, men historien fungerer altså. Filmen fik verdenspremiere på Fantasia Film Festival i 2020, inden Netflix købte rettighederne. Læs vores The Block Island Sound filmanmeldelse her!
THE BLOCK ISLAND SOUND er en ny Netflix sci-fi gyser, der første gang så dagens lys til den meget anerkendte Fantasia filmfestival. Derefter fik Netflix øjene op for filmen og købte den til udgivelse i hele verden. Selve produktionen har ikke det største budget, men til gengæld er der prioriteret godt med de penge, der var.
Desuden er historien ret effektiv, og det er til enhver tid bedre end et stort budget. Det er faktisk et rigtig godt eksempel på, hvor meget man kan skabe med et godt manuskript og gode skuespillere.
Læs videre på vores The Block Island Sound filmanmeldelse herunder.
Jo mindre du ved, des bedre
Hele styrken ved en film som The Block Island Sound er, at man ikke ved for meget om plottet, før man ser den. I starten handler det hele mest om den mærkelig fornemmelse, karaktererne tydeligvis også bemærker.
Det er da også sammen med karaktererne, at man som publikum skal finde ud af, hvad der egentlig foregår. Det giver helt klart en snert af noget mysterie, der skal opklares. Og ja, du skal nok få en masse svar, men vi får ikke tingene serveret. Man må vente og følge udviklingen, som den sker.
Derfor skal vi heller ikke vade rundt i handlingen her, da det er bedre at se filmen uden for meget forhåndsinfo. Dog vil jeg meget gerne nævne, at slutningen fungerer sindssygt godt for mig. Hele historien bindes solidt sammen og er lige sådan en slutning, der sikrer, at en film af denne kaliber henter endnu flere point hjem i de sidste øjeblikke.
Skuespillerne bærer plottet perfekt
Når nu vi ikke skal dykke ned i plottet, så kan vi til gengæld fokusere på skuespillerne, der virkelig får skabt saft og kraft i The Block Island Sound. Ikke mindst Neville Archambault. Han har tidligere spillet en ekstraordinært gusten udlejer i gyserfilmene 13 Cameras samt opfølgeren 14 Cameras.
I denne film spiller Neville Archambault en helt almindelig person – selvom han også får øjeblikke med gys og gru!
Hovedpersonen i The Block Island Sound spilles af Michaela McManus (Into the Grizzly Maze, 13 Cameras), og hun gør det virkelig godt. Fra det sekund hun kom på skærmen, vidste jeg bare, at det her ville fungere. Og dét gjorde filmen altså. Især takket være netop Michaela McManus, der får selv de vildeste udviklinger til at virke troværdige.
Og ja, det bliver altså ret vildt takket være især den karakter, der spilles af Chris Sheffield. Det siger måske så sig selv, men ja, han gør det også super godt i denne film. Bare på en ganske anderledes måde end fornævnte Michaela McManus. Du vil muligvis genkende ham fra The Last Ship-serien eller The Stanford Prison Experiment (2015).
Se The Block Island Sound på Netflix
The Block Island Sound er skrevet og instrueret af The McManus Brothers (Kevin og Matthew), og dét har de altså gjort uhyggeligt godt. Dette er den første film, de har instrueret sammen siden deres spillefilmdebut Funeral Kings fra 2012.
Siden da har McManus brødrene haft travlt med at skrive for især tv-serier. De har skrevet et par afsnit af Karate Kid spin-off serien Cobra Kai samt på Da Vinci’s Demons. Derudover har de også været producere på disse serier og på de tidligere nævnte 13 Cameras og 14 Cameras. De er med andre ord godt inde i genrefilm og -serier.
Efter at have set deres nyeste film, håber jeg virkelig ikke, vi skal vente yderligere knap et årti, før der kommer mere fra dem. Der er dog ikke i skrivende stund noget nyt på bedding efter The Block Island Sound. Skal vi ikke bare krydse fingre for, at intet nyt er godt nyt, og at det “bare” er fordi, de arbejder på en ny film. Det gør jeg i hvert fald!
The Block Island Sound kan ses på Netflix fra den 11. marts 2021.
FAKTA
Instruktører: Kevin McManus, Matthew McManus
Manuskriptforfattere: Kevin McManus, Matthew McManus
Medvirkende: Chris Sheffield, Michaela McManus, Neville Archambault, Willie C. Carpenter, Jim Cummings, Jeremy Holm
Plot
En fiskerfamilie på en ø konfronteres med rædsler og dystre sandheder, da en ildevarslende kraft begynder at dræbe dyrelivet, og de selv kommer i livsfare.