BLACK NARCISSUS er en ny dyster miniserie, der kan ses på Star på Disney+ herhjemme. Serien er instrueret af danske Charlotte Bruus Christensen. Gemma Arterton er – som altid – skøn i hovedrollen. Læs vores Black Narcissus serie-anmeldelse her!
BLACK NARCISSUS er en ny miniserie på Star på Disney+, og den er instrueret af danske Charlotte Bruus Christensen. Vi er ude i en psykologisk thriller, hvor historien udspiller sig i Himalaya. En lille gruppe nonner – ledet af Gemma Arterton – skal forsøge at bygge en skole.
Nogle munke har tidligere prøvet at gøre det samme, men måtte give fortabt. Det viser dig da også hurtigt, at det er et ekstraordinært hårdt miljø, den lille gruppe nonner er havnet i. Alligevel er det de interne konflikter (og potentielt overnaturlige kræfter), der tager hårdest på dem.
Læs vores fulde Black Narcissus miniserie-anmeldelse herunder, og find alle tre afsnit på Star på Disney+.
Adapteret som film i 1947
Måske er du allerede bekendt med Black Narcissus fortællingen via bogen eller filmatiseringen fra 1947 (med den danske titel Den sorte lilje). I filmversionen var det Deborah Kerr og Jean Simmons, der spillede de to afgørende roller. Her i miniserie-udgaven er det Gemma Arterton og Aisling Franciosi, der bestemt også udgør en solid og skræmmende duo.
Er det så nødvendigt med en ny udgave? Ja, det skader i hvert fald ikke, hvis man gerne vil gøre flere bekendt med fortællingen. Det er trods alt ikke flertallet, der kaster sig over en film fra 1947. Både i forhold til produktion og skuespil, er der immervæk sket meget i løbet af de sidste 70 år.
Det er da også en vanvittig flot miniserie, der nu er blevet skabt, hvilket der er en helt naturlig grund til. Den er nemlig instrueret af en fantastisk filmfotograf, så der er virkelig øje for det visuelle.
Naturligvis skal vi dog stadig have for øje, at historien udspiller sig i 1934. Det betyder meget for synet på både køn og race. Der kommer nogle grumme holdninger frem, der behandles som værende fakta. I dag ved vi heldigvis bedre!
I filmen fra 1947 spillede britiske Jean Simmons eksempelvis en indisk pige, og dén del er vi da forskånet for med miniserien.
Gemma Arterton er intens, og Aisling Franciosi er skræmmende
Det er som sagt Gemma Arterton, der står i spidsen af Black Narcissus castet. Hun spiller Søster Clodagh, der bliver udset som leder, da der skal laves et lille kloster med indbygget skole i et gammelt Himalayansk palads. Denne opgave skal hun løfte sammen med kun fire andre nonner.
Blandt dem er Søster Ruth, der spilles af Aisling Franciosi. Det er klart fra starten, at disse to bare ikke fungerer godt sammen. Søster Clodagh bliver venligt mindet om, at hun må se det som en opgave fra Gud, at hun skal få det til at fungere. Og sådan er det!
Vi har altid være meget begejstrede for Gemma Arterton, og det startede nok, da hun spillede titelrollen i The Disappearance of Alice Creed. Dén er altid værd at gense, og Gemma Arterton har gjort en karriere ud af at spille skrappe damer, der ikke finder sig i noget, men samtidig er ret bløde. The Girl with All the Gifts er endnu et godt eksempel på dette.
Samtidig har Aisling Franciosi allerede gjort karriere ved at spille karakterer, man umiddelbart ikke helt kan lure. Og ofte heller ikke bryder sig om. Hun var den unge teenager, der indledte en affære med en gift seriemorder i The Fall. Genial serie i tre sæsoner med Jamie Dornan og Gillian Anderson i hovedrollerne, som varmt kan anbefales.
Senest var hun også fantastisk i The Nightingale (2018) hovedrollen. Her i Black Narcissus spiller både Aisling Franciosi og Gemma Arterton de karakterer, man ville forvente, men de gør det godt begge to. Vi kommer virkelig ud over kanten for normal opførsel undervejs, men dét er en del af fortællingen.
Se Black Narcissus miniserien på Star på Disney+
Black Narcissus er instrueret af den danske prisvindende filmfotograf Charlotte Bruus Christensen. Og ja, hun er også selv filmfotograf på denne produktion. Man overlader jo ikke sådan en opgave til andre, når man selv er en af de bedste på feltet. Hun har filmet bl.a. The Girl on the Train (2016) og A Quiet Place (2018).
Læs også: Vores anmeldelse af A Quiet Place her >
Charlotte Bruus Christensen har arbejdet en del med filmfolk, der er startet ét sted og senere er blevet instruktører. Hun var eksempelvis filmfotograf på Fences (2016), der er instrueret af den Oscar-vindende skuespiller Denzel Washington. Og også på Molly’s Game (2017), instruktørdebut for Oscar-vindende manuskriptforfatter Aaron Sorkin.
Manuskriptet til Black Narcissus (baseret på Rumer Goddens historie) er skrevet af Amanda Coe. Hun har primært arbejdet på tv-serier, så det passer jo fint til dette projekt. Helt overordnet fungerede Black Narcissus fint som en serie, men den er altså for lang. Den føles i hvert fald for lang, selvom jeg godt kan lide en god “slow burn” fortælling. Alligevel var en en god oplevelse takket være skuespillet og den visuelle stil.
Og jeg må anerkende, at den langsomme udvikling er vigtig, da den sikrer, vi følger deres deroute ned i vanviddet. Historien kunne nok være fortalt som spillefilm, men med kun tre afsnit er spilletiden selvfølgelig heller ikke meget længere.
Kan du lide traileren, så giv den et skud. Hvis ikke, skal du ikke forvente, at selve miniserien er noget for dig.
Black Narcissus udkommer i Danmark på Star på Disney+ den 5. marts 2021.
FAKTA
Premiere: 5. marts 2021 på Star på Disney+
Skrevet af: Amanda Coe, Rumer Godden
Instruktør: Charlotte Bruus Christensen
Medvirkende: Gemma Arterton, Aisling Franciosi, Alessandro Nivola, Jim Broadbent, Rosie Cavaliero, Patsy Ferran, Diana Rigg, Nila Aalia, Chaneil Kular, Dipika Kunwar, Kulvinder Ghir
Plot
Black Narcissus er en FX-miniserie baseret på bestsellerromanen af Rumer Godden. Mopu, Himalaya, 1934. Et afsides bjergtopspalads, som engang var kendt som ’Kvindernes Hus’, gemmer på mange mørke hemmeligheder. Da de unge nonner fra St. Faith forsøger at etablere en mission deroppe, vækkes dets hjemsøgende mysterier om forbudt begær til live, og det synes forudbestemt, at en forfærdelig tragedie vil gentages.