‘Texas Chainsaw 3D’ tager udgangspunkt efter begivenhederne i den oprindelige Texas Chainsaw Massacre-film fra 1974. Her tager folket i byen Newt høtyven i hånden og brænder kannibal-familiens hus ned til grunden. Ét barn overlever dog og vokser op i en plejefamilie – uvidende om sine foruroligende blodsbånd. Men en dag får Heather, som det nu voksne hittebarn hedder, et brev: Hendes bedstemor, som hun ikke anede eksisterede, er død, og Heather kan i Newt finde bedstemorens hus, som hun har arvet. Heather tager med sin kæreste og to venner på road trip til Texas, hvor hun opdager, at hun ikke bare har arvet et enormt sydstatspalæ, men også sin temmelig enfoldige fætter: Leatherface.

:: Anmeldelse ::

Det er altid farligt, når man går ind og piller ved en horror-kultfilm (og en af rigtig mange horrorfans absolutte favoritter), så der skal tages nogle umiddelbare beslutninger helt fra starten: Skal det være en genindspilning, sequel, prequel eller en helt ny vision? I denne omgang får vi – for vel nok første gang – en helt clean sequel. Filmen indledes med klip fra den originale ‘Texas Chainsaw Massacre’ og kører direkte videre derfra med samme persongalleri, hvorefter tiden spoles frem. Følelsen bevares dog i ret stor grad – dog lidt mere finpudset, så der er mindre B-film splat over den og lidt mere “flot” splat. Dog med undtagelse af 3D effekterne, der virkelig ikke er noget at råbe hurra for – de er ret klodsede og på ingen måde bedre end fx ‘My Bloody Valentine 3D’ fra 2009, som var en af de første mainstream horror-film, der forsøgte virkelig at udnytte 3D-effekterne (og slap bedre afsted med det dengang, end denne film gør nu et par år senere).

Instruktør John Luessenhop har tidligere kun lavet en enkelt kortfilm og to spillefilm (‘Lockdown’ i 2000 og ‘Takers’ i 2010), men det er nu ikke noget, man som sådan tænker over undervejs i denne film. Castet er et typisk horror-cast med unge smukke mennesker, der hver har sin lidt stereotype attitude og personlighed, men det er intet, der drives for langt ud, så det fungerer faktisk rigtig godt. Den egentlige hovedrolle, som vi fra starten finder ud af er i familie med Leatherface, har en oprigtig spændende udvikling i filmen. Hun spilles af Alexandra Daddario (nok primært kendt fra ‘Percy Jackson’-filmene foruden flere roller i større TV-serier), og bidrager direkte til at man som publikum pludselig kommer lidt i tvivl om sin holdning og følelser til historien: Hvem er skurk, og hvem er offer, når alle egentlig ønsker at dræbe hinanden?

Selvom ‘Texas Chainsaw 3D’ lægger sig i slipstrømmen på den originale film (som jeg ærligt skal indrømme, at jeg ikke lige har genset for nylig), betyder det jo ikke, at det vil være noget for dem, der elskede den originale. Jeg er personligt ikke særlig vild med den originale af den simple årsag, at jeg ikke synes, den er særlig uhyggelig. Den er blodig, skæv og spøjs på sin helt egen måde – og netop derfor en kultklassiker i genren, men det er også en decideret splatter-niche af horror-universet. Jeg kunne bedre lide den snigende uhygge i ‘The Texas Chainsaw Massacre’ fra 2003, som var et mere mørkt univers i stil med f.eks. David Finchers ‘Seven’.

Men hver sin smag… også i horror-genren, selvom vi da ofte støder på den holdning, at det er splat, som er “rigtig” horror og alt andet hurtigt afvises som værende thriller eller drama (som den spanske ‘Børnehjemmet’ fra 2007 eller ‘The Others’ fra 2001, som er blandt mine personlige favoritter). En klassisk horror-forfatter som Stephen King kører jo også mere på den psykiske horror end den egentlige fysiske. Men nok om det…

I ‘Texas Chainsaw 3D’ får horror-fans den hardcore splat, som originalen er elsket for. Og Leatherface er tilbage med både motorsaven og nogle gedigne gok i nøden med en hammer, når den er nærmest hans kæmpe hænder. Og så alligevel er der også flere elementer af den psykiske, snigende uhygge, så jeg personligt også drages mere ind i uhyggen i stedet for kun at være tilskuer.

‘Texas Chainsaw 3D’ er helt klart det bedste bud på en film i ‘Texas Chainsaw’-universet siden originalen i 1974. Der er et oprigtigt ønske om at hylde den originale film og fortsætte denne stil – selvom der er en vis modernisering, da den er hentet op til nutiden som et helt passende element i plottet – og personligt glæder jeg mig enormt til fortsættelsen, der forhåbentlig kan fortsætte den gode stil.

Fakta

(Originaltitel: Texas Chainsaw 3D)

Biografpremiere: 03-01-2013
Genre: Horror | Thriller
Instr.: John Luessenhop
Medv.: Alexandra Daddario, Tania Raymonde, Bill Moseley, Richard Riehle, Shaun Sipos, Scott Eastwood, Thom Barry, Trey Songz m.fl.
Land:USA, 2012

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg