The Dark Stranger har et fantastisk spændende – og veludført – koncept, men bliver desværre ikke fulgt helt til dørs, da skuespillet halter…

Da vi hørte om konceptet bag The Dark Stranger, som byder på animation blandet ind i en horrorfilm, var vi umiddelbart meget nysgerrige og positive. Det var der bestemt også alt mulig grund til, da animationssegmenterne var spændende og effektive nok til, at man gerne ville have haft endnu mere. Filmen giver associationer til Sin City og The Nightmare Before Christmas hver gang animationssekvenserne begynder, og dét er ikke ligefrem en dårlig stil.

Når vi alligevel ikke er mere begejstrede for The Dark Stranger, skyldes det desværre, at skuespillet halter. Altså, der er rent faktisk nærmest tåkrummende scener undervejs, hvor det bliver så tungt og falskt, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Nu er det virkelig ikke ofte, at vi brokker os over skuespillet, hvilket især er fordi, manuskriptet ofte bærer en større del af skylden for indholdet, end en stakkels skuespillers levering af hæslige replikker. I dette tilfælde er det nok nærmere 50/50, da manuskriptet bestemt også har sine mangler.

The Dark Stranger

For at være helt fair, så leverer Enrico Colantoni (TV-serien Person of Interest), Stephen McHattie (The Strain, Pay The Ghost) og Mark O’Brien (kendt fra TV-serierne Hannibal og Halt and Catch Fire) faktisk alle nogle solide præstationer, der sikrer, at The Dark Stranger fungerer efter hensigten langt hen ad vejen. Problemet er faktisk helt specifikt med hovedrollen, der spilles af Katie Findlay (kendt fra nøgleroller i TV-serierne How to Get Away with Murder og den amerikanske udgave af Forbrydelsen, der hedder The Killing, hvor hun spillede “Rosie Larsen”), som har jeg ellers ofte har det fint med. Men hun er den altoverskyggende hovedrolle i denne film, og der er alt for mange scener, hvor hun simpelthen ikke leverer varen.

Grundlæggende handler The Dark Stranger om det at lide under psykisk sygdom og være fange i sit eget sind – og  i dette tilfælde også eget hjem – hvilket på mange måder minder om plottet i den biografaktuelle Lights Out. Når det gælder Lights Out, har vi dog bare en utroligt velspillende Maria Bello, mens vi her i The Dark Stranger har en Katie Findlay, der overspiller og virker falsk. Ikke hele vejen igennem, men desværre i nogle nøglescener.

Til gengæld skal hun også have den ros, at hun i animationsscenerne – som hun reelt er historiefortæller på – er helt perfekt. Det er måske også en af årsagerne til, at man ville ønske sig endnu mere animation, for straks vi kommer tilbage til den virkelige verden, så virker det hele (ironisk nok!) mere uvirkeligt og en-dimentionelt.

The Dark Stranger

Det er canadiske Chris Trebilcock (prøv iøvrigt lige at sige det navn uden at småklukke), der har både skrevet og instrueret denne film, der er hans spillefilmsdebut på begge områder. Han har tidligere lavet et par kortfilm, og har med denne film fået fat i en række af de førnævnte kendte canadiske skuespillere, som uden tvivl hjælper til at få hans film bredere ud. Der er tydeligvis et stort potentiale, men fremover bør Trebilcock nok have en medforfatter ombord, der lige kan få pudset de grimmeste kanter lidt til.

Fordi The Dark Stranger har et spændende koncept og en på mange måder relevant historie, så er den absolut seværdig, men så bør du i hvert fald også sørge for, at du ser Lights Out.

Fakta

VOD-premiere: 25-07-2016
Genre: Horror
Instruktør: Chris Trebilcock
Medvirkende: Katie Findlay, Stephen McHattie, Enrico Colantoni, Mark O’Brien m.fl.

Resumé
En psykologisk thriller om Leah, en begavet, ung kunstner, som er bange for at forlade sit hjem efter en traumatisk hændelse. I forbindelse med at hendes far får besøg af en mærkelig kunstkurator, der undersøger familiens fortid, begynder hun at tegne en grafisk roman, hvor en ildevarslende, mørk fremmed forfølger en ensom pigedukke gennem et ulykkesvarslende eventyrlandskab. Under arbejdet med romanen begynder hun også at se den mørke fremmede i virkeligheden. I starten er hun usikker på, om hun er blevet skør, eller om den fremmede er en dræbende, overnaturlig kraft, der vil tilintetgøre hende. Den mørke fremmede ødelægger gradvist hendes liv og dræber alle, der kommer imellem hende og den verden, hun har skabt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg