:: Anmeldelse ::

Så er Nicolas Cage på banen igen, og man kan sige, hvad man vil om manden, men for satan han spytter mange film ud. Desværre bliver stadig flere af dem sendt direkte forbi biograferne og kan kun ses i den lille hjemmebiograf. Det er nok primært et udtryk for, at disse film ofte ligner hinanden til forveksling – eller rettere, det gør de karakterer, han spiller i hvert fald. Og ikke kun fordi de klasker den samme toupé på hovedet af ham hver gang.

Dog er Pay the Ghost faktisk en af de bedre, når nu der skal lidt underholdning på skærmen i de små hjem. Cage leverer en solid præstation, og især Sarah Wayne Callies (Prison Break og The Walking Dead) er virkelig skarp i rollen som hans kone. Vi er ude i det overnaturlige, og det slipper man faktisk ret godt fra. Effekterne er hverken nyskabende eller imponerende, men måden hvorpå disse karakterer kommer ind i denne verden og indser, der foregår noget overnaturligt, er overraskende troværdig og ikke så dramatisk, som vi ellers oplever.

Der er en rigtig god snigende uhygge, ligesom man kan forholde sig til det helt basale med, at et barn bare forsvinder sporløst, og at man som forældre naturligvis ikke kan slippe dette. Vi har efterhånden allesammen hørt en række historier, hvor børn bliver fundet efter mange år, og man kommer uvægeligt til at tænke på disse, når man ser en film som denne og sætter sig i forældrenes sted. Her er der dog en mere overnaturlig årsag, som man ikke lige har hørt før. Der er lidt løse ender, når filmen slutter, men det er mere på den rent praktiske front og i forhold til fremtiden og ikke ligefrem noget, der ødelægger historien.




Manuskriptet er skrevet af Dan Kay (baseret på en roman af Tim Lebbon), der også stod bag horrorfilmen Timber Falls fra 2007. Instruktøren er Uli Edel, der har instrueret et hav af forskellige film fra Christiane F.-filmen fra 1981 (som en stor del af danskerne nok har set i folkeskolen) til Baader Mainhof komplekset fra 2008, der blev nomineret til en Oscar. Men han stod også bag Madonna-filmen Body of Evidence og har arbejdet på TV-serier som Twin Peaks, Tales from the Crypt og Oz. Men andre ord har manden arbejdet med en række ikoniske historier og personer, men Pay the Ghost bliver dog næppe noget, der vil blive fremhævet, når man ser på hans karriere.

Fakta

DVD-premiere: 29-10-2015
Genre: Thriller
Instruktør: Uli Edel
Medvirkende: Nicolas Cage, Sarah Wayne Callies, Veronica Ferres, Lyriq Bent m.fl.

Resumé
Næsten et år efter sin unge søns pludselig forsvinden fra en Halloween parade i New York, begynder professor Mike Cole en dag at få forfærdelige syner om sin søn og mærker hans nærvær. Mike og hans hustru begynder at undersøge sagen nærmere og finder en række spor i deres jagt. De finder ud af, at der ved hver Halloween dukker et hævnfuldt spøgelse op, som bortfører børn, og hvis parret ikke finder deres søn meget snart, bliver han fortabt i åndeverdenen for evigt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.