Cooties er en gyserkomedie, der er politisk ukorrekt og leverer zombier i hobetal. Læs vores COOTIES anmeldelse her!

Det kan være en svær øvelse med gyserkomedier, for man må for alt i verden ikke sidde som publikum og føle, at folkene bag filmen tager det alt for seriøst. Omvendt skal der også være en rød tråd – og så skal man også turde være ret politisk ukorrekt og grov (mod ALLE parter naturligvis), hvis det skal fungere helt optimalt.

Og lige præcis på den front fungerer Cooties faktisk rigtigt godt, for der findes ikke noget meget mere politisk ukorrekt, end når voksne skal smadre en flok børn. Især ikke nogen, der har været nogle øretæveindbydende snotunger og nu er blevet zombie-lignende væsener. Så der er en oplagt grund til at banke dem synder og sammen.

Det fungerer og er ret sjovt, da alle de voksne karakterer også er nogle mærkværdige væsener, der er nærmest grotesk egoistiske og selvoptagede. Den slags kræver naturligvis også sit hold af skuespillere, og der er sgu en dejlig broget flok ombord på Cooties-toget.

I den egentlige hovedrolle har vi Elijah Woods, der gerne tager de skæve roller – man formår da også at gøre nar af hans højde ved at kalde ham en hobbit, hvilket er en replik, der lander knastørt på den lækker-sprøde måde. Afsenderen er den anden af filmens stjerner, nemlig Rainn Wilson (kendt fra den amerikanske udgave af The Office og skæve film som Super). Generelt gør alle skuespillerne det virkelig godt, men lige disse to var for mig højdepunkterne.

Kendte gyserkræfter bag

Filmen er skrevet af Ian Brennan og Leigh Whannell, og yes, sidstnævnte er THE Leigh Whannell, der også er hjernen bag bl.a. Saw og Insidious. Ian Breenan står til gengæld bag den nye Scream Queens tv-serie, og begge forfattere spiller såmænd også med i filmen i forskellige biroller. Især Leigh leverer en række guldkorn i form af især løbende jokes.

Instruktionen står Jonathan Milott og Cary Murnion for, men da dette er instruktørdebut for dem begge, er der ikke meget at sige om deres tidligere arbejde. Til gengæld skal de være med-instruktører på en kommende film, så de har tydeligvis været tilfredse med samarbejdet i første omgang.

Helt overordnet, så er Cooties en dejlig lille horror-comedy, der har en perfekt spilletid for denne genre på 88 minutter. Hele filmen igennem er der en række referencer til andre horror-klassikere, så den leverer, hvad den skal.

Alligevel kunne jeg godt savne noget ekstra kant eller helt nytænkende, og det leverer den ikke. Men god og solid underholdning, som sagtens kan anbefales til dem, der kan lide denne subgenre.

Fakta

DVD-premiere: 30-10-2015
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Jonathan Milott, Cary Murnion
Medvirkende: Elijah Wood, Alison Pill, Rainn Wilson, Leigh Whannell, Jorge Garcia, Jack McBrayer m.fl.

Plot: En mystisk virus spreder sig i en folkeskole og forvandler børnene til vilddyr. En usandsynlig helt må nu lede en broget skare af lærere i kampen for deres liv.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg