Velvet Buzzsaw er en ny Netflix gyserfilm. Vi er i en ret vanvittig verden fuld af skæve karakterer, der myrdes på kreativ og overnaturlig vis. Den er ikke for alle, men Jake Gyllenhaal og Rene Russo gør den yderst seværdig!

Velvet Buzzsaw kan nu ses på Netflix, efter gyserfilmen fik premiere på Sundance Film Festival et par dage forinden. Historien i denne skæve horror-thriller finder sted i kunstverdenen, hvilket helt naturligt byder på en række spøjse og (ofte kærligt) stereotype karakterer.

Selve gyser-elementerne er dog ret heftige, så der er rigelige mængder blod og mord. Det viser traileren allerede, så det er ikke ligefrem overraskende. Den er dog også dybt satirisk, hvilket jeg altså er frisk på, da det smager lidt af gyserkomedie.

Det mindre gode ved Velvet Buzzsaw er desværre historien. Eller rettere, jeg var i hvert fald ikke vild med historien, som aldrig rigtig bliver afdækket.

Fyldt med metaforer og symbolik

Det, jeg virkelig synes var interessant ved Velvet Buzzsaw, var brugen af ekstremt åbenlyse metaforer og symbolik. Godt nok handler historien om kunst i den traditionelle forstand, så vi taler om malerier og skulpturer. Men det kunne lige så godt have været film eller musik.

Forestiller du dig, at karaktererne taler om film i stedet for malerier, virker det pludselig som om både filmskaberne og skuespillerne siger en hel masse mellem linierne.

Især det faktum at hele historien handler om folk, der arbejder med kunsten, men ikke selv er kunstnere. Vi har en galleriejer og en kunstanmelder sammen med en række folk, der arbejder for museer og private kunstsamlere. Alle sammen er folk, der tjener penge på kunsten, men aldrig selv skaber den.

Og ja, når først blodet flyder, er det naturligvis disse mennesker, der betaler prisen. I Velvet Buzzsaw er det nemlig bogstavelig talt kunsten, der nu får lov at tale og agere. Dét bliver hurtigt brutalt!

Velvet Buzzsaw anmeldelse – Netflix horror

Fantastisk cast i Velvet Buzzsaw

Det andet, jeg elskede ved denne Netflix-film, er det fantastiske cast. Vi har Jake Gyllenhaal og Rene Russo i hovedrollerne som henholdvis kunstkritikeren, Morf Vandewalt, og galleriejeren, Rhodora Haze.

Mens Gyllenhaal karakteren, Morf, er en stereotyp kritiker, der nyder magten, så ser vi også andre sider af ham. Han foragter, når folk forsøger at smigre ham, men nyder til gengæld, når nogle siger deres direkte mening. Og så brænder han også selv efter at skabe noget mere end lidt floskler.

Desuden er han tydeligvis homoseksuel og i forhold med en mand, når filmen starter, men bliver forvirret af sin egen fascination. Det fungerer ikke rigtig for ham at ville have noget med hjernen, som hans krop ikke kan reagere på, men han gør da, hvad han kan.

Rene Russo har den sejeste karakter som Rhodora. Hun er tidligere punkmusiker i bandet Velvet Buzzsaw (og der har vi så titel ophavet). Desuden har hun nok den fedeste afslutningsscene. Dét må man sateme give filmen!

Og de bedste biroller…

Nu er det jo ikke kun Jake Gyllenhaal og Rene Russo, der spiller med i filmen. Der er faktisk så stort et cast, at det på sin vis er en ensemble film i stil med Bad Times at the El Royale.

Vi har John Malkovich, som vi senest så i Susanne Bier’s Netflix film Bird Box. I Velvet Buzzsaw spiller han en kunster, der kæmper med sin kreativitet. Heldigvis er han ikke en af de typiske over-the-top stereotype karakterer.

Derudover har vi Toni Collette fra Hereditary, der bliver snydt for alverdens priser i denne “award season”. Ja, det skulle lige med, for det er nærmest en skændsel. Er jeg bitter? Ja! Men til gengæld nyder jeg at se hende i Velvet Buzzsaw, hvor hun har en fest – selvom det til gengæld ikke er en prisvindende præstation.

I den største birolle har vi Zawe Ashton, der var med i Tom Ford filmen Natdyr, der også havde Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Hun kommer desuden også til at være med i Neil Jordan’s kommende Greta, der ser ud til at være en solid gyser-thriller.

Velvet Buzzsaw anmeldelse – Netflix horror

Du kan se Velvet Buzzsaw på Netflix nu

Velvet Buzzsaw er skrevet og instrueret af Dan Gilroy, der også lavede den blændende Nightcrawler. Den havde præcis de samme hovedroller som hans nye film, Jake Gyllenhaal og Rene Russo, og det er ikke tilfældigt. Karaktererne skulle efter sigende være skrevet direkte til disse to skuespillere.

Der er da også de to karakterer, der fungerer bedst for mig. Andre karakterer arbejder det ene sted og så pludselig det andet sted, mens vi hele tiden mangler at høre mere om kunstneren. Bevares, det er meget meta alt sammen og byder på nogle reelt lækre metaforer.

Men det er sateme ikke spændende for publikum i længden. Derfor er Velvet Buzzsaw lidt en skuffelse for mig som helhed, mens den til gængæld giver mig lyst til hurtigst muligt at få genset Nigthcrawler.

Velvet Buzzsaw udkom på Netflix i hele verden fra 1. februar 2019.

FAKTA

Premiere: 1. februar 2019 (Netflix)
Genre: Horror, Thriller, Drama
Instruktør: Dan Gilroy
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rene Russo, Toni Collette, Zawe Ashton, Tom Sturridge, Natalia Dyer, Daveed Diggs, Billy Magnussen, John Malkovich

Plot

En frygtet kritiker, en kold galleriejer og en ambitiøs assistent tiltusker sig en nylig afdød kunstners malerier – med alvorlige konsekvenser.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.