Så blev Snemanden endelig filmatiseret med Michael Fassbender i hovedrollen som Harry Hole. Den vanvittig populære roman af Jo Nesbø har været længe ventet, men holder den i filmatiseringen?

Traileren for Snemanden ser faktisk ret lovende ud. Ikke mindst stemningen virkede rigtig spændende og fik skruet op for de positive forventninger. Nu skal det lige siges, at jeg ikke har læst romanen. Det er muligt, at man får et ganske andet indtryk af Snemanden som film, hvis man har læst bogen. Det må dog aldrig være sådan, at man skal læse bogen for at kunne se filmen.

Og lad os bare få det sagt med det samme; Snemanden er ikke en god film.

Det er hverken godt filmhåndværk eller en god historie. Den er ekstremt fordummende og vælter rundt mellem forskellige historier som, i sidste ende, ikke betyder en fløjtende fis for selve plottet. Faktisk er mindst halvdelen af filmen bare en række misvisende spor, som dog er så vage, at man aldrig rigtig tror på, at det er et egentligt spor.

Jeg vidste jo godt, at filmen ville være på engelsk. Og allerede der er jeg sgu lidt irriteret. Den her mærkværdige ting med at lade skuespillere (uanset nationalitet) tale britisk engelsk, hvis vi befinder os i et ikke-engelsktalende land i Europa, er da underligt. At alle taler med vidt forskellige engelske dialekter gør det ikke ligefrem bedre.

Værst af alt er dog næsten den indledende scene. Her tales nemlig engelsk med tyk norsk accent. Og lige præcis dér fik jeg første dårlige fornemmelse, da det bare virkede… ja, underligt!

Den norsk-engelske dialekt forsvinder dog hurtigt, da selve historien begynder. Ikke mindst da rollerne spilles af svenske, britiske og amerikanske skuespillere, der taler med hver deres accent og/eller dialekt. Og helt vildt bliver det med Val Kilmer, der bare kører den ind (so to speak) med tyk amerikansk accent. WTF?!

Hvad er der sket med Val Kilmer?

Ja, Val Kilmer fortjener sit eget afsnit i denne anmeldelse. Ikke at hans rolle fylder meget i filmen, men den er til gengæld mindeværdig. På den virkelig hæslige måde!

Val Kilmer’s præstation er simpelthen en af de mest mærkværdige, jeg længe har set. Det minder mest af alt, som om han burde være med i The Disaster Artist – det er den, der er baseret på tilblivelsen af The Room, der kaldes den værste film nogensinde.

Hele den første scene med Val Kilmer efterlader publikum fuldstændig perpleks. Mest af alt fordi man slet ikke kan koncentrere sig om, hvad han reelt siger. Han har 5-6 replikker, men vi ser ham kun sige én. Alle andre replikker leveres med ryggen til kameraet. Det er også helt fint, da samtlige replikker alligevel er med uelegant voice-over, hvilket både kan ses og høres. Manden ligner, at han laver en Godfather parodi med vatkugler i kinderne, mens han nærmest savler sig igennem scenerne.

Der var længe rygter om, at Val Kilmer har været igennem behandling for en kræftdiagnose. Det har han efterfølgende også bekræftet, hvilket naturligvis er en hæslig ting at skulle igennem. Men hvis manden ikke kan levere en god præstation, må man da tage konsekvensen og finde en ny skuespiller.

Måske endda en norsk en af slagsen. Noget der virker helt utænkeligt i castingen af denne film. Baseret på en roman af en norsk forfatter. Som finder sted i Norge. Man undres altså…

Gode – men små – præstationer af skandinaver

Til gengæld er der en svensk kvinde i den vel nok primære kvindelige hovedrolle. Det er Rebecca Ferguson (Life), som jeg aldrig har set være dårlig. Det er hun heller ikke her, men både hendes karakter og historie er nærmest ligegyldig i Snemanden. Igen, måske er det også sådan i bogen, men her i filmen er det bare en skam.

Derudover er der minsandten også en nordmand med i Snemanden. Det er Jakob Oftebro (Når Dyrene Drømmer), der faktisk nærmest anses som halvdansk, da han lige så ofte spiller dansker. Han har en lille rolle med få replikker, men bevares vi ser ham da flere gange. Blandt andet da han hygger på politikontoret med at spille en svensk sang (!) på et tidspunkt.

Også dansk-svenske David Dencik (Mænd, der hader kvinder) er med og spiller endnu en vigtig birolle. Han er faktisk helt blændende i Snemanden, og har dermed fået endnu en god præstation til CV’et.

Snemanden

Du har set det før… mange gange!

Sjovt nok, så tænkte jeg hele vejen igennem, at jeg havde set denne historie før. Den fordrukne og ubehagelige – men naturligvis helt geniale – detektivtype, der kæmper med egne dæmoner. Fra Sherlock Holmes til Afdeling Q’s Carl Mørck. Det er ikke ligefrem noget nyt.

Og selve filmen Snemanden virker som en light udgave af The Girl with the Dragon Tattoo. Og ikke kun fordi vi kører det engelske sprog ind over en historie, der finder sted i et skandinavisk land. Det er i øvrigt en super-light version af Mænd, der hader kvinder, der dog også var en fantastisk filmatisering.

Snemanden er der ingen Lisbeth Salander til at udligne den “knækkede helt” og det er måske en del af problemet. Der er dog en sej computer-haj kvinde i form af Jamie Clayton (Sense8), der har flere gode scener, men desværre alt for lidt skærmtid. Det samme kan siges for Toby Jones (Dame, konge, es, spion), der også leverer en fin, men meget kortvarig, præstation.

J.K. Simmons (Whiplash), som jeg sateme har været vild med, siden han var et bæst i fængselsserien Oz er desværre nærmest karikeret i Snemanden. Det er den svageste præstation, jeg har set fra ham. Men så igen, det kan ikke være nemt at spille feteret norsk rigmand med tyk britisk accent, uden det virker påtaget.

Snemanden

Lækkert PR billede – men det er ikke med i filmen…

Et hav af deciderede fejl

Det er svært at lure, hvor den er gået galt med Snemanden, for på papiret ser det helt rigtig ud. Der er en stærk svensk instruktør i Tomas Alfredson, der fik sit internationale gennembrud med Lad Den Rette Komme Ind (2008). Selve historien er dog ét stort rod, og så tænker man, at den må være gal med klipningen. Men den har Claire Simpson stået for. Hun har været nomineret til flere priser og vandt endda en Oscar for Platoon (1986), så hun kan også sit håndværk.

Manuskriptet, som naturligvis er baseret på Jo Nesbø’s roman, er også skrevet af stærke kræfter. Der er dog tre (vidt forskellige) manuskriptforfattere tilknyttet, og dét er sjældent helt godt for det samlede resultat. Manuskriptforfatterne er Peter Straughan, der var med til at skrive manuskriptet til Tomas Alfredson’s forrige film Dame, Konge, Es, Spion (2011), og Hossein Amini, der skrev manuskriptet til Nicolas Winding Refn’s Drive (som også var baseret på en bog). Og så lige danske Søren Sveistrup til at afrunde trekløveret. Han skrev bl.a. Der kommer en dag (2016).

Alligevel sidder vi tilbage med en film, der fortæller sin historie så fordummende, at vi får 117 små “clues” undervejs til ethvert plot-twist. Og den behandler naturligvis enhver afsløring, som var det et chok for publikum.

Derudover er nogle deciderede fejl:

  • Michael Fassbender står bogstavelig talt og peger modsat skudretningen, når han taler om, hvor et skudhul burde være (og han taler om, at vinklen burde være anderledes)
  • I en scene hvor en mobiltelefon skal spores (hurtigere end jeg nogensinde har oplevet det ske før), kan politiet se hvilken bil, den mistænkte kører i. Nummerplade og hele baduljen. Dét er sgu effektivt midt ude i ødemarken, uden trafikkameraer og kun ved hjælp af satellitter.
  • Val Kilmer 😉

Mere vil jeg ikke sige for at undgå spoilers – selvom også dem, der ikke har læst bogen, sikkert gætter hele plottet senest inden sidste tredjedel af filmen.

Snemanden Michael Fassbender

Som skandinav bliver man nok ekstra irriteret

Harry Hole er alkoholiseret og storrygende. Fint nok, det er uden tvivl, sådan han er. Men i Skandinavien kan du ikke bare rende rundt og ryge, som du lyster. Du kan ikke ryge i offentlige bygninger, og hvis du tænder en smøg i en ikke-rygers private hjem, så bliver du sateme bedt om at slukke den. Eller rettere, du når sikkert ikke at tænde den, for du er sendt udenfor med smøg og lighter i hænderne.

Når det sner vildt og voldsomt, så render vi sgu ikke rundt i åbne vindjakker uden halstørklæde eller vanter. Og vi fedter ikke rundt med frosne metalstænger med halv-våde hænder.

Vi ville desuden også undre os, når et granvoksent mennesker render rundt og bygger snemænd alverdens steder – inklusiv ret befærdede steder midt i større byer.

Om jeg begriber, at en svensker har instrueret denne film? Alle skandinaver på settet må da have taget sig til hovedet eller grint til hinanden undervejs. Eneste acceptable forklaring er, at dette er en underlig intern joke.

Og så er “klimaks” i Snemanden noget af det mest anti-klimatiske, jeg nogensinde har set. Og slutscenen er knap nok en 80’er tv-serie værdig.

Jeg har set flere afsnit af Hun så et mord, der var mere sindsoprivende end dette plot.

Se den endelig, hvis du har læst romanen, og fortæl mig, om den passer til dine forventninger. Jeg regnede personligt med, at jeg ville have lyst til at læse bogen efter at have set filmen. Dét fik jeg bestemt ikke lyst til, men ved nærmere eftertanke tror jeg dog alligevel, at jeg skal læse den. Bare for at forstå hvorfor folk har været så vilde med denne historie.

FAKTA

Biografpremiere: 12-10-2017
Genre: Thriller
Instruktør: Tomas Alfredson
Medvirkende: Michael Fassbender, Rebecca Ferguson, Chloë Sevigny, Val Kilmer, J.K. Simmons, Toby Jones, Jamie Clayton, David Dencik, Charlotte Gainsbourg, Jakob Oftebro m.fl.

Resumé
Vinterens første sne er faldet og Harry Hole, vicekommissær ved drabsafdelingen, efterforsker en sag om en forsvunden kvinde, som får ham til at frygte, at en seriemorder er aktiv igen. Med hjælp fra en yderst begavet politiaspirant begynder han at forbinde en række gamle, uopklarede sager med den nye i forsøget på at komme den bestialske morder i forkøbet inden næste snefald.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.