:: Anmeldelse ::

Jeg var ikke helt vild med den første ‘Hjemsøgt’, da der var for meget familie-drama inde over plottet, hvilket tog både tid og fokus væk fra den egentlige horror. På sin vis sker det samme i efterfølgende, der ikke ellers har nogen relation til første film. Alligevel går det mig ikke på i samme grad, så et eller andet har de fået skruet på siden sidste forsøg. Historien fungerer på mange måder godt for mig, og dette alene er naturligvis også bidragende til, at jeg gerne går med på filmens præmisser.

I denne omgang er det Tom Elkins, der sidder i instruktørstolen, og det er rent faktisk hans instruktørdebut, hvilket jeg synes er ret imponerende. Han er da også velbevandret i horror-genren som klipper, og var bl.a. ansvarlig for klipningen af den først ‘Hjemsøgt’ (der var instrueret af Peter Cornwell) samt ‘The New Daughter’ (2009) og ‘The Apparition’ (2012). Historien er denne gang skrevet af David Coggeshall, der tidligere kun har skrevet for TV-serierne ‘Watch over Me’ (2006-2007) og ‘Desire’ (2006), som han også var producer på. Så også her har vi med en debutant at gøre i forbindelse med spillefilm. Jeg synes personligt, historien fungerer bedre i denne film, så han må hjertens gerne fortsætte med at skrive til horrorfilm – eller måske en horrorserie.

Castet ledes denne gang af Abigail Spencer (‘Cowboys & Aliens’) samt Chad Michael Murray (nok bedst kendt som teenage-hjerteknuser i TV-serien ‘One Tree Hill’, selvom han dog også var med i ‘House of Wax’ fra 2005). Den mest interessante karakter og skuespiller er dog Katee Sackhoff, der nok er bedst kendt som Starbuck i kultserien ‘Battlestar Galactica’ (sådan har jeg det i hvert fald, men jeg var også meget glad for den serie). Men hun har også spillet med i en sæson af ’24’ (2010). Under alle omstændigheder er hendes karakter i filmen – Joyce, der er søster til hovedpersonen – nok den, der er nærmest publikum og nærmest guider os gennem meget af det, der sker.

Jeg kan ikke sige så pokkers meget negativt om ‘Hjemsøgt 2’ andet end, at den igen ikke er nær så uhyggelig, som der er potentiale til. Det er som om, de holder lidt igen, og det er måske for at nå et større publikum i biograferne, men for min skyld måtte de godt have skruet den en tand eller tre op. Det er dog solid underholdning, hvilket også er grunden bag den ret flotte samlede bedømmelse herfra.

Fakta

(Originaltitel: The Haunting in Connecticut 2: Ghosts of Georgia)

DVD: 20-06-2013
Genre: Horror | Thriller | Drama
Instr.: Tom Elkins
Medv.: Chad Michael Murray, Katee Sackhoff, Abigail Spencer, Cicely Tyson m.fl.
Land: USA, 2011

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.