:: Anmeldelse ::

Vor herre bevares… ja, det er både, hvad man tænker flere gang undervejs og kunne også have været filmens slogan. Det er nemlig de helt store tanker om gud og djævlen samt (naturligvis!) hvem, der får ens sjæl i sidste ende, afhængigt af om man lader sig friste. Og hold nu kæft for et makværk!

Faktisk starter Cell 213 ret solidt med skarpe karakterprotrætter (på kanten til de karikerede, men det får da filmen hurtigt fra start) og gribende scener, der gør, at man tror dette bliver noget godt og spændende. Men nej! Absolut ikke på nogen måde. De prøver da at proppe alt det stereotype ind i filmen, der har lige præcis tre kvinder med, der alle har langt mørkt hår og nærmest identisk kropsbygning, hvilket naturligvis betyder store bryster og lille talje. Det er fint nok, hvis man så bare vil køre det karikerede hele vejen hjem, men det er absolut ikke formålet. Tværtimod skal en af de meget unge kvinder med permanent udsyn til barmen, være en alvorlig udsending fra det, der svarer til Kriminalforsorgen. Der har nemlig været klager omkring unødig vold mod fangerne, foretaget af fængselsbetjentene, så det skal denne kvinde – der i øvrigt har et “serious face”, der til forveksling ligner, at hun er på grådens rand – naturligvis lige få styr på, så hun tripper rundt blandt farlige indsatte med udsyn til både gården og gaden.

Det er bare ét eksempel på, hvad der er galt med denne film, der konsekvent veksler mellem solide skuespilpræstationer fra især Bruce Greenwood (Star Trek og ubåds-horrorfilmen Below) og Michael Rooker (Guardians of the Galaxy og The Walking Dead) og et virkelig ringe plot. Man tror hele tiden, at filmen skal til at udvikle sig i en bedre retning, når der har været en scene med en af dem… men nej. Erik Balfour (Skyline) leverer en OK præstation i hovedrollen, men det er ikke ligefrem en af de bedre.

Manuskriptet – skrevet af Maninder Chana, der før dette primært havde lavet kortfilm – har muligvis været udmærket på papiret, siden det trods alt har tiltrukket et habile skuespillere, men eksekveringen er i så fald under alt kritik. Filmen er instrueret af Stephen Kay, der tidligere har lavet bl.a. Boogeyman og en række afsnit til mange TV-serier som eksempelvis Sons of Anarchy, og man skulle tro, at han kan finde ud af at fortælle en historie på fornuftig vis, men ét eller andet er gået galt med denne. Der er flere virkelig gode scener, men overordnet holder filmen slet ikke.

Fakta

DVD-premiere: 30-10-2015
Genre: Horror
Instruktør: Stephen Kay
Medvirkende: Bruce Greenwood, Deborah Valente, Eric Balfour, Michael Rooker m.fl.

Resumé
Den kække unge advokat Michael Gray ryger i celle 213, efter et twist af omstændigheder sender ham til South River State fængslet, hvor han bliver dømt for mordet på en fængslet klient.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.