Pet Sematary er tilbage i en 2019 remake, der nok skal glæde fans af Stephen King bogen. Visse ting er klart forbedret, og gyserfilmen oser af uhygge. Desværre mangler den dog lidt sjæl. Læs mere i vores anmeldelse her! 

Pet Sematary er tilbage i biograferne her i 2019. Filmen er baseret på bogen af samme navn, der er skrevet af gysermesteren Stephen King og udkom i 1983. Den første filmatisering kom i 1989 og er generelt en af de mest vellidte Stephen King-filmatiseringer.

I forhold til både bogen og den oprindelige film er der en del nyskabelser i denne 2019 udgave af Pet Sematary.

Herfra melder vi gerne ind, at vi klart forstår disse ændringer. Og ja, de forbedrer helt klart filmoplevelsen og skaber mere uhygge. Der er dog også problemer med denne nye version af Pet Sematary.

Desværre er det på et helt overordnet niveau, da der mangler noget sjæl. Historien fortælles næsten for afstumpet.

Knald på jumpscares

Der er godt gang i den solide uhygge i Pet Sematary, men der er absolut også smæk på chokbølgen undervejs. Der er en del meget velfungerende jumpscares undervejs. Dette var dog også tilfældet i den oprindelige filmatisering, så det er ikke opfundet til remaken.

Desuden fungerer katten, Church, også rigtig godt i denne remake. Og det gør John Lithgow (naturligvis!) også som den ældre nabo, der hurtigt bliver venner med familien Creed. John Lithgow er altid god, og han leverer også varen her i Stephen King-fortællingen.

Det samme gælder for hele familien Creed, der har Jason Clarke (Winchester) og Amy Seimetz (Alien: Covenant) som henholdsvis far og mor. Her er det klart Amy Seimentz, der fungerer bedst for mig.

Jason Clarke karakteren skal igennem et ret stor transformation rent personlighedsmæssigt, og jeg køber den ikke 100%. Der er simpelthen for mange kameler, der skal sluges undervejs, og det føles lidt for “paint by numbers”-agtigt. 

Pet Sematary (2019) anmeldelse

Ellie er klart mere uhyggelig end Gage

Hvis du ikke har set traileren, der afslører en stor ting, så kommer der her en spoiler alert!

I bogen og filmen fra 1989 er det familiens yngste medlem, Gage, der bliver genoplivet som noget ganske andet end familiens søde lille søn. I denne nye version af Pet Sematary er det i stedet storesøster, Ellie.

Det har (ikke overraskende) skabt en del ballade på de sociale medier. Men det sker jo hver eneste gang en mandlig karakter får kønsskifte. Som om det på nogen måde ændrer på fortællingen?!

Den kæmpe store fordel ved at lade Ellie være karakteren, der bliver genoplivet, er at det faktisk bliver meget mere uhyggeligt. Man får lidt Chucky associationer, når en lille dreng på 2-3 år skal være farlig.

En 8-9 årig pige kan gøre – og ikke mindst sige – meget mere. Det virker derfor langt mere troværdigt, når det er problematisk at kæmpe imod Ellie, end det var tilfældet mod Gage.

Alligevel sidder jeg tilbage med en præference for den oprindelige Pet Sematary. Dog absolut ikke på grund af denne ændring.

Jeté Laurence er møghamrende creepy

Rollen som Gage er naturligvis en del mindre, men det fungerer fint. Ikke mindst når vi kommer til selve slutningen.

Ellie spilles ret formidabelt af Jeté Laurence. Det er ikke svært at forstå, hvorfor familien hurtigt indser, at det absolut ikke er deres datter, der er kommet tilbage.

Jeté Laurence er grund nok til at se Pet Sematary. Hun er møghamrende creepy som Ellie Creed!

Hun har i øvrigt været med i et par produktioner allerede. Herunder Snemanden (2018), der bestemt ikke var god, men det var ikke hendes skyld.

Pet Sematary (2019) anmeldelse

Se Pet Sematary i biografen

Pet Sematary er skrevet af Jeff Buhler, der også skrev The Prodigy, der for nyligt gik i de danske biografer. Jeg må indrømme, at jeg faktisk foretrækker The Prodigy, men den var jeg også meget glad for.

Læs også: Vores anmeldelse af The Prodigy, med lille Georgie fra It i hovedrollen, lige her >

Instruktionen er klaret af duoen Kevin Kölsch og Dennis Widmyer. De stod også bag den ret fantastiske Starry Eyes, der netop havde spandevis af den sjæl, som jeg savner lidt i Stephen King-filmatiseringen her.

Jeg må også påpege, at der er et par scener undervejs, hvor det skriger til himlen, at skuespillerne står i et studie. Bevares, det er noget, man bruger, når der laves film, men publikum skal sgu ikke lægge mærke til det. Det hiver lige én ud af universet et øjeblik.

Der er ingen tvivl om, at denne type gyserfilm fungerer optimalt i biografen. Det snigende mørke og solide lydbillede virker bare dejlig effektivt til at booste uhyggen.

Pet Sematary kommer i de danske biografer fra torsdag den 4. april 2019.

Pet Sematary på DVD og Blu-ray

Den 22. august 2019 udkom Pet Sematary på DVD og Blu-ray. Blu-ray versionen indeholder et væld af bonusinfo, herunder “Night Terrors – Family Haunting Visions.” Disse tre featurettes, der fokuserer på Creed-familien, indeholder uhyggelige, atmosfæriske optagelser, der er redigeret, så de ligner mareridt og visioner, som Creed-familien har.

Optagelserne var ikke i selve filmen, og det er heller ikke rigtige “slettede” optagelser. I stedet er det optagelser, der blev lavet til markedsføringsformål (trailere, tv-spots, online annoncer osv.), der er klippet sammen i korte segmenter.

Blu-ray indeholder følgende:

ALTERNATE ENDING
7 DELETED/EXTENDED SCENES
NIGHT TERRORS
Family Haunting Visions
OVER 90 MINUTES of Bonus Content

FAKTA

Biografpremiere: 4. april 2019
DVD/Blu-ray premiere: 22. august 2019
Genre: Horror
Instruktør: Dennis Widmyer, Kevin Kolsch
Medvirkende: Jason Clarke, John Lithgow, Amy Seimetz, Jeté Laurence, Hugo Lavoie, Lucas Lavoie

Plot

Pet Sematary følger Dr. Louis Creed (Jason Clarke), der sammen med sin kone Rachel (Amy Seimetz) og deres to børn er flyttet til den landlige Maine fra Boston. Bag huset opdager de en mystisk kirkegård skjult dybt inde i skoven. Da en ulykke indtræffer henvender Louis sig til deres lidt specielle nabo Judd Crandall (Lithgow). Det sætter en fatal kædereaktion i gang, der slipper en ubeskrivelig ondskab fri med frygtindgydende følger.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.