THE MATRIX 4: RESURRECTIONS er en herlig opfølger til Matrix-trilogien. Som altid handler den om skæbnen, det frie valg og kærlighed. Lana Wachowski har skabt ren magi med denne film. Læs vores fulde The Matrix Resurrections anmeldelse her!
THE MATRIX 4: RESURRECTIONS er den længe ventede fortsættelse til The Matrix-trilogien, der udkom ved årtusindeskiftet. De tre film fik premiere mellem 1999 og 2003, og rigtig meget er ændret siden da. Særligt den måde vi interagerer i den digitale verden via elektroniske hjælpemidler.
Vi så faktisk de tre forrige The Matrix-film op til denne fjerde film, og det kan varmt anbefales. Til info ligger de alle tre på HBO Max. Denne fjerde film skulle have været i biografen den 22. december 2021, men på grund af nedlukning udkommer den i stedet på VOD fra den 24. december.
HBO Max får rettighederne 45 dage efter biografpremieren, så hvis de går efter den oprindelige premieredato, betyder det, at du finder The Matrix Ressurections på HBO Max den 8. februar 2022.
Læs videre på vores The Matrix Ressurections anmeldelse nedenfor.
Kendte ansigter fra Wachowskis univers
Mens du formentlig allerede ved, at Keanu Reeves er tilbage som Neo og Carrie-Ann Moss endnu engang spiller Trinity, så får du også en række nye ansigter.
Nogle af de nye spiller helt nye karakterer, mens andre spiller karakterer, vi kender fra de forrige film. Alt bliver dog forklaret, og det ender med at føles naturligt at se nye skuespillere i kendte roller.
Ikke mindst Jonathan Groff (Mindhunter), som en ny “Smith”, og Yahya Abdul-Mateen II (Candyman, Watchmen) som en alternativ “Morpheus”. Du får dog også en nærmest 90-årig udgave af “Niobe” (Jada Pinkett-Smith), så ikke alle er udskiftet. Og ja, årsagerne bliver forklaret!
Neo & Trinity: En kærlighedshistorie
Overordnet set er denne film en meget meta opfølger til den originale trilogi. Fra kommentarerne om at blive tvunget til at lave en fortsættelse, til vores interaktioner i en digital verden, hvor alt ikke er skidt. Du skal blot bruge det på en positiv måde, og ikke lade elektronikken overtage eller styre dit liv.
Som altid med The Matrix (og de fleste andre Wachowski-film) er det en historie om skæbnen, det frie valg og især kærlighed. Og hvis du synes, det lyder som noget værre plader, så læs blot dedikationen fra Lana Wachowski til hendes afdøde forældre i rulleteksterne til sidst.
Og nu vi taler om rulletekster, så sørg for at vente til rulleteksterne er slut, da der er en slutscene. Ellers får du aldrig svaret på, hvad “The Catrix” er!
Se The Matrix Resurrections på VOD nu og på HBO Max i februar!
Lana Wachowski står alene for instruktionen denne gang, og slutresultatet er nok blevet alt det, jeg ikke vidste, jeg ville have ud af en fortsættelse.
For mig har Lana Wachowski skabt noget magisk med denne film. Bevares, den er en anelse for lang (2 timer og 28 min.), men denne lange spilletid er især grundet lange aktionsekvenser.
Det kan jeg dog sagtens acceptere, når de er så flotte, og (især) fordi meta-lagene, og den meget direkte kommentar på verden omkring os, er helt fantastisk!
Uagtet at nogle vil kalde denne for noget politisk pjat (uden at anerkende, at det var de oprindelige film i givet fald så også), så nød jeg i hvert fald denne herlige meta-opfølgning til The Matrix-trilogien. Og jeg glæder mig allerede til at gense The Matrix Resurrections.
The Matrix Resurrections er ude på Premium VOD fra 24. december 2021. Den får efterfølgende premiere på HBO Max den 8. februar 2022.
FAKTA
PVOD-premiere: 24. december 2021
Biografpremiere: 18. januar 2022
DVD/BD/VOD: 28. marts 2022
HBO Max-premiere: 8. februar 2022
Instruktør: Lana Wachowski
Manuskript: Lana Wachowski, David Mitchell, Aleksandar Hemon
Medvirkende: Keanu Reeves, Carrie-Anne Moss, Yahya Abdul-Mateen II, Jonathan Groff, Jessica Henwick, Neil Patrick Harris, Jada Pinkett Smith, Priyanka Chopra Jonas, Christina Ricci, Lambert Wilson, Max Riemelt, Brian J. Smith
Plot
For at finde ud af, om hans virkelighed er en fysisk eller mental konstruktion, bliver Mr. Anderson, alias Neo, nødt til at vælge at følge den hvide kanin igen. Hvis han har lært noget, er det, at valget, selvom det er en illusion, stadig er den eneste vej ud af – eller ind i – The Matrix. Neo ved allerede, hvad han skal gøre, men hvad han endnu ikke ved er, at Matrix er stærkere, mere sikker og langt farligere end nogensinde før.