Jeg har glædet mig som en vanvittig til at se The Raid 2, og lad os bare slå fast helt fra start, at den så absolut lever op til forventningerne. Og dermed også er en fuldt ud værdig efterfølger til The Raid.

Vi er ude af det ellers fascinerende ved at være fanget i én bygning, så nu finder de vildeste kampscener sted i alt fra et fængselstoilet til en bil og en restaurant samt mange andre steder. Det er absolut lige så fantastisk og – bogstavlig talt – utroligt at se de vanvittige koreograferede kampscener i anden omgang.

Og der er stadig denne underlige form for realisme inde over de episke scener. Det er råt, brutalt, vanvittig hurtigt og forbavsende elegant – uanset om det er scener i ankeldyb mudder, eller der kastes med plastikpaller.

Fantastisk over-the-top action

Som en lille pige, der er vokset op på især 1980-90’er action med Stallone, Schwarzenegger, van Damme, Segal og Willis, så er det her jo bare lykken. Og at hovedpersonen ligner en helt almindelig ung mand giver det hele en ekstra kant.

Der er jo ingen tvivl om, at Iko Uwais, der spiller hovedrollen, er helt overvældende talentfuld. Men derudover er han grundlæggende bare et almindeligt menneske, der har øvet sig helt enormt meget.

Altså, han er jo på Spider-Man niveau, men uden nogle superheltekræfter. Faktisk lidt mere som Black Widow, der tilfældigvis også bare er enormt dygtig helt af sig selv. Og som i alle gode helte-film skal vi også have skurke, hvilket der bestemt er nogle fantastiske eksempler på. Der er faktisk fire af slagsen, når vi taler ren kampstil, og så lige et par stykker af den mere psykologiske art også.

Det er endnu engang Gareth Evans, der sidder i instruktørstolen, og han har allerede afsløret, at han arbejder på en 3’er, der dog først kommer om nogle år.

Eneste grund til, at vi ikke giver The Raid 2 topkarakter er, at de 150 minutter filmen varer lige er en anelse for langt.

Fakta

Biografpremiere: CPH PIX ’14
Genre: Thriller, Action
Instruktør: Gareth Evans
Medvirkende: Iko Uwais, Yayan Ruhian, Arifin Putra, Oka Antara, Tio Pakusadewo, Alex Abbad m.fl.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.