Martha Marcy May Marlene leverer al uhygge mellem linjerne, men det er stadig uhyggeligt…

Martha Marcy May Marlene er ikke en horrorfilm. Men den har bestemt nogle undertoner, i og med vi får et indblik i, hvor horrible folk kan være. Denne thriller leverer al uhygge mellem linjerne. Og dette gøres udelukkende via det fænomenale karakterskuespil.

Man har svært ved at forstå, hvordan Elizabeth Olsen kan komme fra samme hjem og baggrund som Olsen-tvillingerne. De er mere kendt for deres business-evner end deres skuespil-talent. Elizabeth er allerede fænomenal, og hun skal nok nå langt – meget langt! Det er helt basalt hende, der bærer hele Martha Marcy May Malene. Alle navne i titlen er reelt hende, og det er hendes liv og minder, vi ser hele filmen igennem.

Der bruges flashbacks på yderst smart og helt optimal vis. Hver gang vi oplever en pige, der opfører sig grotesk eller bare underligt, så får vi umiddelbart derefter et flashback, der forklarer, hvorfor hendes handlinger er helt normale i hendes verdensbillede. Det er en elegant fortalt historie om en ung pige, der oplever noget usædvanligt. Men det bliver aldrig urealistisk eller utroværdigt, og derfor sidder man bare som tilskuer. Nærmest som om det var en dokumentar, der fortælles udelukkende gennem én persons minder og handlinger.

Martha Marcy May Marlene - anmeldelse

Stærke biroller

Uanset hvor godt Elizabeth Olsen leverer varen i Martha Marcy May Marlene, så må man dog også beundre flere af de andre større biroller. Især Sarah Paulson, der spiller hendes storesøster med en utrolig delikat sødme, som dog også kan virke lidt kold og uforstående indimellem. Præcis som man ville forvente, at man selv kunne reagere, når en nærstående person skal bruge hjælp, men ikke kan fortælle hvad problemet er.

Også Hugh Dancy skal fremhæves sammen med den mystisk karismatiske leder, Patrick, der spilles af John Hawkes samt en af “familiens” yngre medlemmer, men klare ledertype, Watts, der spilles af Brady Corbet (Funny Games US og Melancholia).

Filmen er skrevet og instrueret af Sean Durkin, og dette er – utroligt nok – hans spillefilmdebut som instruktør. Tidligere har han “kun” stået bag to kortfilm, hvor Brady Corbet var med på rollelisten i den ene og desuden spiller hovedrollen i en ny film, som Sean Durkin producerer (Simon Killer fra 2012).

Det er virkelig ærgerligt, at denne film kun får dansk biografpremiere i så få biografer – og endda med norske undertekster – men så er der god grund til at få besøgt en af de mindre biografer i Danmark, som bestemt også altid byder på en lidt anderledes og altid hyggelig oplevelse.

Hvis ikke du får set den på det store lærred, så må du glæde dig til, den udkommer på DVD og sørge for straks at se den der.

Fakta

Biografpremiere: 28-06-2012
Genre: Thriller | Drama
Instr.: Sean Durkin
Medv.: Elizabeth Olsen, Brady Corbet, Hugh Dancy, John Hawkes, Sarah Paulson m.fl.
Land: USA, 2011

Resumé
Martha er stukket af fra en hippie-sekt, som hun uforvarende havnede i, og hvor hun i to år levede som Marcy May. Hun søger tilflugt hos sin søster og svoger, der gør alt for at hjælpe hende, men Martha har svært ved at adskille drømme fra virkelighed. Fortidens frygtelige minder dukker konstant op til overfladen, og den plagede Martha har brug for mere hjælp, end nogen måske er i stand til at give hende.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg