The Order sæson 1 er en ny fantasy horror-serie på Netflix. Målgruppen er helt sikkert teenagere, og derfor er både plot og stil også lagt derefter. Der er intet nyt under solen med denne serie. Den skal dog nok finde sit publikum på Netflix!

The Order sæson 1 kan ses på Netflix nu, og denne nye fantasy horror-serie skal nok finde sit publikum hos streamingtjenesten. Jeg er nok ikke lige i målgruppen og er derfor (forventeligt) heller ikke videre begejstret.

Jeg kan dog sagtens anerkende, at den er godt lavet. Desuden er der flere interessante karakterer. De er bare mere perifere, mens den deciderede hovedrolle er ret irriterende.

Læs også: Vores anmeldelse af The Order sæson 2 >

Castet har også en ret stor diversitet – i hvert fald indtil de begynder at dø som flyer. Det er klart de hvide mennesker, der kan forvente at leve længst i The Order. Egentlig minder plottet mest af alt om en slags remix af Chilling Adventures of Sabrina og Teen Wolf.

Målet har nok været at skabe en form for college-udgave af Harry Potter universet, men dér skydes ret meget forbi målet.

Den dummeste Karl Smart

Selve historien i The Order tager udgangspunkt i karakteren Jack Morton. Han er – rent ud sagt – pisseirriterende. Han er en decideret Karl Smart (for nu at sige det på godt dansk). Samtidig er han dog også ret dum og formår ikke at tænke logisk i selv de mest simple sammenhænge.

For eksempel er det tilsyneladende umuligt for Jack (Jake Manley) ikke at kæfte om om den super hemmelige orden, han gerne vil være en del af. Så svært kan det heller ikke være at forstå, hvad “hemmelig” indebærer.

Og ja, jeg synes faktisk – for en gangs skyld – at det er skuespilleren Jake Manley (iZombie), der gør karakteren Jack Morton ret irriterende. Han gør nok bare, hvad instruktøren beder om, men jeg fandt det bare meget svært overhovedet at holde med ham. Dét tror jeg ikke har været hensigten.

The Order sæson 1 anmeldelse Netflix

Birollerne i The Order

Til gengæld er det skønt at få et gensyn med Sam Trammell fra True Blood. Han spiller en af lærerne på Belgrave University. Eller rettere, han er faktisk den eneste lærer, vi rigtig ser. Hans karakter er den stereotypiske lærer, der er hip med de unge og taler direkte til dem.

De er bare pissehamrende ligeglade. Undtagen Jack, naturligvis. Han spørger lynhurtigt Sam Trammell’s karakter til råds… efter bare én enkelt time?! Ja, det er ret mærkeligt.

Derudover har vi også Matt Frewer som Jacks morfar. Han er også god til at pille sit barnebarn lidt ned, når han tror, han ved alt. Matt Frewer var også med i Netflix-serien Altered Carbon. Han er desuden ikke  den eneste fra den serie, der er med i The Order.

Sidst, men ikke mindst, har vi Sarah Grey (Legends of Tomorrow), der spiller Alyssa, som Jack hurtigt går efter. Det er meget mærkeligt at forstå, hvorfor hun skulle være interesseret i ham, men hun synes nok, drengerøv-charmen er interessant.

Sarah Grey har tidligere spillet en ung udgave af Norma Bates i Bates Motel, og det var en interessant karakter med mere kød på.

The Order sæson 1 anmeldelse Netflix

Du kan se sæson 1 af The Order på Netflix nu!

The Order er ikke lige min kop te. Jeg synes, jeg har set det hele før – og også bedre. Du kan helt sikkert gætte langt det meste af historien (inklusiv diverse plot-“twists”) på forhånd. Desuden er der alt for meget fokus på hele teen-romancen for mig.

Især i forhold til den ret spændende historie, der hele tiden kommer i anden række.

Det, der fungerede for både Harry Potter filmene og Chiling Adventures of Sabrina serien, var, at venskab var omdrejningspunktet. Bevares, der var da også romantik i luften, men både venskaber og familie kom før dette. Og i første række kom en for form selverkendelse og -udvikling. Dét savner jeg i The Order.

Men okay, jeg er bare heller ikke målgruppen for denne Netflix-serie. Og så er det måske helt korrekt, at jeg ikke er vild med det plot og den stil, der lægges for dagen. Målgruppen er nok teenagere (altså dem over 16 år, da det er Netflix aldersgrænsen), mens mange voksne nok vil synes, den er lidt for plat.

Dog er den godt lavet, og Katharine Isabelle er også med i en vigtig rolle. Hun har længe været en gyserfan-favorit fra film som Ginger Snaps og American Mary. Hun var da også med i Mads Mikkelsen-serien Hannibal. Så du kan jo give The Order en chance for Katharine Isabelles skyld, hvis du er nysgerrig på denne nye Netflix original.

The Order ligger på Netflix med 10 afsnit i sæson 1 fra 7. marts 2019. Sæson 2 af The Order kom på Netflix den 18. juni 2020 – læs vores anmeldelse af sæson 2 her >

FAKTA

Premiere: 7. marts 2019 på Netflix
Skabere: Dennis Heaton, Shelley Eriksen
Medvirkende: Katharine Isabelle, Aaron Hale, Sam Trammell, Adam DiMarco, Dylan Playfair, Max Martini, Thomas Elms, Ian Tracey, Louriza Tronco, Sarah Grey, Devery Jacobs, Matt Frewer, Jake Manley

Plot

College-eleven Jack Morton bliver medlem af et hemmeligt selskab og bliver indblandet i en mørk underverden, hvor varulve kæmper mod sort magi.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.