THE ORDER sæson 2 er ude på Netflix nu, og horror-fantasy-serien fortsætter, hvor sæson 1 slap. Der er masser af magi, varulve og humor de rigtige steder. Og så kunne jeg faktisk bedre lide karaktererne denne gang. Læs vores The Order sæson 2 anmeldelse her!
The Order sæson 2 er endelig ude, og da sæson 1 sluttede ret dystert, var mange seere nok nysgerrige efter at se, hvad sæson 2 kunne byde på. Heldigvis starter sæson 2 med en opsummering af sæson 1, så man kommer nemt ind i historien igen.
Læs også: Vores anmeldelse af The Order sæson 1 >
Denne serie udnytter sin subgenre, gyserkomedie, på den perfekte måde. De er nemlig tydeligvis ikke bange for, at skrue lidt ekstra op for netop dette element. Jeg elsker en god gyserkomedie, da historier kan slippe afsted med mange mærkelige plot-twist, hvis bare der lægges lidt humor ind.
Magi og varulve i én blanding
Vores varulve har fået fjernet deres minder fra sæson 1 ved hjælp af magi, så de er et helt andet sted i deres liv nu. Dog virker magien ikke helt, som den skal, da de bliver mere og mere immune overfor det.
Når de får flashbacks fra deres liv i sæson 1, begynder de at forvandle sig til varulve. Ikke super smart! Især ikke, da disse karakterer jo ikke selv aner, at de er varulve. Derfor har heksene ekstraordinært travlt med at holde varulvene nede. De er reelt på babysitter-opgave og har hver fået én varulv, de skal “passe”.
Nogle karakterer døde i sæson 1, men de fleste af hovedkaraktererne er stadig med, og det er faktisk helt godt at se dem igen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke var fan af Jack Morton (Jake Manley) i sæson 1. Han var ulidelig som den store hjerteknuser, der opførte sig stupidt hele tiden. Men jeg kan med glæde fortælle, at jeg meget bedre kan lide ham fra starten af sæson 2. Ofte takket være humoren i hans karakter.
Derudover er Alyssa Drake og Vera Stone (nu leder af den hemmelige orden) klart mine favoritter. Det er da også klart kvinderne, der styrer slagets gang i sæson 2. Og Sarah Grey er stadig rigtig god som Alyssa, mens Katherine Isabelle (selvfølgelig!) er fantastisk som leder for alle heksene.
Disse to kvinder alene er grund nok til at se sæson 2 af The Order. Men jeg kan ærligt talt også rigtig godt lide de fire varulve. De er både dumme og dejlige, og så har de hjertet på rette sted… det meste af tiden.
Se The Order sæson 2 på Netflix nu!
Sæson 2 af The Order har 10 afsnit – ligesom sæson 1 havde. Og alle afsnit er delt ind i grupper af 2. Så de 10 afsnit har fem forskellige titler delt op i Del 1 og Del 2. Det er en nem måde at dele serien op i mundrette bidder, og det indbyder til at binge-watche serien.
Hvis du var fan af sæson 1, bør du bestemt se sæson 2 af The Order. Jeg synes helt sikkert, at denne sæson har en meget stærkere start, end den forrige sæson havde. Nu må vi se, om fansene af The Order har det på samme måde.
Sæson 2 af The Order er ude på Netflix fra den 18. juni 2020.
Læs evt. også vores engelske anmeldelse af The Order sæson 2, der er lidt længere >
FAKTA
Skabere: Shelley Eriksen, Dennis Heaton
Medvirkende: Jake Manley, Sarah Grey, Katharine Isabelle, Aaron Hale, Adam DiMarco, Dylan Playfair, Thomas Elms, Ian Tracey, Louriza Tronco, Devery Jacobs, Anesha Bailey
Plot
College-eleven Jack Morton bliver medlem af et hemmeligt selskab og bliver indblandet i en mørk underverden, hvor varulve kæmper mod sort magi.