:: Anmeldelse ::
Her er en film, vi virkelig har set frem til. Både pga. historien og så ikke mindst Ben Foster, der efterhånden har spillet nogle meget interessante skæve personligheder, som f.eks. i ‘Hostage’ (2005) med Bruce Willis, og i den rene horrorfilm ’30 days of Night’ (2007) med Josh Hartnett, hvor han bestemt var noget af det mest skræmmende og modbydelige i dén film. I denne film er han den egentlige hovedrolle, og bestemt en helt af den gamle skuffe. Personligt blev jeg en smule irriteret over, at han konsekvent hviskede i filmen, men eftersom han flere gange pludselig bliver overfaldet, så er det nok en meget naturlig reaktion at gøre sig mindst muligt bemærket.
Der er virkelig drøn på hele vejen igennem, og uvisheden samt nogle gedigne forskrækkelser gør, at man er med hele vejen. Min eneste anke er måden, hvorpå hele baggrundshistorien forklares. Det er ikke fordi, den er fantastisk kompleks, men den fortælles i en allerhelvedes fart, så hvis du blinker på det forkerte tidspunkt, er du gået glip af vigtige detaljer. Og det værste ved dette hastværk er, at denne baggrundshistorie faktisk er ret så spændende og danner baggrund for hele den aktuelle situation, som filmen omhandler.
Foruden Ben Foster, spiller også Dennis Quaid og Cam Gigandet meget fremtrædende roller, og begge slipper ualmindelig godt fra det. Quaid er ofte fantastisk til at være dybt troværdig og charmerende, så når han spiller en presset mand, der befinder sig på et rumskib uden hukommelse om, hvad der er sket, så får han betydeligt flere facetter at spille på. Gigandet er endnu et ret nyt ansigt, der lige for tiden er mest kendt fra ‘Twilight’-filmene, men også han klarer det rigtig godt, så vi ser frem til flere gode præstationer fra hans side.
Da filmen sluttede sad jeg virkelig og ønskede, at der kommer en efterfølger, som tager tråden op lige præcis, hvor denne film slipper. Filmen slutter meget åbent, og det kan man vælge at tolke som en typisk Hollywood slutning, hvor det er nemt at konkludere en "happy ending", eller man kan se det som åbningen til nye og endnu mere skræmmende historier.
:: Heaven of Trivia ::
Filmen skulle oprindeligt have været filmet i en nedlagt papirfabrik med ukendte skuespillere og med et budget på bare $200.000 og sendt direkte ud på DVD, når en distributør var fundet. Impact Pictures synes dog, at manuskriptet var utroligt spændende og så potentialet, hvorefter filmen fik en chance med et betydeligt større budget på $40 mio. (kilde: IMDB/Box Office Mojo).
Fakta
(Originaltitel: Pandorum)
På DVD/BluRay: 19-01-2010 (region 1, USA) | 23-03-2010 (region 2, DK)
Genre: Gyser, Science-Fiction, Thriller
Instr.: Christian Alvart
Medv.: Dennis Quaid, Ben Foster, Cam Gigandet, Antje Traue, Cung Le, m.fl.
Land: USA, 2009