DARK sæson 3 kommer nu endelig til Netflix, og du får slutningen på dette episke sci-fi eventyr. Det er seriens sidste sæson, og du skal altså være knivskarp, når du ser den. Endnu mere end tidligere. Til gengæld leveres (næsten) alle svar nu endegyldigt. Læs vores Dark sæson 3 anmeldelse her!

DARK sæson 3 udkommer på Netflix, og det er samtidigt seriens sidste sæson. Det har hele tiden været planlagt som en trilogi og, som en karakter siger, “Slutningen er begyndelsen, og begyndelsen er slutningen”. Selvom Dark altid har krævet ekstrem opmærksomhed fra sit publikum, så når kravene til dit fokus nye højder med denne sæson.

Alle anmeldere er udtrykkeligt (og meget venligt) blevet bedt om ikke at spoile denne sidste sæson af den fantastiske tyske sci-fi serie. Det er ikke ligefrem svært at efterkomme for os, da vi altid bestræber os på at være spoilerfrie. Samtidigt betyder det dog også, at denne anmeldelse bliver meget overordnet og uden for mange detaljer.

Enhver detalje er jo nærmest en spoiler, når det gælder en serie som Dark.

Læs resten af vores Dark sæson 3 anmeldelse herunder. Vi har set alle 8 episoder i den sidste sæson, så denne anmeldelse er baseret på hele sæsonen.

Er du klar til sæson 3? Nok ikke!

Hvis du synes, sæson 1 og 2 af Dark var vanvittigt spændende og havde mange WTF-øjeblikke, så bliver det bestemt ikke mindre med sæson 3. Kan du huske, da du så Dark sæson 1 og skulle holde styr på et væld af karakterer i forskellige aldre, som man fulgte gennem flere tidsperioder? Ak ja, det var dengang, alt var så dejligt simpelt.

Læs også: Vores anmeldelse af Dark sæson 1 her >

Så kom sæson 2, hvor der var endnu flere karakterer, tidsperioder og flere, der rejste rundt i tiden. Det resulterede i, at vi lærte meget mere om folks stamtræer og andre former for ophav. Lad os bare sige, at den lille tyske by Winden er ret meget præget af indavl og incest. Men ikke på den sædvanlige kriminelle måde. Næ nej, det er meget mere indviklet end som så.

Du vil måske synes om: Vores “Season 2 ending explained” på heavenofhorror.com, der er god som sæson 2 mini recap >

Nu er vi så kommet til sæson 3 af Dark, hvor det hele bliver endnu vildere. Ja, ret meget endda!

I de sidste øjeblikke af sæson 2 fik vi nemlig pludselig kendskab til en alternativ verden. Ikke bare flere tidsperioder, men en helt ekstra verden. Lad os kalde den “B-verden”. Med Dark sæson 3 er vi nu også ret meget i B-verdenen, hvor der er flere karakterer og andre familie-konstellationer.

Og nej, jeg kan virkelig ikke sige andet eller mere om dette, da det ville være spoiler på spoiler.

Dark: Sæson 3 – Anmeldelse – Netflix Serie

Velkommen til B-verdenen i Dark

Med tilføjelsen af B-verden til Dark universet, er du nok i overhængende fare for at opleve en mindre nedsmeltning. I hvert fald i starten. Hold nu kæft, hvor er der meget at holde styr på. Hele den verden, du allerede kender fra de første to sæsoner, er der naturligvis fortsat. Der kommer altså lige omtrent dobbelt så mange karakterer på spillepladen nu.

Bevares, du kender naturligvis de fleste, men ikke helt i disse nye udgaver.

Held og lykke, siger jeg bare.

Altså, helt seriøst, held og lykke. Det får du brug for!

Især fordi der også stadig er tidsrejser. Mange tidsrejser. I begge verdener og på kryds og tværs. I løbet af bare ét afsnit kan der snildt være 10 forskellige tidsperioder på tværs af A og B-verdenen. Og ja, det er faktisk lige i overkanten indledningsvis.

Du er måske klar til at vende tilbage til Dark universet (måske har du endda lige genset de første sæsoner), men du kender intet til B-verdenen. Det kan absolut anbefales lige at have et stamtræ ved hånden eller eventuelt pause og lige vende situationen med en medseer. Bare før noget skrider for meget.

Dark: Sæson 3 – Anmeldelse – Netflix Serie

Se Dark sæson 3 på Netflix så hurtigt, du kan!

Hvis du har glædet dig til at se sæson 3 af Dark, så se den endelig hurtigst muligt. Det bliver nok svært at undgå spoilers, og det er meget nemmere at hitte rundt i plottet, når du ser flere episoder ad gangen. Når først du er gået i gang, så afsæt tid til at se den… ellers er det ikke sikkert, du får set den færdigt. Og slet ikke uden at blive spoilet i ét væk på forhånd.

Helt fra starten af sæson 3 var jeg ikke super begejstret. Altså, jo, jeg var glad for at være tilbage i denne fantastiske sci-fi verden, men når man nu ved på forhånd, at dette er sidste sæson, var jeg ikke helt glad. Der kom simpelthen alt for meget nyt på bordet, og jeg frygtede helt sikkert, at det ville blive en flad slutning a la Lost.

Dét skete dog ikke. Slet ikke! Den absolut sidste episode af Dark leverer faktisk varen, og alle de svar, man får hen mod slutningen, giver også fin mening for mig.

Når du er kommet halvvejs gennem sæson 3, bør du være sikker!

Alle de svar, du søger, kommer helt generelt i løbet af de sidste fire episoder. De første fire derimod bruges i meget stor grad til at stille hele spillepladen op, og begynder vi at få det endegyldige overblik og en masse svar.

Spillepladen er dog blevet ekstremt stor med et nærmest grotesk antal karakterer (grundet de mange aldre, de også findes i), og det er altså overvældende. Jeg troede, vi ville ende på fire splatter til denne sidste sæson, men der sker en masse godt i sidste halvdel af sæsonen, hvilket vendte hele oplevelsen for mig.

Og ja, hele Dark serien skal helt sikkert nydes i et 3-sæsoner-marathon inden alt for længe. Det er den ultimative måde, at opleve hele sci-fi eventyret på.

Pro tip: Brug eventuelt Dark Fandom hjemmesiden til at holde styr på karaktererne – bare pas på spoilers!

Helt ærligt, så prøver jeg bare at varme dig, kære læser, op til et episk eventyr, der kræver meget af dig som seer. Jeg elsker denne serie og hele universet, den befinder sig i. De første par afsnit af sæson 3 var ikke på niveau for serien som helhed (for mig, i hvert fald), men især de sidste to episoder leverer (næsten) alle de svar, man kunne ønske sig.

Dark sæson 3 frigives på Netflix globalt den 27. juni, 2020, som er den dag, apokalypsen sker i serien!
OBS! Dette er en lørdag, og sæsonen frigives kl. 9:00 om morgenen herhjemme. Du kan derfor få et forspring i forhold til amerikanske seere og dermed undgå nogle spoilers allerede dér.

Hvis du er lidt forvirret efter at have set sæson 3 af DARK færdig, så har vi lavet en forklaring af slutningen på vores engelske søstersite, som du kan læse her >

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.