The Ritual er en overnaturlig gyser af den virkelig gode slags. Det er et vildt syretrip med yderst interessante karakterer. Du kan se filmen på Netflix nu, og den kan i den grad anbefales!

The Ritual har været på vores rader, siden den fik god omtale på diverse filmfestivaler. Og straks vi så traileren, var vores forventninger skruet godt op. Næsten uhyggeligt højt, men sådan er det jo nogle gange. Så er det bare om at håbe på, filmen kan holde til det. Dét kan The Ritual heldigvis.

Det er et solidt mindfuck, men det er jo ikke ligefrem uvant for os gyserfans. Vi opsøger det faktisk ofte!

Filmen fik oprindeligt premiere på Toronto International Film Festival den 8. september 2017. Derefter har den været rundt på diverse filmfestivaler og nydt godt af fantastisk omtale. Nu forstår vi hvorfor – selvom vi allerede var positivt stemt efter traileren. Og ja, traileren er faktisk en god indikation af filmen, selvom den byder på meget mere!

The Ritual - gyser på Netflix

Rafe Spall er genial

Det er ikke fordi, vi har lagt specielt meget mærke til Rafe Spall, men han har altså fået opbygget et solidt CV efterhånden.

Fra biroller i Shaun of the Dead og Hot Fuzz til Prometheus og Life of Pi. Nå ja, og så har han også været med i et afsnit af Black Mirror, hvor han spillede hovedrollen i et afsnit (“White Christmas” juleafsnittet). Derudover er han med i den kommende Jurassic world: Fallen Kingdom.

Ofte spiller han mindeværdige biroller, præcis som hans far – den fantastiske Timothy Spall – har gjort det i årtier. Selvom Rafe Spall efterhånden virker ret bekendt, så er det kun sjældent, han spiller en egentlig hovedrolle. Dét gør han i The Ritual. Han er dog herligt underspillende, hvilket faktisk gør ham ret genial til at lade historien få fokus.

Hans næste film, hvor han også har hovedrollen, hedder Denmark. Det skulle være en ret sort komedie, der handler om en mand fra Wales, der hverken har et job eller varmt vand i sit hjem. Derfor begiver han sig ud på en europæisk eventyr med et meget specifikt mål; Han vil arresteres, så han kan lande i et dansk fængsel, hvor  der både er bløde senge og varmt vand.

The Ritual er han også i Skandinavien, men dog i de svenske skove med tre gode venner.

Både monstre og svenske hillbillies

Når man hører, at en gyserfilm handler om nogle venner, der farer vild i en skov, kan man hurtigt tro, at det bliver en kedelig affære. Personligt er jeg ofte klar på, at historien kommer til at køre lidt vel meget i ring. Dét sker bare ikke med The Ritual. Ikke mindst da filmen faktisk skifter karakter flere gange, og vi ser alt fra et monster til svenske hillbillies.

Og som dansker er det naturligvis lidt morsomt, når en svensker taler engelsk med tydelig dansk accent. Det er såmænd fordi, den eneste svenske rolle med dialog spilles af en dansker. Den klarer Maria Erwolter (Pusher II) og enhver, der ikke selv er skandinav, kan nok ikke høre forskel alligevel.

Helt generelt, så er det et virkelig skønt cast, hvor de fire venner fungerer fantastisk sammen. Ikke at de alle er lige vilde med hinanden, for selv i venskabsgrupper er der jo forskellige relationer. Det virker dog ægte og ærligt, og ingen gør deciderede dumme ting i denne film. Det er faktisk en yderst kærkommen fornøjelse.

Foruden Rafe Spall, så spilles de andre venner af Arsher Ali, Robert James-Collier og Sam Troughton. Paul Reid (Vikings) er også med som sidste del af venskabsgruppen, der dog ikke er med i det svenske skov-mareridt.

The Ritual - gyser på Netflix

Få nu bare set The Ritual

David Bruckner har instrueret The Ritual og selvom han normalt også skriver sine projekter, så er det ikke tilfældet med denne film. Tidligere har David Bruckner skrevet og instrueret dele af ikoniske gyserantologier. Først var det The Signal, så kom V/H/S, og senest var det Southbound. Du kan i øvrigt læse vores anmeldelse af Southbound lige her.

Det er altså en mand, der ved, hvad gyserfans kan lide. Til The Ritual er historien fundet i en bog, der er skrevet af gyserforfatteren Adam Nevill. Selve manuskriptet er dog skrevet af Joe Barton.

Joe Barton har tidligere skrevet primært til tv-produktioner som Humans og Our World War. Lige præcis i 2017 var han dog med til at skrive hele tre film, der udkom. Og ja, The Ritual er altså en af disse. Derudover er der også den britiske sci-fi thriller iBoy, der også er baseret på en bog. Og sidst, men ikke mindst, det canadiske drama Mercy, der helt er hans eget projekt – altså ikke baseret på en andens historie.

Helt personligt elsker jeg, når forfatteren (af enhver art) arbejder på tværs af genrer. Det giver generelt bedre karakterer og en stærkere historie. Se bare på en af de største gyserforfattere, Stephen King, der gerne brugere elementer fra andre genrer for at skabe solide historier. Det er også denne typer bøger og historier, der resulterer i fantastiske film senere hen. Det er både Shawshank Redemption og Stand By Me rigtig gode eksempler på.

The Ritual kan ses på Netflix nu, så det er bare om at komme igang!

P.S. Hvis du skal på vinterferie til svenske skovområder, så er det nok ikke lige denne film, du skal se med familien. Det er bestemt ikke nogen god turisme-reklame for Sverige!

FAKTA

Netflix-premiere: 9. februar 2018
Genre: Horror
Instruktør: David Bruckner
Medvirkende: Rafe Spall, Robert James-Collier, Sam Troughton m.fl.

Resumé
Fire venner fra college-tiden tager på tur i en skov for at komme væk fra det hele og genfinde hinanden. Men det der begynder som en hyggelig tur, udvikler sig til et regulært mareridt, da de tager en genvej og farer vild. Nogle af dem bliver såret, og de er nu strandet i en kæmpe skov. Mens de prøver at finde ud af skoven, støder de på en forladt hytte. Inde i hytten er der nogle gamle artefakter på væggen og knogler spredt ud over gulvet. De opdager meget snart, at der er noget, der forfølger dem, og det vil ikke lade dem forlade skoven.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.