Jackals starter faktisk rigtig godt, men desværre bliver der taget dumme beslutninger undervejs. Det ødelægger helhedsoplevelsen, men uhyggen fungerer dog hele vejen igennem.

Der er gode navne på Jackals rollelisten, men det er reelt de mere ukendte, der fungerer bedst. Stephen Dorff spiller en karakter, man reelt føler er set flere gange før. Det er på ingen måde en kritik af hans præstation. Det er dog bare ikke videre opfindsomt. Men bevares, man behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken hver gang.

Jackals vinder til gengæld meget på at skabe en stemning, der virkelig fungerer. Det meste af filmen foregår i og omkring en luksushytte af en art. Og det samme gælder uhyggen og ubehaget.

Især Ben Sullivan, der spiller rollen som den unge mand, der skal “reddes” fra en sekt, spiller helt fantastisk. Hans familie formår at kidnappe ham fra sekten, men dermed er langt fra de fleste problemer løst. Den helt store udfordring er nemlig, at han absolut ikke ønsker at blive reddet.

I den forbindelse får Ben Sullivan lov til at spille på alle tangenter. Han går fra at være underlig og ret ubehagelig til mere indyndende og direkte grotesk.

Jackals (2017) anmeldelse

Velkendte ansigter

Filmen bruger helt sikkert sine mere velkendte navne (og ansigter) til at få PR point. Foruden tidligere nævnte Stephen Dorff, så er Johnathon Schaech og Deborah Kara Unger også med. De spiller forældre til den unge mand, der skal væk fra sekten.

At sige deres ansigter er “velkendte” er måske også lige i overkanten. Godt nok ligner Johnathon Schaech sig selv, men Deborah Kara Unger ser mere farlig ud. Heldigvis er det ikke noget, der påvirker hendes præstation, og hun er skarp som altid.

Men hvor ville det dog være skønt, hvis vi snart kunne komme væk fra alt fra crap, de skyder i ansigtet i kampen mod rynkerne. Det er helt ærligt mere distraherende, end det er rynkebekæmpende.

Uagtet hvor godt alle skuespillerne faktisk fungerer – og de er heldigvis alle virkelig gode i Jackals – så er der problemer med historien.

Jackals – Deborah Kara Unger

Så lad dog sekten få ham!

Når der dukker sektmedlemmer op for at få deres “bror” tilbage, så kæmper man naturligvis for sit familiemedlem. Når alles liv begynder at være i fare, og ens elskede familiemedlem selv gerne vil retur til sekten, så skal man måske lige genoverveje situationen.

Men næ nej, i Jackals skal der sateme kæmpes for den unge mand, koste hvad det vil. Og det er virkelig fuldstændig tonedøvt, åndsvagt og rent ud sagt pissehamrende irriterende. Så lad ham dog komme tilbage til sin sekt, for fanden.

Problemet er nemlig, at det bliver behandlet som en form for intervention. Der er bare ikke lige nogen, der har tænkt over, at han måske slet ikke vil tilbage. Eller at sekten ligefrem vil forsøge at få ham retur. Det synes jeg dog alligevel må være nogenlunde forventeligt. Især eftersom familien allerede ved, at det er en voldelig og brutal sekt, sønnike er landet i.

Istedet bliver det noget familiedrama omkring, at storebror ikke ville lege, da de var børn. Nå ja, og faktisk er hele familien i øvrigt splittet, fordi mor og far blev skilt.

Jamen, vor herre bevares, nu vil jeg sgu snart også hellere ud til sekten.

Jackals (2017) anmeldelse

Potentiale til meget mere

Det er altid frustrerende, når en film starter godt, og stemningen sættes perfekt, for derefter at ende i det rene lal. Eller, forstå mig ret, det er sgu spændende nok. Det er bare åndsvagt, og familien er en flok vatnisser.

Og dog, det er heller ikke rigtig. Faktisk er både mor og “sektsønnens” tidligere kæreste ret seje i nogle scener. De finder sig ikke i noget, og da sektmedlemmerne først dukker op, begynder de at planlægge et fornuftigt forsvar. Jeg troede faktisk lige i 5-10 minutter, at vi var på vej ud i en You’re Next løsning. Men ak, det holdt desværre heller ikke længe.

Jackals er skrevet af Jared Rivet, der tidligere har skrevet to kortfilm og historien til et enkelt afsnit af en tv-serie. Til gengæld var han assistent for Victor Salva på Jeepers Creepers, hvor han burde have haft rig lejlighed for at lære noget. Afhængig af hvad det har indebåret at være assistent for en instruktør, der senere er blevet nærmest blacklistet for sine mildest talt pædofile tendenser.

Velkendt gyserskaber

Instruktøren bag Jackals er en anden gyser-kending i form af Kevin Greutert. Han instruerede Saw VI og Saw VII. Altså de to oprindelige sidste film i Saw franchisen, inden sidste års ekstra skud på stammen kom i form af Jigsaw. Kevin Greutert instruerede også både Jessabelle (2014) og Visions (2015) efter Saw filmene, så han har ikke ligget på den lade side. Og helt generelt har han holdt fast i gysergenren hele vejen igennem.

Han har også arbejdet som klipper på et hav af gyserfilm. Blandt andet samtlige Saw film i franchisen (inklusiv Jigsaw filmen), dog med undtagelse af dem, han selv instruerede. Derudover har han også klippet ikoniske gyser-thrillere som The Collection og The Strangers.

Især sidstnævnte kan man godt fornemme lidt af i Jackals, hvilket absolut er positivt, da vi elsker The Strangers.

Jackals burde dog kun have været en kortfilm med denne historie. Eller have haft nosser til at gøre noget mere med indholdet, så man ikke sidder de sidste 10 minutter og bare græmmer sig over udviklingen. Men uhygge og stemning, dét kan filmen sgu finde ud af. Mest af alt, så har Jackals dog især fået os til at glæde os endnu mere til The Strangers 2 – læs mere om den film lige her.

Se Jackals på blockbuster.dk >

FAKTA

VOD-premiere: 19-02-2018
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Kevin Greutert
Medvirkende: Johnathon Schaech, Stephen Dorff, Deborah Kara Unger, Ben Sullivan, Nick Roux

Resumé
I 1980’erne hyrer en familie en person til at få deres teenage-søn ud af en sekt. Men sekten giver ikke op så selv, så de omringer familiens hytte og forlanger at få drengen tilbage.

Relaterede links