The Possession of Hannah Grace er en klassisk eksorcisme-gyser. Der er intet nyt under solen, men den er vellavet og uden for meget CGI. Med andre ord er den værd at se for de fleste gyserfans, men én gang er nok. Læs mere i vores The Possession of Hannah Grace anmeldelse her.

The Possession of Hannah Grace er en ny gyser. Eller rettere, den blev faktisk lavet tilbage i 2016 og har været ret længe undervejs. Den udkom i biografer verden over i 2018. Dog ikke i Danmark, hvor vi nu har fået den til hjemmebiografen i stedet.

Det er virkelig en klassisk eksorcisme-gyser i den forstand, at vi reelt har set det hele før. Men det betyder ikke, at den er dårlig. Faktisk leverer den ret solid uhygge og underholdning. Du skal bare være klar på, at du nok kan gætte det meste på forhånd.

Til gengæld forsøger The Possession of Hannah Grace ikke at være mere end netop en klassisk gyserfilm. Og så er det en fornøjelse, at der kun er brugt CGI yderst sparsomt.

Den slags kan man nemlig, når man har en ualmindelig smidig kvinde til at spille rollen som besat pige! Læs mere her i vores anmeldelse af The Possession of Hannah Grace.

Shay Mitchel er ikke Hannah Grace

Hovedrollen spilles af Shay Mitchell, der også havde en af hovedrollerne i Pretty Little Liars tv-serien, der kørte mange sæsoner. Dermed har alle fire hovedroller fra den tv-serie nu medvirket i gyserfilm. Ashley Benson var med i Ratter, Troian Bellasario var med i Martyrs remaken og Lucy Hale var med i Truth or Dare.

Når man ved, at Shay Mitchell er trækplaster for filmen, kunne man også fristes til at tro, hun spiller rollen som Hannah Grace. Det gør hun ikke.

Hun arbejder derimod som nattevagt (shout-out til Ole Bornedal og Nikolaj Coster-Waldau) på et hospital i Boston. Og det er altså her, der pludselig kommer et lig ind, der ikke er som de andre.

Liget af Hannah Grace er nemlig ikke helt almindelig dødt. Noget vi allerede har en idé om, da The Possession of Hannah Grace begynder med, at vi ser en eksorcisme blive udført på netop hende.

The Possession of Hannah Grace (2018) Anmeldelse

Kirby Johnson er fantastisk som Hannah Grace

Hannah Grace bliver – som tidligere nævnt – spillet af en meget smidig skuespiller. Hun hedder Kirby Johnson og er både danser, gymnast og vaskeægte slangemenneske.

Altsammen er noget, der virkelig passer perfekt til rollen som Hannah Grace. Desuden er hun virkelig god til at være creepy.

Kirby Johnson har endnu ikke medvirket i vanvittig mange film. Efter at have set hende i The Possession of Hannah Grace er gysergenren tydeligvis et godt match. Mon ikke vi kommer til at se mere til hende snart.

En anden primær rolle spilles desuden af endnu et velkendt ansigt: Louis Herthum. Du kender måske ikke navnet, men hvis du har set Westworld serien på HBO, vil du alligevel genkende ham. Han har desuden hele to tv-serier på vej, så vi kommer til at se meget mere til ham.

The Possession of Hannah Grace (2018) Anmeldelse

Køb eller lej The Possession of Hannah Grace nu

Hvis du skal se The Possession of Hannah Grace, så gør det med forventningerne skruet lidt ned. Det er en voldsomt dyster film på den virkelig lækre måde. Shay Mitchel fungerer godt i hovedrollen, hvor hun ikke “bare” skal være en køn ung pige. Og Kirby Johnson er simpelthen blændende i titelrollen.

Filmen hed oprindeligt Cadaver, hvilket havde været en mere interessant titel. The Possession of Hannah Grace lyder som 117 andre gyserfilm. Men genkendelse er ofte noget, der trækker flere seere til, så man kan ikke rigtig bebrejde hele marketing-maskineriet for titelskiftet fra Cadaver.

Manuskriptet er skrevet af Brian Sieve, der har arbejdet på bl.a. Teen Wolf og Scream tv-serierne. Derudover har han også skrevet Boogeyman 2 (2007) og Boogeyman 3 (2008). Måske ikke de store kvalitetsindikatorer, men det vidner dog om en mand, der er vant til at skrive til horrorgenren.

I virkeligheden minder filmen en del om The Autopsy of Jane Doe, som vi var meget begejstrede før. Den formår dog ikke at være lige så original og intens, men den er absolut seværdig.

FAKTA

DVD/VOD-premiere: 25. april 2019
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Diederik Van Rooijen
Medvirkende: Shay Mitchell, Stana Katic, Grey Damon m.fl.

Plot

En chokerende eksorcisme går frygtelig galt og tager livet af en ung kvinde. Nogle måneder senere er Megan Reed på nattevagt i et lighus, da et vansiret lig af en ung kvinde skal tages hånd om. Alene i kælderkorridorerne begynder Megan at se skræmmende ting for sig, og hun mistænker lige så stille, at det unge pigelig må være besat.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.