Chernobyl er en ny miniserie på HBO Nordic. Den er mildest talt fantastisk, og realismen gør den ualmindeligt uhyggelig. Vi ser på meget realistisk og direkte vis, hvordan ulykken på atomkraftværket Tjernobyl skete i 1986. Læs mere i vores anmeldelse her!

Chernobyl er en ny miniserie på HBO Nordic, der omhandler ulykken på atomkraftværket Tjernobyl i 1986. Serien er egentlig en drama thriller, men når man får indblik i, hvor galt det stod til, så bliver den sateme også uhyggelig.

Glem alt om de gyserfilm, der er lavet med udgangspunkt i Tjernobyl – såsom Chernobyl Diaries fra 2012 (læs anmeldelse her). Det her er meget mere lavpraktisk og nærmest dokumentarisk gennemført. Selvom den er baseret på en virkelig hændelse, så er visse karakterer skabt til serien. Dog med udgangspunkt i virkelige personer.

Med Chernobyl får vi en solid og velproduceret HBO-serie af højeste kvalitet. Den kan i dén grad anbefales. Vi har set de første 3 ud af miniseriens 5 afsnit til denne anmeldelse.

Et cast i topform

De medvirkende i Chernobyl er især europæere. Jared Harris spiller den primære hovedrolle som videnskabsmanden Boris Shcherbina, der forsøger at få sandheden frem på højeste niveau, så evakueringen kan komme i gang. Vi så senest Jared Harris i sæson 1 af The Terror, hvor han også var fantastisk. Jeg har faktisk haft det ret stramt med ham, men er efterhånden blevet begejstret for hans præstationer nu.

Desuden er Stellan Skarsgård med som nøgle-politikeren, Boris Shcherbina, der ret hurtigt må overgive sig til fakta. Først lader han sig dog lulle ind i hele parti-halløjet med, at vi siger “alt er fint”. Så længe vi ikke hører andet, kan vi med god samvittighed sige, at der ikke er noget galt.

Også vores dansk-svenske David Dencik er med og spiller selveste Mikhail Gorbatjov. Og ja, det gør han (ikke overraskende) ret godt. 

De stærke kvinder i Chernobyl

Emily Watson spiller en anden videnskabsmand (M/K), Ulana Khomyuk, der kommer fra Hviderusland og skynder sig til Moskva, efter hun måler ualmindeligt høje niveauer af stråling. Ingen taler om en ulykke, men hun kan ikke komme igennem til Tjernobyl, der ligger 400 km væk, og så lægger hun hurtigt to og to sammen.

Ulana Khomyuk (Emily Watson) er en fiktiv karakter, der er baseret på flere virkelige videnskabsfolk – mandlige og kvindelige. 

Jessie Buckley (Taboo) er med som Lyudmilla Ignatenko, der er hustru til en af de brandmænd, der blev sendt hen for at slukke ilden ved Tjernobyl. Det var før, man fortalte ærligt om, hvad der reelt var sket og bildte folk ind, at der “bare” var ild i taget.

Lyudmilla Ignatenko er en virkelig person, der desuden har skrevet en bog sin oplevelse.

Chernobyl – Anmeldelse – HBO Nordic miniserie

Ja, der bliver talt engelsk

Som skuespillerne nok allerede har afsløret, bliver der talt engelsk i Chernobyl. Dog er det sjældent med mærkværdig russisk accent. Det er normalt ikke noget, jeg er vild med – altså, at man undgår at lave en serie på originalsproget.

Lige med hensyn til Chernobyl er budskabet dog for vigtigt til, at folk må vælge den fra på grund af sproget. Vi skal sateme huske, hvad der skete med Tjernobyl atomkraftværket, så vi kan sikre, at noget lignende ikke sker igen. 

Og okay, som Stellan Skarsgård har udtalt, så blev Hamlet jo heller ikke skrevet på dansk, selvom den omhandler en dansk prins.

Fakta fremfor følelser

Der er ingen løftede pegefingre i denne serie. Det er meget forfriskende og decideret uamerikansk. Faktisk føles denne serie meget europæisk, men hele castet består næsten også af europæere.

Naturligvis er der nogle personer, der direkte har skyld i, at det gik galt. Især da man var bange for at erkende omfanget og derfor ikke fik evakueret området hurtigt nok. Ulykker kan jo ske, og i Chernobyl er fokus meget på at se, hvordan folk reagerede.

Derfor er der også fokus på heltene i denne sag. Både videnskabsmænd, der kæmpede for at få sandheden frem efterfølgende, samt de arbejdere, der satte livet på spil for at redde mange millioner liv. Det var faktisk uhyggeligt tæt på at gå endnu mere galt.  

Chernobyl – Anmeldelse – HBO Nordic miniserie

Se Chernobyl på HBO Nordic

Da Chernobyl udkommer på HBO Nordic, er det en klassisk miniserie i den forstand, at du får et afsnit om ugen. Det er dog helt fint, for det er virkelig skrappe sager, du bliver udsat for.

HBO miniserien er instrueret af svenske Johan Renck. Tidligere har Johan Renck instrueret afsnit af Netflix serien Bloodline samt gyserserierne Batel Motel og The Walking Dead.

Manuskriptet er skrevet af Craig Mazin, der tidligere har skrevet primært komediefilm. Noget jeg var meget overrasket over at opdage, efter jeg havde set de tre første afsnit af denne miniserie. Vi taler altså The Hangover opfølgerne og Scary Movie 3 og 4.

Han har dog også skrevet på The Huntsman: Winter’s War og den kommende Charlie’s Angels, så han kan lidt af hvert. Med hans manuskript til Chernobyl har Craig Mazin i hvert fald bevist, at han sagtens kan klare de helt tunge sager også.

Chernobyl består af fem episoder og får eksklusiv premiere den 7. maj på HBO Nordic.

FAKTA

Instruktør: Johan Renck 
Medvirkende: Stellan Skarsgård, Emily Watson, Jared Harris, Fares Fares, Alexej Manvelov, David Dencik.

Plot

Miniserien Chernobyl handler om den fatale atomulykke, der fandt sted i 1986 ved Tjernobyl. Ulykken er en af de værste menneskeskabte ulykker i historien, og serien fortæller om de tapre mænd og kvinder, der ofrede alt for at redde Europa fra en helt utænkelig katastrofe.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.