:: Anmeldelse ::

Efter sidste omgang SAW var forventningerne skruet godt og grundigt ned. Sjældent har man set så forvirrende en film i en horror-serie, og ikke mindst når der rent faktisk har været et pænt budget bag hver film. Men nok om forgængeren. Den skulle kun nævnes, da netop den skuffende forgænger gør denne film så meget bedre.

Pludselig får vi her en film, der binder alle de forrige film sammen, og der kommer løbende klip fra de forrige film, så man ikke er i tvivl om sammenhængen. Det betyder også, at man får gensyn med rigtig mange af de tidligere karakterer, og hvis man har holdt ud gennem alle disse mange SAW-film, så må det jo være fordi, man kan lide filmene. Dermed er det nogle glædelige gensyn – omend på en noget makaber måde.

Instruktøren bag denne sjette film i serien, Kevin Greutert, er da absolut heller ikke nyankommen i SAW-regi. Han har nemlig være klipper på samtlige af de fem  foregående SAW-film, og måske det har været under arbejdet med disse film, at han følte, det var på tide selv at tage roret. Instruktøren af ‘SAW V’ har til gengæld ikke lavet noget siden netop den film, og umiddelbart har han heller intet på tapetet. Herfra skal der da også kun lyde små jubelskrig over, at Greutert ikke forlader instruktørstolen igen lige med det samme. Han er netop nu ved at filme den syvende SAW. Om det så bliver en endnu bedre oplevelse, må stå hen i det uvisse et par måneder endnu, men forventningerne er da igen positive og håbet er jo som bekendt lysegrønt.

:: Heaven of Trivia ::

Havde den laveste åbningsweekend nogensinde for en Saw-film i USA med en indtægt på "kun" 14,1 millioner dollars. Dette skal dog formentlig ses i lyset af, at forgængeren ‘SAW V’ var en skuffelse for de fleste. Filmens budget er anslået til at have ligget på omkring 11 mio. dollars, så det er ikke helt så slemt endda med 14 mio. i indtægt den første weekend.

Fakta

(Originaltitel: Saw VI)

På DVD: 20-01-2010 (region 2, DK)
Genre: Gyser, Thriller
Instr.: Tyler Oliver
Medv.: Carly Schroeder, Cody Linley, Brie Gabrielle, Chloe Bridges, Jillian Murray, Sean Wing, m.fl. 
Land: USA, 2009

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg