Don’t Let Him In (2/6)

:: Anmeldelse ::

Jeg er ofte blevet positivt overrasket over de små britiske horrorfilm, da de flere gange har vist sig at være regulære gyser-perler. Alligevel er jeg oftest skeptisk som udgangspunkt, hvilket nok skal ses både i forhold til de mange virkelig dårlige film, jeg har set, men også fordi jeg ved, at en forholdsvis ukendt film (med ditto cast og crew) ikke giver nogen forudsætninger for at forvente noget særligt. Det er faktisk utrolig sundt, og jeg kan savne den barnlige fordomfri indgang, jeg har til disse film – selvom jeg er skeptisk, så er det reelt ikke negativt, men mere en “Prove me wrong” attitude. Og jeg tager gerne fejl, når beløningen er solid underholdning med små men effektive midler.

Da denne film startede, var der omgående den rette stemning. Noget dystert lurer i baggrunden, men den afvæbnende humoristiske vinkel var også på plads. Det er absolut ikke humor, der driver værket her, men jeg vil dog mene, den sniger sig ind i flere afgørende scener på snedig og underfundig vis. Det fungerer godt på mig, da jeg så føler mig tryg ved historien og “belønnes” med nogle gedigne hop i sædet.

Det er intet mesterværk. Dertil er hverken historien, skuespillet eller selve produktionen stærk nok. Men det er dog en flot debut af instruktør Kelly Smith, og det behøver vel ret beset heller ikke være et sublimt mesterværk, når formålet er underholdning og endda første gang som instruktør, hvilket lover godt. Jeg var i hvert fald godt underholdt og med undtagelse af meget få og korte sekvenser, hvor plottet ikke bevægede sig fremad – og jeg derfor til gengæld bevægede mit blik hen på uret – så var det en god lille horrorfilm, som sagtens kan anbefales til en (u)hyggelig aften i hjemmebiografen.

Den ligger og svinger mellem 2 og 3 splatter, men da vi jo ikke kører med halve splatter, så ender den altså på en 2’er, da der er lidt for mange ting, der halter trods alt.

Fakta