Summer of 84 er et horror-mysterie med en gruppe teenage-venner. Den har en herlig retro-følelse, men den kunne have været endnu bedre.

Summer of 84 varer 1 time og 45 minutter, og det er 15 minutter længere end nødvendigt. Historien fungerer egentlig fint, men den kunne godt have været strammet lidt mere op. Det er ikke noget, der ødelægger helhedsoplevelsen, men nogle få ændringer kunne have løftet niveauet.

Og hvorfor ikke krydre tingene en smule ved at have noget andet end fire hvide teenagedrenge. Det havde klædt den med en smule diversitet.

Det føles lidt som en spildt mulighed, der kunne have givet Summer of 84 lidt kant.

Retro film med nutidige problemer

Personligt elsker jeg alt med 80’er følelsen, så jeg så virkelig frem til denne film. Men en af grundene til, at jeg så frem til den var, at jeg troede, de ville opdatere den på en eller anden måde.

Der kunne godt have været piger med i denne vennegruppe. Eller en karakter, der ikke var hvid. Og nej, det er ikke noget med at være politisk korrekt (selvom jeg ikke er berøringsangst overfor dette emne). Det handler i stedet om at vise verden, som den er.

Det er noget, Stranger Things har været ret succesfulde med. Og selv film, der blev lavet i 80’erne, formåede at inkludere mere diversitet end Summer of 84. Det føles forkert på flere planer.

På den måde ender Summer of 84 med at være en spoof i stedet for en hyldest til 80’erne.

Summer of 84 anmeldelse

De gode og dårlige venner

Jeg ved godt, at det hele lyder meget hårdt, men en anden ting jeg ikke brød mig om var, hvordan drengenes venskab blev portrætteret. Tilbage i 80’erne fik vi film som The Goonies og Stand By Me. Film der fokuserede på venskab og loyalitet.

I Summer of 84 er hovedkarakteren, Davey, ikke en særlig god ven. Han virker faktisk som om, han ikke bryder sig særlig meget om de andre. Han er næsten manisk i sit behov for at finde sandheden. Det er da beundringsværdigt, men det burde ikke ske på bekostning af hans venner.

Dog er venskabet mellem nogle af de andre drenge i vennegruppen meget rørende. De lader til at vide, hvad de forskellige kæmper med, og de er der for hinanden.

Summer of 84 anmeldelse

Du burde nyde filmen – trods alt

Selvom jeg ikke var vild med mange af de grundlæggende beslutninger angående historien, så nød jeg faktisk at se Summer of 84. Den hårde tone er udelukkende fordi, jeg synes, de kunne have gjort det endnu bedre.

Det er et typisk horror mysterie, som får dig til at gætte igennem hele historien. For dem, der elsker de klassiske 80’er gyserfilm og thrillere, burde dette være lige sagen.

Der var én enkelt person, der stak ud i mængden, og det var Caleb Emery (Goosebumps). Han har en perfekt komisk timing som Dale “Woody” Woodworth. Han er en af vennerne i gruppen og leverer nogle af de bedste øjeblikke i filmen.

Og ja, der er også en del uhyggelige elementer i filmen – så der burde være noget for de fleste gyserfans!

Summer of 84 kan ses på Netflix fra 1. december 2018.

FAKTA

DVD-premiere: 21. januar 2019
VOD-premiere: Oktober 2018
Netflix-premiere: 1. december 2018
Genre: Horror, Thriller, Drama
Instruktør: François Simard, Anouk Whissell, Yo-ann-Karl Whissell
Medvirkende: Graham Verchere, Judah Lewis, Caleb Emery, Cory Gruter-Andrew, Rich Sommer

Plot

Summer of 84 mistænker en gruppe teenagere, at politibetjenten der bor ved siden af, er en seriemorder. Så de bruger sommeren på at udspionere ham og samle beviser. Men da de nærmer sig sandheden, bliver det rigtig farligt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg