The 9th Life of Louis Drax handler om et dystert emne, men når det fortælles via et barns fantasi, bliver det et flot eventyr.
Det er svært ikke at drage paralleler mellem The 9th Life of Louis Drax og Pans Labyrint. Ikke fordi historierne reelt minder om hinanden – det gør de ikke – men fordi vi får historien fortalt gennem et barns øjne. Det betyder også, at der kommer fantasi og “væsener” med som fortællere. Det skaber ikke decideret uhygge, men det sikrer en rød tråd og en stemning, som styrer hele plottet fint frem. Vi har ikke læst bogen og skal derfor ikke kunne sige, om det er en passende filmatisering.
Selvom begrebet “fantasy” hurtigt kommer på banen, så er det faktisk mere en Hitchcock-stemning, der driver historien frem. Der er et mysterie, som vi skal nå til bunds i. Vejen derhen sker via Louis Drax’s livshistorie, som han fortæller, mens han ligger i koma.
The 9th Life of Louis Drax er en utrolig flot film, og fortællingen holder fast på sit publikum hele vejen igennem. Tingen udvikler sig løbende, og man keder sig på intet tidspunkt. Der er ikke nogen voldsom uhygge på den traditionelle gysermåde, men hele fortællingen er dog ret uhyggelig, så det behøves ikke.
En charmerende lille møgunge
Det er naturligvis ekstremt vigtigt, at lige præcis rollen som Louis Drax bliver castet korrekt. Her har filmskaberne heldigvis ramt helt plet med unge Aiden Longworth. Han har den helt rigtige blanding af næsvished og uskyldighed. Et fantastisk farverigt sprog, der dækker over mange dybe tanker og alvorlige skader på både krop og sjæl. Ja, det lyder meget yndigt alt sammen, men det er er det reelt ikke. Jo, på den dystre måde, men bestemt ikke den barnlige.
En anden meget væsentlig rolle er Louis’ mor. Hun spilles af Sarah Gadon, som vi til enhver tid er lykkelige for at se. Indtil videre er hun stadig et ret nyt navn, men hun skal nok blive en af de helt store. Lige nu er det som om, vi ser hende i noget nyt mindst en gang hvert halve år. Senest var hun med i miniserie-filmatiseringen af Stephen King bogen 11.22.63. Der var hun faktisk det bedste i hele serien. Hun var også med i Dracula Untold og Brandon Cronenberg’s Antiviral.
I andre væsentlige roller ser vi Aaron Paul (Breaking Bad), Oliver Platt (2012) og Jamie Dornan, der er med i TV-serien The Fall, der lige nu er på Netflix. En serie med ham og Gillian “Dana Scully” Anderson i hovedrollerne, som vi meget varmt kan anbefale.
CPH PIX 2016 bød på Q&A med bogens forfatter Liz Jensen
Vi var så heldige, at CPH PIX havde fået bogens forfatter Liz Jensen (hendes far var dansker) med til en screening. Hun var i hvert fald godt tilfreds med resultatet, og det kan vi kun tage for gode varer. Og så kan vi i øvrigt afsløre, at vi bestemt har tænkt os at læse bogen efter at have set denne filmatisering. Det var en glædelig overraskelse for os, at forfatteren var til stede. Vi havde nemlig bare valgt denne screening, da den passede ind i vores ret omfattende CPH PIX program. Men sådan har man jo lov til at være heldig ind i mellem.
Liz Jensen var utroligt charmerende og nede på jorden, da hun glædeligt svarede på publikums spørgsmål. Blandt andet fik vi afsløret, at manuskriptforfatteren, Max Minghella, fik krogen i Alexandre Aja, da de lavede filmatiseringen af Joe Hill bogen Horns sammen. Aja ville gerne lave noget, der ikke var rendyrket horror, og derfor passede The 9th Life of Louis Drax ret perfekt. Der er solide gyser-momenter, men også langt mere fantasy og mysterier på banen.
Vi skal ikke afsløre, hvordan det hele hænger sammen, men det var en solid fornøjelse at opleve det. Filmen bliver vist ved CPH PIX 2016, og den er også nomineret til Politikens Publikumpris, så hvis den vinder, kommer den i bred biografdistribution i Danmark.
Fakta
Biografpremiere: CPH PIX 2016
Genre: Thriller, Fantasy
Medvirkende: Jamie Dornan, Aaron Paul, Sarah Gadon, Oliver Platt, Molly Parker, Barbara Hershey, Aiden Longworth m.fl.