NIGHTMARE ALLEY er en ny film af Guillermo del Toro. Vi er ude i en noir thriller, hvor selv de mindste roller er besat af store stjerner, og hvert billede kunne være en filmplakat. Alligevel mangler der lidt magi. Læs vores fulde Nightmare Alley filmanmeldelse her!

NIGHTMARE ALLEY er en ny film af Guillermo del Toro. Vi er ude i en vanvittig flot noir thriller med både krimi og mysterie. Filmen er baseret på en roman, der også blev filmatiseret tilbage i 1947. Dette er dog ikke en remake, men derimod en ny adaption.

Der er store stjerner i samtlige roller, og alle gør det helt fantastisk. Alligevel er det faktisk det visuelle, der stjæler billedet (ja, pun intended). Hvert billede kunne simpelthen være en filmplakat. Selvom dette absolut ikke er en gyser, så er der scener, der tydeligt viser, at Guillermo del Toro bestemt ikke har mistet sin forkærlighed for det brutale og makabre.

Læs videre på vores Nightmare Alley filmanmeldelse herunder.

Genialt cast i Nightmare Alley

Hvis ikke det faktum, at Guillermo del Toro står bag denne film, var nok til at vække din interesse, så bør castet kunne klare det. Vi har Bradley Cooper i hovedrollen som Stanton Carlisle. Han er i bund og grund en dygtig hustler, men han kan aldrig finde lykken i det, han har. Derfor søger han altid noget bedre. Eller bare mere!

Han lader ellers til at være lykkelig, da han bliver del af et omrejsende cirkus. Her flytter han hurtigt ind hos Zeena the Seer og Pete, der arbejder med at kunne “læse” folk. Altså de snyder reelt folk til at tro på, at de er en form for clairvoyante. Dog aldrig med onde intentioner, da de rent faktisk arbejder med et overraskende fint kodeks.

Zeena og Pete spilles fænomenalt af henholdsvis Toni Collette (Hereditary) og David Strathairn (Godzilla). Andre af de optrædende i denne entertainer-trup er den stærke mand, Bruno, der – naturligvis, fristes man til at sige – spilles af Ron Perlman. Guillermo del Toro og Ron Perlman er efterhånden meget faste samarbejdspartnere.

MERE MED RON PERLMAN

Læs vores anmeldelse af Monster Hunter her >

Bruno (Perlman) holder desuden godt øje med Molly Cahill, der er hans afdøde vens datter samt truppens “elektriske dame”. Hun kan tåle utrolige mængder strøm og får da også lynhurtigt tændt en gnist hos Stanton (Braldey Cooper), der falder pladask for hende.

Hele baduljen styres af Clem, der i vanlig lettere gusten stil spilles af Willem Dafoe. Det mener jeg i øvrigt som en kompliment, da jeg bare synes Willem Dafoe (The Lighthouse) er vanvittig dygtig til at spille den type, man ikke bryder sig om. Han kan være god nok eller en værre bandit. Man ved det ikke, men man forventer (ofte med rette) det sidstnævnte.

I andre roller ses også Mary Steenburgen, Richard Jenkins (The Shape of Water, Bone Tomahawk), Holt McCallany (Mindhunter) og Cate Blanchett (Ringenes herre). Alle disse skuespillere dukker først op i anden halvdel af filmen, der dog også har en imponerende lang spilletid på lige omkring 2½ time.

Nightmare Alley – Anmeldelse | Guillermo del Toro

Imponerende flot noir

Som nævnt indledningsvist er Nightmare Alley en helt uhyggelig flot film. Historien udspiller sig til dels i et omrejsende karneval (eller cirkus, om man vil) og til dels i storbyen. Det giver to vidt forskellige visuelle omstændigheder. Der er noget næsten eventyragtigt i starten af filmen.

Bradley Cooper ligner da også næsten, at han kunne springe direkte over og spille Indiana Jones. Både hans tøj og tiden passer til det.

Senere er vi som sagt i storbyen, og her er det de bonede gulve. Lækkert interiør, flotte kjoler og en Bradley Cooper, der nu gør det som gentleman. Selvom han i bund og grund stadig er en hustler, så er der bare flere penge i at klæde sig pænt på og mænge sig med det bedre borgerskab.

Det er også her, han møder karakteren, Dr. Lilith Ritter, spillet af Cate Blanchett. Hun er simpelthen bare skabt til at spille karakterer, der levede i første halvdel af forrige århundrede. Intet skal afsløres om hende her, men jeg beundrer (om muligt) Cate Blanchett endnu mere efter at have set hende i Nightmare Alley.

Og når nu vi taler om, hvor flot alt tager sig ud, så er det værd at nævne, at det (igen!) er danske Dan Laustsen, der er “director of photography”, som det passende hedder, for Guillermo del Toro. Han blev nomineret til en Oscar (og mange andre priser), da han var filmfotograf på The Shape of Water (2017). Det vil være en stor fejl, hvis han ikke nomineres igen for denne!

Nightmare Alley – Anmeldelse | Guillermo del Toro

Se Nightmare Alley i de danske biografer nu!

Det er – som nævnt flere gange – Guillermo del Toro, der er instruktøren bag Nightmare Alley. Han har også skrevet manuskriptet sammen med Kim Morgan, der stadig er meget ny i filmverdenen. Nu ved alle vi genrefans naturligvis godt, hvem Guillermo del Toro er. Vi har elsket og hyldet manden i årtier allerede.

Netop derfor er det sjovt at se andre, der pludselig virkelig har fået øjnene op for ham. Et stort dansk filmmagasin omtaler ham således som den “mexicanske romantiske instruktør”, hvilket jo får ham til at lyde som en anden rom-com konge. Selv The Shape of Water var jo en monster-film, selvom kærlighedshistorien ganske rigtigt var bærende.

Som altid er det nemlig mennesket, der er det egentlige monster, mens kærligheden vinder til sidst. Det har (næsten) altid været kernen i Guillermo del Toros fortællinger; Vi skal indse, at monstre kan ligne os selv, og at kærlighed (i alle former) trumfer alt.

Det er i bund og grund også kernen i Nightmare Alley. Hvis du opfører dig som et monster, så bliver du til et monster. Og glemmer du kærlighed og omsorg for dine medmennesker, bliver du aldrig lykkelig. Nightmare Alley er en solid eventyrfortælling med en dyster morale pakket smukt ind i en noir film.

Der mangler noget magi i helheden, men det er immervæk stadig en imponerende film, der klart bør ses i biografen!

Nightmare Alley har premiere i de danske biografer den 27. januar 2022.

FAKTA

Biografpremiere: 27. januar 2022
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Guillermo del Toro
Medvirkende: Bradley Cooper, Rooney Mara, Cate Blanchett, Toni Collette, Michael Shannon, Richard Jenkins

Plot

Da den karismatiske Stanton Carlisle (Bradley Cooper) møder den clairvoyante Zeena (Toni Collette) og hendes tankelæsende mand Pete (David Straithairn), i et omrejsende cirkus, finder han opskriften på succes og bruger sin nye viden til at svindle og bondefange den rige elite i 1940’ernes New York.

Med Molly (Rooney Mara) ved sin side, planlægger Stanton at snyde en farlig forretningsmand (Richard Jenkins) med hjælp fra den mystiske psykiater (Cate Blanchett), der kan vise sig at være hans største modstander til dato.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.