MINDHUNTER sæson 2 er endelig ude på Netflix og fortsætter, hvor sæson 1 slap. Sæsonen lægger solidt ud, og man ryger direkte tilbage i dette ret syge and dystre univers fyldt med seriemordere. De tre første afsnit er endda instrueret af David Fincher. Læs vores anmeldelse her!
Mindhunter sæson 2 er ude på Netflix, og vi kan endelig komme videre med denne fantastiske fortælling. Det er næsten to år siden, sæson 1 af Mindhunter blev frigivet (22 måneder for at være helt præcis). Alligevel er det meget nemt at hoppe direkte ind i dette univers igen. Og det skader jo ikke, at David Fincher himself lægger ud og instruerer de første to afsnit.
Selvom det er meget nemt at komme tilbage på sporet, er det alligevel en god idé lige at se det korte resumé af Mindhunter sæson 1, som Netflix har lavet. Med mindre du alligevel lige har set den første sæson som opvarmning, naturligvis.
I sæson 2 af Mindhunter tager vores agenter fat på flere af de virkelig tunge og berygtede drenge. Der er Son of Sam og Charles Manson samt ikke mindst BTK. Lige sidstnævnte var dog også en gennemgående figur i sæson 1.
Fokus i det meste af sæson 2 er dog på Atlanta barnemordene. Det betyder også, at flere afsnit kommer til at foregå i Atlanta, da man forsøger at fange morderen. Det er dog en sag, der hurtigt bliver meget tung at arbejde med. Både på grund af de grusomme mord på børn, men også fordi der er racistiske virkemidler på spil.
Vi lægger ud med BTK morderen
Du husker nok at sæson 1 havde en del scener, der omhandlede en mærkværdig mand. Det var ikke en del af historien som sådan, man afsnit blev ofte indledt med ham. Han havde overskæg og boede i Kansas, hvor han lavede spændende tegninger og lod til at planlægge noget.
Man gættede på at dette var BTK seriemorderen, og det får vi faktisk bekræftet at der ér. For dem, der ikke ved det, så står BTK for Bind, Torture, Kill. Dette er naturligvis fordi hans fremgangsmåde var at binde sine ofre, for derefter at torturere dem inden han slog dem ihjel.
Når sæson 2 af Mindhunter begynder, så skal vi først lige se hvordan det er gået med Agent Holden Ford (Jonathan Groff), der sluttede sæson 1 med et fuldstændigt sammenbrud. Samtidig med dette er det dog, at vi ser hans partner Bill Tench (Holt McCallany), der giver sig i kast med BTK. Lidt ad omveje, men sådan sker den slags jo nogle gange.
Wendy Carr (Anna Torv) er også tilbage og vil meget gerne videre med deres profileringsprojekt. Det er dog lidt svært at få alle interviews gennemført efter tidsplanen, når de få agenter også trækkes ud til aktive seriemorder sager. Men bevares, Wendy Carr finder også ud af at den slags er ret spændende.
Charles Manson i Mindhunter sæson 2
Som traileren for sæson 2 af Netflix seriemorderserien allerede har afsløret, får Ford sit ønske om et interview med Charles Manson opfyldt. Det er dog ikke noget, der sker helt fra starten, selvom vi allerede i afsnit 1 af sæson 2 får på plads, at det kommer til at ske.
Det er dog ventetiden værd, for skuespilleren Damon Herriman ligner Charles Manson helt uhyggeligt meget. Faktisk betydeligt bedre end han gjorde i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood (læs anmeldelse her), hvor han også spillede Manson. I Mindhunter spiller Damon Herriman dog en langt ældre udgave af Charles Manson, og dét fungerer sateme!
Det er dog ikke sådan, at Charles Manson som sådan passer ind i profileringsarbejdet – noget Wendy Carr også straks påpeger. Manson var jo ikke seriemorder, men derimod nærmere en form for kultleder, der fik andre til at begå mord. Noget der også netop er blevet behandlet i dokumentarserien Manson’s Bloodline.
Til gengæld er David Berkowitz (bedre kendt som “Son of Sam”) også med, og han er i den grad seriemorder. Også han spilles i øvrigt af en skuespiller, der ligner ham uhyggeligt meget. Okay, det er tydeligt, at skuespiller Oliver Cooper har fået en del proteser i ansigtet, men man kan ikke nægte, at det er effektivt.
Agenternes interview med David Berkowitz (Son of Sam) er allerede i afsnit 2, hvor de skal bruge hans indsigt i forbindelse med BTK morderen. De to har nemlig et par ting til fælles!
Se Mindhunter sæson 2 på Netflix nu!
Præcis som det var tilfældet for sæson 1, så er det fortsat både David Fincher og Charlize Theron, der er ombord som producere. På alle måder er sæson 2 af Mindhunter præcis som sæson 1, så hvis du kunne lide første omgang, vil du uden tvivl også kunne lide runde 2.
I øvrigt Mindhunter fortsat baseret på sande historier. Dette inkluderer Holden Fords sammenbrud, så vi får også skyggesiden med på den front. Agent Ford er nemlig løst baseret på den virkelige agent John Douglas, der også selv var igennem noget lignende.
Også de forskellige interviews med seriemordere er i stor udstrækning lavet efter agenternes beretning om oplevelserne. Alene dette er nok til at gøre Mindhunter til en helt særlig oplevelse for fans af seriemorder-fortællinger. Det bliver dog også ret tydeligt, at vi forsøger at forstå noget, der ikke altid er helt forståeligt for os mere “normale” mennesker.
Så er spørgsmålet bare, om vi kan forvente en sæson 3 i den nærmest fremtid? Herfra er vi i hvert fald klar på mere, og der er jo (desværre) rigeligt med seriemordere i verden, der kan bruges til disse sande fortællinger og frygtelige forbrydelser.
Sæson 2 af Mindhunter er uge på Netflix fra 16. august 2019.
FAKTA
Instruktører: David Fincher, Andrew Dominik, Carl Franklin
Medvirkende: Jonathan Groff, Holt McCallany, Anna Torv, Sam Strike, Cameron Britton, Damon Herriman
Plot
Adfærdsvidenskabsafdelingens dræberinstinkter bevæger sig fra teori til praksis, da FBI går med i en højt profileret jagt på en seriebarnemorder.
Fantastisk serie. Noget af det bedste jeg har set i den genre. Man kan nærmest føle deres frustrationen gennem skærmen, når tingene alt for ofte ikke lykkes. Håber der kommer en sæson 3.