Deadpool 2 er noget så sjældent som en perfekt opfølger til en voldsomt god første film. Den er også vildere, grovere og langt mere blodig – og det er naturligvis en god ting!

Jeg har glædet mig som et lille barn til at se Deadpool 2, da jeg elskede den første Deadpool film. Humoren er grov, helten er en anti-helt, og der er fuld smadder på hele vejen. Det samme er på alle måder gældende i Deadpool 2.

Selv introen er holdt i samme stil som fra første film. Selvom den da også får et passende skævt James Bond twist, komplet med storladen ballade, der synges med fuld power af Celine Dion.

Selvom Wade “Deadpool” Wilson naturligvis ville hade det, så elsker jeg faktisk også, at vi (igen) får lov til at se hans mere bløde side. Naturligvis kun momentvis og ofte efterfulgt af en vulgær udtalelse. Det er lige min form for humor.

Når man ser Deadpool 2, vil man uden tvivl være omgivet af mange, der griner først. Er man ikke til grov humor – der ofte befinder sig under bæltestedet – vil man nok ikke blive glad for Deadpool 2.

Men helt ærligt, så kan man umuligt have været glad for første Deadpool film. Omvendt, så vil man være en storsmilende biografgænger, når man ser denne skønne bandit af en opfølger.

Deadpool 2

Den fjerde væg er pist væk!

Noget af det bedste ved dette Deadpool-universet er, at den fjerde væg konstant brydes. Hr. Deadpool taler konstant til publikum og kommenterer på både Marvel og DC universet samt diverse andre pop-kultur fænomener.

Det er fantastisk, og man skal sateme være skarp for at fange alle referencer. Primært fordi man sidder og griner over én reference, mens to-tre andre leveres. Af samme årsag kan man snildt vælge at se Deadpool 2 i biografen mere end én gang.

Og det er ikke kun den såkaldte fjerde væg (altså snak direkte ind i kameraet til publikum), der er væk. Det er selve grænsen mellem fiktion og virkelighed også.

Er det Wade Wilson eller Ryan Reynolds, vi ser? Reelt er det jo Ryan Reynolds, der spiller Wade Wilson (og dermed Deadpool), men alligevel er det også bare Ryan Reynolds. Ikke mindst i en end-credit, så bliv endelig siddende i sædet. Det er jo altså en Marvel film.

Der er naturligvis også stadig fjollede plot twists i Deadpool 2, der skal sikre fremdrift og sjove (læs: blodige) øjeblikke. Men du kan være sikker på, at Deadpool selv også påpeger disse. Alt fra brug af CGI til “dovne manuskriptforfattere” får en tur. Det er fantastisk!

Deadpool 2

Se gerne Deadpool kort inden Deadpool 2

Vi sørgede for at få genset Deadpool små 48 timer, inden vi skulle til Deadpool 2 pressevisningen, og det kan altså varmt anbefales. Det er absolut intet must, men man fanger flere af de små referencer, hvis man har den frisk i hukommelsen.

Derudover er det også perfekt opvarmning til Deadpool 2. Selvom man lynhurtigt kommer i rette stemning – som man siger!

Man bemærker i øvrigt ikke, at der er en anden instruktør ombord til Deadpool 2. Det er da også en af de mest fantastiske action-instruktører, nemlig David Leitch.

Han instruerede den flotte Atomic Blonde med Charlize Theron, der også var baseret på en grafisk novelle. Og så var han også med til at instruere John Wick, selvom han ikke officielt fik credit for dette. Det er dog lige præcis John Wick, der nævnes i introen, hvor ingen som bekendt får deres egentlige navne nævnt.

Som sagt, så mærker man absolut ikke (i hvert fald ikke på negativ vis), at det er en anden instruktør. Men nu er både cast og manuskriptforfattere også de samme, så det giver kun mening, at man kan holde fast i selve ånden.

Nej, Deadpool 2 er ingen gyser, men alle film baseret på tegneserier smager som minimum af sci-fi. Desuden er der langt mere blod og vold i denne film end de fleste gyserfilm. Og så bliver diverse gyserfilm faktisk refereret til af Deadpool himself. Oh yeah, han er helt klart en fan af genren!

Se Deadpool 2 hurtigst muligt og nyd blandt andet den skønneste cameo, når det afsløres, hvem “The Vanisher” spilles af. Det bliver uden tvivl spoilet lynhurtigt, men det bliver ikke af os!

Deadpool 2 på DVD og Blu-ray

Deadpool 2 er udkommet på DVD og Blu-ray den 1. oktober 2018. Sidstnævnte byder på nogle herlige ekstramaterialer:

  • Gag Reel
  • Deleted/Extended Scenes
  • Until Your Face Hurts: Alt Takes
  • The Most Important X-Force Member
  • Deadpool Family Values: Cast of Characters
  • David Leitch Not Lynch: Directing DP2
  • Audio Commentary by Ryan Reynolds, David Leitch, Rhett Reese and Paul Wernick (Theatrical Version only)
  • Deadpool’s Fun Sack 2

FAKTA

Biografpremiere: 16. maj 2018
DVD-premiere: 1. oktober 2018
Instruktør: David Leitch
Skuespillere: Ryan Reynolds, Josh Brolin, Morena Baccarin, Zazie Beetz, Brianna Hildebrand, Bill Skarsgård, T.J. Miller, Terry Crews, Eddie Marsan, Julian Dennison, Leslie Uggams

Plot

Denne gang må den sværdsvingende anti-helt og vansirede mutant Deadpool samle et hold af med-mutanter for sammen at beskytte en ung mutant med superkræfter mod den brutale og tidsrejsende Cable. Således danner Deadpool holdet X-Force for sammen at jagte Cable. Holdet består bl.a. af den kolossale Colossus, den yderste heldige Domino samt Bedlam, Shatterstar, Zeitgeist og den helt almindelige mand Peter.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg