FAIR PLAY på Netflix er en ny thriller, der har så meget intensitet, at jeg følte, jeg konstant var på kanten af mit sæde. Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich leverer stærke præstationer i deres hovedroller. Filmen er ikke for alle, men den er ret genial. Læs vores fulde Fair Play-filmanmeldelse her!

FAIR PLAY er en ny Netflix-thriller, der har et meget simpelt plot, som mange mennesker utvivlsomt vil kunne relatere til. De, der forholder sig til den, vil helt sikkert nyde denne film mere, mens andre måske finder den fuldstændig irrelevant. Som en, der kan relatere til den (sådan indirekte), kan jeg sige, at den er meget spot-on på uhyggeligt mange måder.

Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich er begge helt fantastiske i den, og det er ikke en nem historie at fortælle. Den viser flere grimme sider af mennesker. Den viser også, hvor langt ud du kan komme, hvis ikke din dårlige adfærd hurtigt får konsekvenser. Denne Netflix-film vil helt sikkert ikke være for alle, men hvis den er noget for dig, kan du forvente en meget potent oplevelse.

Læs videre på vores Fair Play-filmanmeldelse nedenfor. Find den på Netflix fra den 6. oktober 2023.

Magtdynamikken i et parforhold

I Fair Play møder vi et kærestepar, der skal skjule deres forhold, da “fraternisering” mellem kolleger ikke er tilladt på deres arbejdsplads. De sidder i identiske stillinger, så der er ingen interessekonflikt i forhold til, at den ene har mere magt end den anden. Det vil dog meget hurtigt ændre sig.

En eftertragtet forfremmelse er pludselig en meget reel mulighed i det finansfirma, hvor parret arbejder. Emily (Phoebe Dynevor) overhører et rygte om, at hendes forlovede, Luke (Alden Ehrenreich) er en kandidat til forfremmelsen. Da jobbet går til Emily i stedet, og Luke bliver hendes analytiker – i det daglige en slags assistent – tager det ikke lang tid, før tingene i deres parforhold ændrer sig drastisk.

Emily ved med det samme, at Luke ikke vil tage godt imod nyheden, selvom hun var meget glad og støttende, da hun troede, han fik jobbet. Overraskende nok tager Luke godt imod nyhederne. Men den positive fase er uhyggelig kort.

Hurtigt ændres deres forhold sig fra at være støttende og opbyggende til noget helt andet. Noget direkte uhyggeligt. Magtdynamikken i deres parforhold har ændret sig, og ambitionerne forsurer deres ellers kærlige og stærke forhold.

Fair Play (2023) – Anmeldelse | Netflix Thriller

Ikke alle kan relatere til emnet

Som tidligere nævnt er jeg overbevist om, at ikke alle vil kunne relatere til historien i Fair Play. Jeg formoder dog, at mange (sandsynligvis de fleste) kvinder og minoriteter vil finde det alt for velkendt. Ikke alle, selvfølgelig, men mange. Lidt ligesom med #MeToo. Når man først begynder at tale om det, har mange oplevet det på én eller anden måde.

Hvis en kvinde eller minoritetsperson forfremmes, er der hurtigt rygter om, at det er grundet en mangfoldighedskvote (gælder både kvinder og minoriteter), eller fordi du på en eller anden måde har brugt din krop (som regel kvinderettet). Det kan ganske enkelt ikke “bare” være fordi, vedkommende var bedste kandidat.

Selvom personen er meget bedre, vil der altid være nogen, der tvivler på, om det nu også var derfor, jobbet gik til netop dem. I Fair Play hører vi gentagne gange, hvordan Emily klart er den mest talentfulde og kloge af de to. Faktisk af alle dem, der sad i deres stillinger. Alligevel er det ikke nok til at forklare, hvorfor hun fik jobbet.

Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich leverer nogle hårde og intense præstationer i Fair Play, som ofte er ekstremt ubehagelig at se. Det intense tempo og karakterudviklingerne havde mig helt på kanten af sædet. Jeg kan se de mest brutale gyserfilm, hvor min puls er meget roligere end under denne thriller.

Faktisk tjekkede jeg min Fitbit, og min puls var klart forhøjet, mens jeg så denne film. Det samme var tilfældet for min Heaven of Horror-medsammensvorne. I modsætning til da vi så den seneste “Hercule Poirot”-film, hvor selvsamme FitBit trackede, at hun tog en lur på trods af, at hun var helt vågen. Bare ekstremt afslappet.

For Fair Play var det stik modsat. Både hun og jeg var på stikkerne og havde intens hjertebanken.

Se FAIR PLAY på Netflix!

Dette er en spillefilmsdebut for forfatter/instruktør Chloe Domont, som umiddelbart får mig til at forvente ekstremt store ting i fremtiden. Genredefinitionen af “forholds-thriller” får det til at lyde som et slags romantisk drama, men det her er meget mere. Det er ikke let at forklare uden at spoile for meget, men let at mærke, når du ser den.

Sammen med Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich har Fair Play også den altid fantastiske Eddie Marsan på rollelisten sammen med Rich Sommer og Sebastian De Souza. Mange andre karakterer er en del af denne historie, især mod slutningen, der er som en ulykke, man ikke kan kigge væk fra. Emily er fanget i et levende mareridt med folk, der bare ikke lytter til hende.

ANEBFALING, HVIS DU KAN LIDE FAIR PLAY

Se også Alice, Darling – den har den samme dystre stemning. Læs vores engelske anmeldelse her >

Dette er klart en af de mest ubehagelige film, jeg har set længe. Igen, hvis du kan relatere til den, vil du genkende dynamikkerne og være i stand til at forudsige reaktioner langt tid før, de sker. Det er direkte psykisk og fysisk misbrug af en slags, som alt for mange vil genkende. Uanset om det er fra forældre, en partner eller endda en chef på arbejdspladsen.

Det er helt forfærdelige følelser, der bliver vækket, og derfor er denne film så fantastisk. Den føles uhyggelig virkelig!

FAIR PLAY er på Netflix fra den 6. oktober 2023.

FAKTA

Instruktør: Chloe Domont
Manuskript: Chloe Domont
Medvirkende: Phoebe Dynevor, Alden Ehrenreich, Eddie Marsan, Rich Sommer, Sebastian De Souza

Plot

En uventet forfremmelse i en skruppelløs hedgefond presser et pars forhold til grænsen og truer med at optrevle langt mere end deres nylige forlovelse.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.