Der var været meget snak om A Girl Walks Home Alone At Night, og det har overvejende været overordentligt positivt.

Lad os dog bare slå et par ting fast fra starten:

1) Det her er bestemt ikke en film for alle!

2) Kaster du dig alligevel ud i det, så har du med garanti ikke set en vampyrfilm helt som denne før. Bl.a. vil begrebet “ballondans” få en ganske anden betydning, efter du har set denne film.

Det stærkeste indtryk jeg sad tilbage med var, at der er en ekstremt stilsikker hånd og rød tråd, som gennemsyrer hele filmen. Det er en stemning af håbløshed, som bekræftes af hver eneste scene – både visuelt og stemningsmæssigt. Der er utroligt få replikker i filmen, da meget kommunikation foregår via øjenkontakt og kropssprog. Reelt kunne filmen have været en kortfilm (hvilket da også blev lavet i 2011), hvis den blev barberet ned til selve plottet, men så ville man gå glip af hele den dystre og intense stemning.

Og når al denne fokus på mystik, få replikker og stemning er dækket, så lad mig endelig slå fast, at når der skrues op for uhyggen og intensiteten, så rammer den sateme også lige i solar plexus. Fy for satan, jeg skulle sateme ikke komme på tværs af “The Girl”.

Filmen er instruktør og manuskriptforfatter Ana Lily Amirpour’s spillefilmsdebut – dog efter en længere række kortfilm – og det er en skræmmende stærk debut, der også er belønnet med mange priser allerede. Castet byder på mange velkendte ansigter, da det primært er europæisk- eller amerikansk-boende skuespillere (de to primære kvinderoller er begge født i Los Angeles), der tidligere har spillet med i europæiske og amerikanske film og TV-produktioner. Det giver også et ekstra præg af noget velkendt midt i dette helt fremmede univers.

Hvis du er frisk på at opleve en ganske anderledes horror-film, der beskrives som en “iransk vampyr-western”, så må du endelig ikke snyde dig selv for denne film… men gå til den med et åbent sind, for det er så absolut noget ganske anderledes, du kommer til at opleve.

Fakta

Biografpremiere: 09-07-2015
Genre: Horror, Thriller, Romantik
Instruktør: Ana Lily Amirpour
Medvirkende: Sheila Vand, Arash Marandi, Marshall Manesh m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg