CONCORDIA er en ny sci-fi thriller-serie på SkyShowtime. Den foregår i en alternativ nutid, der ikke virker så fremmed endda. Et mord udløser en nærmere gransken af AI, der bruges til at styre en hel by. Læs vores Concordia miniserie-anmeldelse her!
CONCORDIA på SkyShowtime er en ny miniserie med bare seks afsnit og et meget internationalt cast. Lidt ligesom flere af de Viaplay-serier, vi også har anmeldt. Selve plottet i denne miniserie lyder spændende, og vi er ude i en form for sci-fi-krimi-thriller-hybrid, der foregår i nutiden, men ikke helt som vi kender den.
Genren omtales også som “socioteknologisk thriller”, hvilket bestemt også er passende. Omdrejningspunktet er nemlig AI, der bruges til at drive en hel by via overvågning, der dog ikke misbruges. Derimod eksisterer det for at forebygge kriminalitet. Det er i hvert fald det utopiske formål.
Du kan læse videre på vores Concordia miniserie-anmeldelse nedenfor. Find de to første afsnit på SkyShowtime fra 23. maj 2024.
Socioteknologisk Nordic Noir Krimi-Thriller
Concordia sælges både ind som en “Nordic noir-inspireret serie” og som en “socioteknologisk thriller”. Begge dele er korrekt, men det er også en krimi, da hele omdrejningspunktet er et mord, der skal opklares. En ung mand, der har boet i en by overvåget via AI, findes myrdet uden for byens grænse.
Sveriges Concordia en en fremtidens by, der er drevet af AI for at beskytte borgerne. Det er en by, mange drømmer om at bo i. Byens AI er nemlig skabt til at overvåge, men ikke til de typiske opportunistiske formål, hvor dataene skal sælges.
Tværtimod er det for borgernes skyld, da formålet med AI er at skabe et mere frit, retfærdigt og humant samfund. Efter knap to årtier er byen en succes, og man er ved at gøre klar til at bygge endnu en “Concordia by” i Tyskland.
Desværre kommer der en solid kæp i hjulet, da der først sker føromtalte mord (på en af byens borgere, men dog ikke i selve byen), og derefter hackes byens uigennemtrængelige AI. Både morderen og hackeren skal findes, så man igen kan få fokus på alle AI-fortræffelighederne, men endnu flere “udfordringer” opstår undervejs.
Kæmpe internationalt cast
Der er voldsomt mange – også for mange – karakterer i Concordia-universet. Det er et hyper-internationalt cast, hvor der overvejende tales engelsk.
Dog taler svenskerne svensk, når de er på tomandshånd, og det samme gælder for tyskerne, der så naturligvis taler tysk internt. Dét redder meget, da alt andet havde været det, som jeg virkelig ikke kan udstå. Den cinematiske dødssynd, som både Snemanden og Domino led af.
I castet finder vi blandt andre Ruth Bradley (The Fall, Holidays), Nanna Blondell (Red Dot, House of the Dragon), Christiane Paul (8 Dage), Alba Gaïa Bellugi (The Swarm, Into the Night) og Karoline Eichhorn (Dark).
Dette er tydeligvis kun et lille udsnit af castet, da der er alt for mange karakterer. Især fordi vi både skal se personerne i deres aktuelle mord-/hackersag og deres liv derhjemme. Uanset om hjemme er i Gøteborg (der ligger direkte om ad Concordia-byen) eller i et andet land. Der er ganske enkelt for mange småhistorier.
AI er ikke fjenden – det er mennesket!
Som vi kender det fra alverdens forskellige sci-fi-gyserproduktioner, så er det sjældent teknologi (eller zombier eller endda rumvæsner), der i sidste ende er den primære fjende. Det er derimod os mennesker. Vi er altid det farligste dyr i junglen.
Også selvom junglen som udgangspunkt eksisterer i cyberspace.
Det er trods alt os, der bygger AI og giver det henholdsvis retninger og begrænsninger. Men er vi overhovedet kloge nok til at kunne håndtere AI, når vi overlader for meget magt til noget ikke-menneskeligt. Og er der måske mennesker, der ikke kan modstå fristelsen til den magt, de eventuelt selv kan udnytte via bagvejen?!
Vi kender vist alle sammen allerede svaret på disse spørgsmål. Især os, der ser mange genreproduktioner.
Se Concordia på SkySkowtime nu!
Concordia bliver – helt forståeligt nok – ofte beskrevet først og fremmest som nyeste produktion fra Emmy-vinder Frank Doelger. Han er både executive producer og showrunner, men hans navn rimer også på Game of Thrones, der må betegnes som noget af det ypperste inden for serie-succeser.
Frank Doelger var producer på Game of Thrones, men har da også været producer på andre prominente og succesfulde serier som Viaplay-serien The Swarm og The Frankenstein Chronicles.
Foruden at tale om en producer, er det dog også mindst lige så relevant at få skaberne på banen. Det er Nicholas Racz og Mike Walden (Marcella), der har fundet på historien og skrevet manuskriptet. Alle afsnit i denne multinationale serie er i øvrigt instrueret af Barbara Eder (The Swarm, Barbarians).
Når en serie frigives over flere uger, er det altafgørende, at den fanger med det samme. Dét kan jeg ikke påstå, var min oplevelse med Concordia. Den er interessant, og der er elementer, der gør mig nysgerrig, men der er satsuseme også mange karakterer og en masse “fluff”, der ikke styrker fortællingen.
Jeg er nok nysgerrig nok til at ville have alle svarene. Men ville jeg sidde klar ugentligt? Nej, der er ganske enkelt ikke noget spænding eller “krog” nok i de to første afsnit, der frigives på premieredagen. Ikke for mig!
Concordia har premiere med de to første afsnit på SkyShowtime den 23. maj 2024. Hele serien frigives over tre uger via to ugentlige afsnit.
FAKTA
Skaber: Frank Doelger
Instruktør: Barbara Eder
Medvirkende: Ruth Bradley, Nanna Blondell, Christiane Paul, Steven Sowah, Ahd Kamel, Hugo Becker, Kento Nakajima, Joséphine Jobert, Karoline Eichhorn, Jonas Nay, Alba Gaïa Bellugi, Maeve Metelka, Mohamed Achour
Plot
Til sit 20-års jubilæum er den AI-drevne utopiske by Concordia i Sverige klar til at udvide til Tyskland, men da en Concordia-analytikers mystiske død truer disse planer, undersøger en kriseekspert og en AI-entusiast situationen for at redde projektet.