Domino er en ny thriller på Netflix med Nikolaj Coster-Waldau. Filmen er instrueret af Brian De Palma, der fortsætter sin dårlige stime. Og den er ikke bare dårlig, den er virkelig hæslig! Læs hvorfor, denne film er så dårlig, at du skal se den for at tro det i vores Domino filmanmeldelse her!

Domino er en nyere thriller, der nu er kommet på Netflix. Den er instrueret af Brian De Palma, og jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte denne anmeldelse, da filmen er så hæslig, at man nærmest bliver lamslået. Men okay, nu prøver jeg.

Det faktum, at denne “internationale” film foregår i Danmark og har en masse danske skuespillere, gør nok filmen interessant for mange danskere. Ligesom i filmatiseringen af den norske krimi Snemanden, taler karaktererne engelsk.

Hvorfor? Det aner jeg ikke. Og København ligner nærmest ikke sig selv, så jeg ved ikke lige, hvorfor de synes, den skulle filmes der.

Og alligevel, så er det blot én af tingene, der gør, at filmen falder så skidt ud.

Hvad sker der lige for Brian De Palma?

Jeg tror nærmest ikke, at Brian De Palma har lavet noget tilnærmelsesvis godt de sidste to årtier.

Jeg elskede hans fantastiske filmatisering af Stephen King-bogen Carrie. Det er én af de bedste filmatiseringer af Stephen Kings bøger, og ingen af genindspilningerne er kommet tæt på den første version. Bum!

Domino, derimod, er én af de mærkeligste thrillere, jeg nogensinde har set. Filmen har et godt cast, historien kunne have været interessant, men intet fungerer. Det virker faktisk nærmest som en spoof, hvor det ikke er meningen, at man skal tage noget seriøst.

Altså, samtidig med, at filmen i dén grad tager sig selv alt for seriøst. Eller altså, filmskaberne, hvilket jo må siges at være Brian De Palma, i dette tilfælde.

Danskere taler engelsk i Danmark

Domino byder på en række danske skuespillere som eksempelvis Nikolaj Coster-Waldau, Søren Malling og Paprika Steen. Og filmen foregår også primært i Danmark. Dét er jo ret interessant og burde være super spændende for os danskere at opleve.

Men så er der lige det med at de allesammen render rundt og taler engelsk. Med hinanden. Altså, okay, folk i baggrunden taler dansk til hinanden, så det er ikke fordi vi skal tro at danskere taler engelsk. Kun de danskere, der er hovedpersoner i en Brian De Palma film, der udspiller sig i Danmark. 

Og når filmens handling bevæger sig til andre lande end Danmark, så taler folk sjovt nok deres egne respektive sprog dér. Ja, det gør faktisk kun hele sprog-gate endnu mere forvirrende.

Derudover er den engelsktalende skuespiller Guy Pearce også med i Domino.

Men… denne skønne britisk-fødte (og australsk-boende) skuespiller skal selvfølgelig spille en typisk amerikansk CIA-agent. Inklusiv en tyk amerikansk accent. Hvorfor ikke?!

Ja, han leverer endda også den tåkrummende sætning: “Vi er amerikanere, vi læser jeres e-mails”. 

Du godeste…!

Domino anmeldelse (Thriller på Netflix med Nikolaj Coster-Waldau)

Se Domino på Netflix nu – eller lad være?!

Det er nærmest umuligt at beskrive, hvor dårlig Domino er. Udover et veletableret cast, der er fanget i dette gys af en film, er intet egentlig godt. Selve stilen ligner noget fra flere årtier siden – genkendeligt fra en anden Brian De Palma-film. Det var måske fedt i 70’erne og måske i 80’erne, men nu er det bare brugt mange gange, og føles oldnordisk.

Og musikken er rædselsfuld. Den er så overdramatisk. Selvom filmen skal foregå i 2020, føles alt bare som om, det er produceret i 80’erne.

Jeg kan på ingen måde anbefale en film, vi kun giver 1 splat. Men omvendt, så kan du nok ikke forholde dig til, hvor dårlig filmen er, medmindre du selv ser den. Så se den da endelig, hvis du er blevet nysgerrig. Og lad os høre, hvad du synes!

Domino er ude på Netflix fra 1. juli 2020.

FAKTA

Instruktør: Brian De Palma
Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Carice van Houten, Eriq Ebouaney, Guy Pearce, Mohammed Azaay, Søren Malling, Paprika Steen, Helena Kaittani

Plot

En københavnsk betjent jagter den mand, der overfaldt hans partner, men ender i et net af spionage med høje indsatser.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.