The Uninvited (4/6)

:: Anmeldelse ::

‘The Uninvited’ er, som de fleste ved, en remake af den koreanske ‘Janghwa, Hongryeon’ fra 2003 med den engelske titel ‘A Tale of Two Sisters’. Som altid mener jeg, at disse remakes skal ses som separate film. Det er alt for nemt at kritisere remakes ud fra, at de enten kopierer frame-by-frame eller anklage dem for at lave noget om, så den ikke er som originalen. Personligt synes jeg begge løsninger kan være udemærket. Den amerikanske version af [REC] var tæt på at være en direkte kopi, og det fungerede fint, da man lagde vægt på, at kvaliteten skulle holdes, så det ikke blev en billig kopi. Ligesom den amerikanske version af ‘The Ring’ for mange var en bedre film, da mere blev forklaret – udpenslet, vil nogen nok mene – og dermed fik et endnu bredere publikum. Heldigvis er der dog plads til mange film i denne verden – og endnu flere holdninger – så disse remakes har også deres ret og bør stå for sig selv. Elskede man originalen, bør man som minimum se remakes mere for interessens skyld, end med en forventning om at de har forbedret den – eller som det oftere er tilfældet; se den med skepsis og nyde at give den en sønderlemmende kritik.

Men nok moralprædiken… Jeg synes faktisk ‘The Uninvited’ var rigtig god underholdning. Ingen tvivl om, at castet kan bære filmen og håndværket bag kameraet er virkelig lækkert. Både det visuelle og det manipulerende i fortællerrollen, er gennemført lækkert. Den unge australske Emily Browning (kendt fra horror genren allerede som ung pige i ‘Darkness Falls’ fra 2003) er overbevisende som den psykisk ustabile Anna, og selv om hun til tider kan virke som lidt for meget af et offer, så bliver det aldrig ynkeligt eller overdrevent. Elizabeth Banks er eminent som den kommende stedmor, der fra starten stråler af varme og ømhed, men den slags afhænger som bekendt af øjnene der ser, og vi får verden forklaret gennem Anna’s øjne.

Det er ingen voldsomt original eller innovativ film, men der er mange twists, og man er godt underholdt i den knap halvanden time, filmen varer. Jeg har altid haft stor respekt for film – især i horror genren – der kan begrænse sig, og undgå dødvande på 15 minutter midt i filmen bare for at nærme sig en spilletid på to timer. Jeg ville anbefale denne film til enhver horror fan, men det er typisk asiatisk udgangspunkt, og dvs. mystik og død, men ikke splat og humor. Ser man filmen med det i ménte, så tror jeg også, man kan tage den for god underholdning – og uden at holde den op mod originalen.

:: Heaven of Trivia ::