Ole Bornedal er jo ikke uvant med at få sine mere dystre film genindspillet på amerikansk, da hans første store hit ‘Nattevagten’ hurtigt blev genindspillet med en ung Ewan McGregor og en ret modbydelig Nick Nolte i hhv. Nikolaj Coster-Waldau og Ulf Pilgaards roller.
Denne gang er turen så kommet til ‘Vikaren’, som man længe har vidst skulle genindspilles af amerikanerne, men det luner da bestemt, at det er Sam Raimi’s eget nye produktionsselskab, Spooky Pictures, der står i spidsen. Spooky Pictures er en udgrening af hans produktionsselskab Ghost House, som vil fokusere på thrillere med familier som målgruppe.
Instruktøren bliver Scott Derrickson, som vi kender fra ‘Besat – The Exorcism of Emily Rose’ (2005) og – endnu en genindspilning – ‘The Day The Earth Stood Still’ (2008). Derrickson skal også være med til at lave manuskriptet i samarbejde med Paul Harris Boardman. De har desuden sammen stået bag manuskripterne til ‘The Exorcism of Emily Rose’, ‘Hellraiser: Inferno’ og ‘Urban Legends – Final Cut’ (2000), så de er velbevandret i vidt forskellige dele af horror universet.
Filmen finansieres af Spooky Pictures og udvikles sammen med Mandate Pictures. Sam Raimi selv vil producere sammen med Rob Tapert – de lavede senest den fantastiske ‘Drag Me to Hell’ sammen, men har arbejdet sammen siden ’Evil Dead’. Titlen bliver en direkte oversættelse af den danske: ’The Substitute’.