THE FINAL GIRLS er en gyserkomedie med tonsvis af horror-referencer – det er kitsch og camp, og det elsker jeg. Læs vores The Final Girls anmeldelse her.

Jeg har glædet mig som et lille barn til The Final Girls, da jeg – som den faste læser af Heaven of Horror nok efterhånden godt ved – simpelthen elsker horror-comedy genren. Og da i særdeleshed, når der går ekstra camp i den, så andre horror klassikere enten spoof’es eller refereres til undervejs.

På den front rammer Final Girls så klokkerent, at man sidder og småfniser eller nikker genkendende flere gange undervejs.

Og ja, det betyder naturligvis også, at man kan gætte sig frem til handlingen et stort stykke hen af vejen. Konceptet er trods alt, at en gruppe biografgængere fra nutiden bliver fanget i alletiders horror-klassiker (en ekstra kitchet Fredag d. 13. klon) under en jubilæumsvisning i biografen.

For enhver gyserfreak vil der nok især være én karakter, man kan forholde sig til, da der naturligvis er én i gruppen af venner, der kender horror-klassikeren fuldstændig og faktisk hygger sig – næsten lidt for meget – med at være fanget i sit yndlingsunivers.

Et veloplagt cast

Castet er fantastisk og ualmindeligt veloplagt til at hive publikum med på denne tidsrejse i 80’er horroruniverset, som altså opleves med både 80’er og nutidsøjne på samme tid. Castet ledes af Taissa Famiga (American Horror Story) og Malin Åkerman (Cottage Country), hvor især sidstnævnte virkelig er blændende og formår at være både morsom, rørende og kick-ass undervejs.

Birollerne spilles af bl.a. Nina Dobrev (The Vampire Diaries), Alexander Ludwig (The Hunger Games) og så især Adam DeVine, der er kendt som et herligt komisk indslag – eller drivkraft – i en række film og TV serier. Han er i sit absolutte es i The Final Girls som 80’er hjerteknuser.

The Final Girls er skrevet af M.A. Fortin og Joshua John Miller, der tidligere har lavet en kortfilm sammen. Instruktionen har Todd Strauss-Schulson stået for. Han har tidligere lavet især en masse komedie-produktioner til både TV, web-serier og film – herunder en lille kortfilm for College Humor, der har Michelle Rodriguez i hovedrollen og har den fængende titel Sorority Pillow Fight. Den kan godt anbefales til et muntert indslag og giver en lille indikation af stilen i hans arbejde!

Er du til horror-comedy og elsker, når der smides referencer i grams, og skrues helt op for kitsch og camp, så må du ikke gå glip af The Final Girls! Du skal bare ikke forvente noget nyskabende.

Fakta

DVD-premiere: 13-11-2015
Netflix-premiere: 1. august 2021
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Todd Strauss-Schulson
Medvirkende: Nina Dobrev, Alexander Ludwig, Malin Akerman, Taissa Farmiga m.fl.

Plot

En ung kvinde der sørger over sin mors død, en berømt scream queen fra 1980’erne, bliver en dag trukket ind i sin mors mest berømte gyserfilm. Her må de to kvinder kæmpe mod filmens maniske morder.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg