:: Anmeldelse ::

Jennifer Lynch lagde ud med ‘Boxing Helena’ i 1993, og præcis lige som dengang, har hun nu 20 år senere også selv været inde over manuskriptet på denne ligeså (omend på en noget anderledes måde) klaustrofobiske film. I denne omgang er der en del mere elegance og underspillede psykologiske virkemidler i større grad end rent visuelle metoder.

I hovedrollen har vi Vincent D’Onofrio (‘The Cell’, 2000) og heldigvis for det. Det er nemlig altafgørende, at hans karakter fungerer optimalt, og han leverer en fantastisk præstation. Meget ofte leverer han de mest modbydelig budskaber med en sådan ro, at det bliver mange gange mere skræmmende, end hvis det bare var brølet ud. Og så er han jo visuelt også en ordentligt brød, hvilket i sig selv virker tilpas skræmmende.

I den anden hovedrolle ser vi reelt to skuespillere, der spiller drengen som henholdsvis 9-årig, der spilles helt fantastisk af Evan Bird (især kendte fra TV-serien ‘The Killing’, der er den amerikanske remake af ‘Forbrydelsen’) og senere som teenager af Eamon Farren (han har primært lave kortfilm og gæsteoptrædener i TV-serier). Eamon Farren leverer her en fantastisk præstation af et ungt menneske, der er helt ekstremt omsorgssvigtet og undertrykt, men alligevel ikke knækket.

Det mest fascinerende ved filmen er reelt forholdet mellem en seriemorder, der beskrives i fascinerende detaljer, så vi kan forstå ham bedre – ikke for at ynke ham, men for at få en idé om hans bevæggrunde – og så den uskyldige dreng, der kastes ind i dette syge univers.

Det er en modbydelig lille film med et par plot twists undervejs, og den er ikke nem at se, men den ér dog i den grad værd at se.

Fakta

(Originaltitel: Chained)

Biografpremiere: CPH PIX 2013
DVD: 18-06-2013
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Jennifer Lynch
Medv.: Vincent D’Onofrio, Eamon Farren, Evan Bird, Julia Ormond, Jake Weber m.fl.
Land: USA, 2012

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.