Præsten fra Helvede på Viaplay er en true crime-dokumentarserie i to afsnit. Her får pårørende til Maria From Jakobsen lov til at fortælle hendes historie. Indtil videre har hendes morder primært gjort dette. Læs vores Præsten fra Helvede anmeldelse her!

Præsten fra Helvede er en ny Viaplay true crime-dokumentarserie i to afsnit. Den omhandler den uhyggelige sag, hvor præsten Thomas Gotthard slog sin kone Maria From Jakobsen ihjel. Han havde dog planlagt dette gennem noget tid, så mens han på grotesk vis skaffede sig af med hendes lig, meldte han hende savnet.

I den forbindelse skabte han en fortælling om en depressiv kvinde, der nok havde forladt sin familie og måske taget sit eget liv. Tre kvindelige krimi-reportere har fulgt og dækket sagen, fra Maria From Jakobsen var “forsvundet”, til Thomas Gotthard (mange måneder senere) tilstod mordet og er blevet dømt.

Gennem interviews med hendes pårørende får vi en kronologisk gennemgang af sagen. Det er både sørgeligt,  voldsomt og uhyggeligt.

Læs videre på vores Præsten fra Helvede anmeldelse herunder. Begge afsnit har premiere på Viaplay 21. marts 2023. TV3 sender afsnit 1 den 21. marts, og afsnit 2 kommer den 28. marts.

Taletid til offerets pårørende

Man kan altid spørge sig selv, om der er behov for en dokumentarserie som Præsten fra Helvede. Det er bestemt ikke altid, at det er tilfældet. Lige i dette tilfælde er der dog en rigtig god grund. Den dømte morder – den tidligere sognepræst Thomas Gotthard – har i dén grad styret hele narrativet.

Det stopper her. Eller der kommer, som minimum, en anden vinkel ud til offentligheden.

I stedet for hele fortællingen omkring, at Maria From Jakobsen skulle være selvmordstruet og have forladt sine børn, hører vi nu om hendes sindstilstand fra andre. Og disse “andre” er hele hendes nærmest familie. Hendes to søstre, de to tætteste venner, og hendes forældre.

Maria From Jakobsens forældre optræder anonymt i både dokumentaren og på alle tidligere billeder, der vises. Det samme gælder hendes børn, og netop de to ting hænger sammen. De to børn skal have en fair chance for at komme videre med deres liv, og da de bor hos deres mormor og morfar (Marias forældre), skal der skabes en anonymitet.

Præsten fra Helvede – Anmeldelse | Viaplay true crime-dokumentarserie

Overvejende overraskende sobert

Med undtagelse af ganske få gange, hvor der bruges et sprog, der er lidt vel meget (læs: alt for meget) følelsesladet, er det overvejende sobert. Et eksempel på det for følelsesladede er, når Maria From Jakobsens far interviewes, og beskrivelsen “din lille pige” bruges.

Ja, det er hans datter, men hun var en voksen kvinde med egne børn, så dette udtryk føles udelukkende som et forsøg på at vække voldsomme følelser. Den slags følelser, en forælder til et mordoffer, helt sikkert konstant har lige under overfladen.

Men ja, det er overvejende overraskende sobert. Og jeg siger (naturligvis, fristes man til at sige) “overraskende”, da det trods alt er Ekstra Bladet journalister, der står bag denne dokumentar. Meget er denne avis kendt for, men det er ikke ligefrem den mest sobre og respektfulde vinkel, der normalt dominerer.

Dét er dog tilfældet her, og det var en glædelig overraskelse.

Se Præsten fra Helvede på Viaplay eller TV3 nu!

Selve Viaplay dokumentarserien (der er skabt af de tre Ekstra Bladet krimireportere, der har fulgt sagen fra starten) består af to afsnit. Tilsammen varer de ca. halvanden time, så du kan sagtens se den som en dokumentarfilm.

Det er voldsomt at høre sagens forløb fra start til slut. Og det er frygteligt at følge den geografiske færden, Maria From Jakobsens jordiske rester var igennem. Flyttet rundt og bearbejdet af hendes morder i et forsøg på at skjule hans gerning. Men dog også bevare hende i hans liv på mærkelig vis.

Og hans forklaring på, hvorfor han myrdede sin kone, mor til to af hans børn, er noget så lavpraktisk som; Han orkede ikke endnu en skilsmisse, for det ville være for besværligt med to ekskoner. Hvor vanvittigt det end lyder, så var han altså ikke sindssyg. Hverken i gerningsøjeblikket (der var planlagt i god tid) eller helt generelt.

Dét er uhyggeligt! Netop derfor er det også vigtigt, at Maria From Jakobsen får sin livshistorie fortalt af andre end netop hendes morder. Hvis du er interesseret i at høre om denne sag fra de pårørendes side, skal du klart se denne dokumentarserie.

Præsten fra Helvede fik premiere på Viaplay den 21. marts 2023. TV3 sender afsnit 1 den 21. marts og afsnit 2 den 28. marts.

Plot

Præsten Thomas Gotthard myrdede sin kone og brugte nætterne på at skille sig af med hendes lig. Forældre, søstre, veninder og andre, som var tæt på parret, udtaler sig for første gang på TV i denne dokumentar.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.