Vanishing on 7th Street (3/6)

:: Anmeldelse ::

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi allerede havde læst en del om denne film, og derfor var advaret om, at den måske ikke var så god, som castet kunne indikere. Der er nemlig garvede skuespillere med ombord, og de leverer solide og indlevende præstationer. Der er ikke mange karakterer med i denne film, men de få primære roller spilles af Hayden Christensen, som den egentlige hovedrolle, og derefter Thandie Newton og John Leguizamo i bærende biroller. De er alle tre virkelig gode, og løfter filmen op på et langt højere plan, end historien egentlig fordrer.

Til gengæld er der problemer med det, man ikke ser. Det skræmmende mørke, som angriber og får mennesker til at forsvinde. Og fair nok, konceptet er hurtigt til at forstå, selvom der dog er stor forskel på, om der bare skal en smule lys til at være i sikkerhed, eller om der skal den store spotlight til. Desuden veksler det også mellem, om mørket er lynhurtigt eller lidt mere sløvt i sit angreb. Til gengæld følges det ofte af en mudret brummen, der også kan lyde som lidt dæmpet skrigen. Det er desværre lidt grinagtigt, og ville i en horror-comedy fungere perfekt. Netop derfor er det ikke helt optimalt i denne sammenhæng.

Overordnet må jeg dog indrømme, at jeg var godt underholdt, da jeg var helt forberedt på, at filmen ville have sine mangler. Brad Anderson har også tidligere lavet film, der stilmæssigt ligger tæt op ad denne. For mig er den mest vellykkede helt klart ‘The Machinist’ fra  2004 (med en ekstremt afmagret og helt fantastisk Christian Bale i hovedrollen). Min største anke med ‘Vanishing on 7th Street’ er dog de manglende svar. Nu er jeg også meget glad for, at mysterier bliver opklaret, og at jeg får svar på bare en del af mine spørgsmål, og det savner jeg desværre her. Der lægges næsten lidt op til en 2’er, som jeg også gerne ville se… om ikke andet, så for at få lidt afklaring på hvad, der egentlig foregik.

Fakta

• About
• Latest Posts

Karina "ScreamQueen" Adelgaard

Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

Latest posts by Karina "ScreamQueen" Adelgaard (see all)

• Ash – Anmeldelse | Prime Video (2/6) - 28/04/2025
• Havoc – Anmeldelse | Netflix (3/6) - 25/04/2025
• YOU: Sæson 5 – Anmeldelse | Netflix - 24/04/2025