Mens vi venter på Paranormal Activity 5, får vi lige en lille spin-off i mellemtiden, som nogle ynder at kalde Paranormal Activity 4½.
Paranormal Activity: The Marked Ones instrueres af Christopher Landon, som har skrevet Paranormal Activity 2, 3 og 4 samt denne film. Og det slipper han ganske fint fra. Man skal bare være klar på, at de fleste scener er skudt med håndholdt kamera, hvilket ikke lige er alles kop te.
Hovedrollen spilles af Andrew Jacobs, og han er desværre en af de svagere punkter ved filmen, da han i flere alvorlige scener lader til at have et lille smil på læben. Måske han bare ser sådan ud, men det er underligt forstyrrende og ikke den optimale debut for en ny, ung skuespiller. Til gengæld er alle de andre skuespillere meget overbevisende og ikke mindst hovedrollen Jesses bedste ven, Hector, spilles overbevisende af Jorge Diaz, der da også har et hav af både tv- og filmroller bag sig allerede.
En god grundhistorie
Til gengæld holder selve historien rigtig godt hele vejen igennem og både de forskellige forhold, scenarier og generelle omstændigheder er blandt de absolut mest troværdige. Nu befinder vi os ikke længere i en hvid, mellemklasse familie, men derimod i et noget fattigere, men meget energisk og kærligt miljø i den spansktalende del af Los Angeles.
Det giver en del scener fra forskellige lokationer, hvilket gør den noget anderledes end de andre film i serien. Og selvom dette er en separat film, så er den alligevel koblet sammen med de andre PA-film. Vi får faktisk nogle scener, der hænger sammen med både Paranormal Activity og Paranormal Activity 3. Så hvis du er fan af filmserien, bør du bestemt ikke springe Paranormal Activity: The Marked Ones over.
Grunden til den ikke får 5 splatter er, at kameraføringen bliver utroværdig i længden. Hvem ville dog blive ved med at rende rundt og filme, når de er skræmt fra vid og sans og under angreb?
Lige denne detalje slap de fleste andre film i serien bedre fra, da de brugte stationære overvågningskameraer til at filme hændelserne. Men alt i alt er Paranormal Activity: The Marked Ones et fint sidestykke til PA-filmserien.
Blu-ray
På Blu-ray versionen får vi 17 minutters ekstra optagelser, der giver os hidtil usete samt udvidede scener i forhold til biografversionen. Man kan dog også vælge biografversionen, hvis man ønsker dette. Det kan i øvrigt varmt anbefales lige at køre den version igennem, da den byder på flere lækre scener og gode detaljer.
Det gør absolut ingenting, at filmen er længere, når den udvides på denne måde. Derudover byder Blu-ray versionen også på en række slettede scener, hvis man ønsker endnu mere af filmen – og hvem vil ikke have lidt ekstra godter…
Fakta
Biografpremiere: 02-01-2014
DVD/Blu-ray: 22-05-2014
Genre: Horror
Instruktør: Christopher Landon
Medvirkende: Richard Cabral, Carlos Pratts, Eddie J. Fernandez, Jorge Diaz, David Fernandez Jr., Kimberly Ables Jindra, Tonja Kahlens, Frank Salinas m.fl.