:: Anmeldelse ::
Da jeg stod med denne film i hånden og kiggede på coveret, var det med en rimelig høj forventning om, at filmen var god. Den er nemlig britisk! Og efter at have set film som ”Heartless”, ”Dead man’s shoes”, ”Kill list” og mange andre, så er det svært for mig at få armene ned, når jeg står med en britisk thriller/horror-film i hånden. Englænderne har nemlig efter min mening skabt en slags filmbølge, ligesom franskmændene med film som ”Martyrs”, ”Inside” og ”High tension”. Det er måske bare svært at beskrive, hvorfor/hvordan de engelske film kan betragtes, som en kategori for sig. Stilen er i og for sig næsten magen til de franske film; ”Råt og gråt”. Jeg tror forskellen ligger i volden og splatterscenerne; hvor de franske film udpensler volden i lange eksplicitte scener, er de engelske films voldscener mere pludselige og hurtige (dog stadig meget udpenslet). Om det er her, ”The Hike” også fejler, ved ikke at holde den ”nye engelske skabelon”, men at prøve ”den franske skabelon” af, er svært at svare på. Men filmen er i hvert fald ikke specielt vellykket.
Karakterende i filmen består hovedsageligt af unge piger. Dialogen er i de fleste tilfælde irriterende og intetsigende, om det så er fordi, jeg som seer er dreng, skal jeg ikke kunne sige. Kate er den klassiske maskuline af pigerne. Hende der kan bruge kort, kan føre an, hende der er ”survivor’en”. Hende bliver man også hurtig træt af. Hver gang kameraet sigter på hende, bliver stemningen bare pinligt trist. Man smiler for det meste, i stedet for at græde, fordi hendes figur er på randen til det karikerede. Så igennem filmen får man ikke rigtig skabt nogen som helst interesse eller bånd til hovedpersonerne, hvilket får spændingsmomenterne til at være relativt ligegyldige.
Men der hvor filmen virkelig fejler, ér selve spændings/action/splatter-momenterne. Det er ikke alle scener, der er lige rodet udført, men det er langt de fleste. Man skal i mange tilfælde gætte sig til, hvem der får en på skrinet, hvem der bliver dolket, eller hvem der stadig er bagbåndet. Og gætteriet er for det meste baseret på, hvem der skriger højst, og om det er et mande- eller dameskrig.
Nu kan det godt lyde som om, at det er en VIRKELIG ringe film. Jovist, den er ikke specielt god, men den har nogle flotte billeder og pigerne ser heller ikke helt tosset ud (til trods for, at de er utroligt irriterende at høre på rent dialogmæssigt).
De sidste tyve minutter af filmen er faktisk gode. Der kunne man mærke spændingen, og man følte pludselig en interesse igen. Soundtracket er også ret godt, og giver en god stemning. Og Slutningen er for mit vedkommende dejligt tilfredsstillende – men bedøm selv.
Fakta
(Originaltitel: The Hike)
DVD: 17-01-2012
Genre: Horror
Instr.: Rupert Bryan
Medv.: Tamer Hassan, Barbara Nedeljakova, Ben Loyd-Holmes m.fl.
Land: UK, 2011