:: Anmeldelse ::

Man fristes til bare at sige “Englænderne har gjort det igen!”. For det har de. Her er endnu en film i stil med ‘Shawn of the Dead’, der virkelig fik englænderne helt i front, som de bedste inden for den dybt satiriske og kulsorte horror-comedy subgenre. Der er en ikke-uvæsentlig forskel mellem de mange amerikanske horror-comedy film i stil med ‘Suck’ og så disse britiske udgaver, som har to absolutte forcer: 1) De har stadig en god portion uhygge, der primært kommer til udtryk som chok. 2) Den engelske humor er ligeså særpræget som den danske, og heldigvis er der ekstremt mange lighedspunkter mht. humor, så de rammer plet næsten hver gang.

Et par gange har englænderne slået lidt fejl, men med ‘Doghouse’ rammer de igen utrolig godt. På ingen måde er det en film, der tager sig selv for seriøst, men alligevel er der en respekt omkring plottet og virkemidlerne, så det hele ikke går op i hat og briller. De fantastiske zombiekvinder er på alle måder “over the top” og gennemført ekstreme. Som en drag queen, der smører ekstra tykt på, så underholdningen og chok-effekten er helt i top.

Castet af mænd, der skal på deres herretur, er så tilpas troværdigt samtidig med, at de består af nogle meget forskellige typer. Men altså ikke mere end, at man godt kan se, de er en samlet trup. Og så er det sateme ikke mange horror film – slet ikke i comedy genren – hvor der kan være en åben bøsse-karakter, hvor hans seksualitet på ingen måde er en joke eller bruges til klassiske og stereotype hvin og løse håndled. Det kræver nosser ikke at hoppe i med begge ben og malke denne mulighed, men i stedet bliver det endnu en reel karakter på lige fod med den store playboy, der både elsker kvinder og behandler dem som skidt, men i denne sammenhæng er en god ven. Det kan lyde meget kedeligt, men pointen er, at der er plads til nogle interessante karakterer, selvom det er vild zombiejagt og drengerøvshumor af bedste skuffe. For mig er dette nok en af de bedre horror-comedy film siden ‘Shawn of the Dead’, der er blandt mine absolutte favorit horrorfilm i det hele taget – kan jeg få både humor og horror i samme film, så tager jeg det glædeligt. Og det kan du også roligt nyde i ‘Doghouse’!

Jeg er tilbøjelig til at falde i “komedie”-fælden og give denne film fire splatter, fordi alt med komedie sjældent får højere, men denne film skal sgu have 5 splatter, for den leverer i den grad varen. Og mere kan man jo ikke forvente, så det skal den bedømmes efter.

:: Heaven of Trivia ::

Instruktøren, Jake West, har lavet et utal af “Video Documentary Shorts” som især omhandler horrorfilm. Blandt andet disse tre tilbage i 2003: ‘Evil Dead: Dead Good Marketing’, ‘Bruce Campbell: Geek or God?’ og ‘The Living Love the Dead!’.

Fakta

(Originaltitel: Doghouse)

På DVD: 22-02-2011
Genre: Horror | Komedie
Instr.: Jake West
Medv.: Danny Dyer, Noel Clarke, Emil Marwa, Lee Ingleby, Christina Cole, Terry Stone, Stephen Graham m.fl.
Land: UK, 2009