:: Anmeldelse ::

Hvor kan en trailer dog ødelægge meget for filmoplevelsen. Har du set traileren til ‘Dream House’, så ved du allerede for meget. Dog ikke det hele, så fat mod! Har du endnu ikke set traileren, så lad for alt i verden være med at se den nu. Den første del af ‘Dream House’ er nemlig skruet sammen som et lækkert mysterium, hvor man fornemmer, at der er en historie, som alle andre end vores hovedperson kender til. Men har du set traileren, så ved du allerede, hvordan tingene hænger sammen, og så mister man alt det lækre ved bogstavlig talt at være i “samme sko” som vores hovedperson.

Men lad nu det ligge. Det er en grotesk markedsføringsfejl, som – udover at ødelægge helhedsoplevelsen – ikke skal ligge filmen til last. Det er nemlig en virkelig spændende historie, David Loucka har forfattet. Og dermed kan vi passende se frem til hans næste filmatiserede horrormanuskript, som er ‘House at the End of the Street’ med bl.a. Jennifer Lawrence (‘The Hunger Games’ og ‘X-Men: First Class’) og Elisabeth Shue (‘Piranha’, ‘Leaving Las Vegas’) i hovedrollerne.

Hovedrollerne i ‘Dream House’ spilles også til absolut perfektion af Daniel “James Bond” Craig, Rachel “The Mummy” Weisz og Naomi “King Kong” Watts. Ja, så fik vi ligesom nævnt de mega blockbuster-film, de hver især er kendt for, selvom det måske ikke er deres bedste film for nogens vedkommende. Denne film er til gengæld en fornem lille tilføjelse til deres respektive CV, da de alle leverer lækre, underspillede præstationer, der på alle måder løfter filmen.

Instruktøren, Jim Sheridan, er bestemt også en garvet herre med film som ‘My Left Foot’, ‘I faderens navn’ og ‘Brothers’ (remake af Susanne Bier’s ‘Brødre’), så det burde være muligt for ham at skrue en fornuftig film sammen. Det lykkes ham bestemt også, men desværre bliver det ingen helt fantastisk oplevelse.  Jeg vil egentlig ikke nævne mere om filmens historie, da jeg ikke vil afsløre for meget, såfremt du er så heldig ikke at have set traileren.

Jeg kan på alle måder anbefale ‘Dream House’, men det bliver bare ikke en film, som jeg skal se flere gange eller vil nævne som en favoritfilm. Og det er synd, da den egentlig havde potentiale til dette på papiret.

Fakta

(Originaltitel: Dream House)

DVD/Blu-ray: 17-04-2012
Genre: Thriller | Mystery
Instr.: Jim Sheridan
Medv.: Daniel Craig, Rachel Weisz, Naomi Watts, Elias Koteas m.fl.
Land: USA, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.