:: Anmeldelse ::

Det er altså altid farligt, når der smides sammenligninger med eksempelvis ‘Shaun of the Dead’ (2004) på coveret. Det betyder nemlig, at filmen i min optik skal være ualmindelig morsom samtidig med, at jeg hopper i sædet gentagne gange – kort sagt: jeg skal underholdes på mange planer gennem hele filmen. En sammenligning med tidligere film, der har opnået dette, betyder dog også, at jeg på forhånd forventer, at det er et salgstrick (hvorfor var denne film ellers ikke i biografen?) og dermed skrues forventningerne ned og de ekstra kritiske briller tages på. Selvom jeg da også samtidig må indrømme, at jeg længe har set frem til endelig at se denne film, så forventninger var efterhånden hverken fugl eller fisk.

Skuffede ‘I Sell the Dead’ så? Nja, det gjorde den vel ret beset ikke, eftersom mine forventninger nu var skruet ned, og jeg var indstillet på, at filmen nok ville have sine mangler og skulle sælges på et skævt sammenligningsgrundlag. Men OK, den var da fin underholdning og var ikke for lang, hvilket ellers ofte er den ultimative dødssynd for denne slags film. Den varer omkring fem kvarter, og jeg var godt underholdt gennem hele spillelængden. Jeg behøver dog ikke se den igen, hvor jeg med f.eks. ‘Shaun of the Dead’ glædeligt kan sætte filmen på og nyde et gensyn – det samme gælder med ‘Cabin Fever’-filmene, som også ligger i denne horror/comedy-genre.

Det er primært Dominic Monaghan (kendt fra især ‘Lord of the Ring’ trilogien og ‘Lost’ tv-serien), der bærer ‘I Sell the Dead’, og det gør han rigtig godt, men får desværre ikke det store modspil fra resten af castet, og det svækker filmen en del. Det er netop her styrken oftest ligger i denne genre: Et cast der løfter en ret tynd historie op på et sjovt og underholdende plan med mange nuancer og detaljer. Ron Perlman er heller ikke helt i sit es, men gør det da fint nok. Det er egentlig passende for hele filmen, at den ikke er helt spot-on, men den er da fin nok. Det er jo ikke ligefrem en ubetinget anbefaling, men den er udmærket til en aften i hjemmebiografen og som fan af genren, bør man helt sikkert se den.

:: Heaven of Trivia ::

Det er en film med en del år på bagen eftersom den havde premiere på det spanske "Sitges International Festival of Fantastic and Horror Cinema" i oktober 2008 og derefter ved "After Dark Film Festival" i Toronto samme måned. Derefter har den været rundt på alverdens film festivaler gennem 2009, og nu er den så udkommet på DVD til det brede publikum, men uden at have fået en regulær biografudgivelse nogen steder (undtaget en limited release i USA i august 2009). 

Fakta

(Originaltitel: I Sell the Dead)

På DVD: 11-05-2010 (region 2, DK)
Genre: Gyser | Komedie
Instr.: Glenn McQuaid
Medv.: Dominic Monaghan, Ron Perlman, Larry Fessenden, Angus Scrimm, Daniel Manche m.fl. 
Land: USA, 2008

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg