:: Anmeldelse ::

Spændende og relevant historie, gode effekter og god spillelængde. Tja, så kan man vel ikke bede om meget mere? Og det behøver man heller ikke, for det hele er med i denne film. Der mangler lige de sidste detaljer for, at dette kunne have været en film, der gik sin sejersgang verden over i biograferne. Lige lidt bedre skuespil og mere nerve i historien, men den fungerer faktisk relativt upåklageligt og effekterne er oprigtigt gode.

Val Kilmer er en smule uinteressant i sin rolle, hvilket naturligvis ikke ligefrem løfter filmen. Og selvom det egentlig kun er en birolle, hvad angår skærmtid, så er det en bærende rolle, som burde have meget mere tyngde end det, han bringer til rollen. Generelt er problemet nok, at filmen er ret kedelig castet, og netop derfor mangler den det, som kunne have løftet den flere niveauer op. Som det er nu, så er det en spændende historier og god plotudvikling, der driver filmen og holder spændingen, mens castet blot er med som mindre brikker i det store billede.

Afhængig af ens holdning til selve emnet omkring global opvarmning, og hvilken rolle mennesket har spillet i denne udvikling, så kan filmen nok føles som en løftet pegefinger eller "propaganda", hvilket der også tages højde for i filmen ad flere omgange. For det er et emne, der har meget polariserede holdninger, men det interessante er, at langt de fleste af os befinder os et sted i midten, hvilket gør, at de mere ekstreme parter gerne vil skabe reaktioner. Derfor kunne denne film potentielt ende med at blive sand i en eller anden udstrækning – måske det reelt allerede er tilfældet med de pandemier, der lader til hele tiden at være lige om hjørnet. En spændende film med gode horror-elementer, flotte effekter og en oprigtigt interessant historie, men desværre et cast, der ikke formår at løfte elementerne til det potentiale, der bestemt er til stede.

Fakta

(Originaltitel: The Thaw)

På DVD: 06-04-2010 (region 2, DK)
Genre: Horror / Thriller / Sci-Fi
Instr.: Mark A. Lewis
Medv.: Val Kilmer, William B. Davis, Anne Marie DeLuise, Kyle Schmid, Steph Song, m.fl.
Land: USA, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.