RADIUS er en genialt enkel sci-fi-thriller, der fungerer virkelig godt. Et fascinerende plot og sympatiske karakterer plus en fantastisk rollebesætning er klart dens force. Nyd mysteriet, mens du prøver at gætte diverse twists. Læs vores Radius-filmanmeldelse her!

Radius er en af de film, jeg virkelig har set frem til. Lige siden jeg så traileren og læste om plottet, har jeg været spændt på, hvordan historien ville fungere. Og den fungerer virkelig godt.

Eftersom dette er en sci-fi-thriller, er der elementer, der er overnaturlige. Alligevel er kernen af Radius et stort mysterie, og jeg elsker altid at prøve at gætte svaret.

Mange fans af gyser- og thriller-genren vil nok gætte nogle af de plot-twist, der er, men sandsynligvis ikke alle. Det gjorde jeg bestemt ikke selv. Og selvom jeg da gættede nogle af de vigtigste elementer, tog det intet væk fra historien.

Jeg elskede stadig at se historien udvikle sig og opleve, hvordan den blev fortalt. Læs videre på vores Radius-filmanmeldelse nedenfor.

Simpelt er godt

Det, jeg elsker ved Radius, er det faktum, at plottet er enkelt; En mand, der ikke kan huske, hvem han er, opdager, at han dræber folk blot ved at være i nærheden af dem.

Og ja, bare rolig, han formår ret hurtigt at finde ud af, hvilken effekt han har. Du kommer derfor ikke til at skrige til skærmen, at han skal holde sig væk fra folk. Eller det er måske bare mig, der har en tendens til at tale til karaktererne, når de bliver for irriterende?!

I alle tilfælde finder han også ud af, hvem han er. Det betyder dog ikke, at han husker noget derudover. Han hedder Liam, og det er stort set alt, han ved.

Den detalje, at plottet er så dejligt enkelt, betyder også, at vi [publikum] kommer til at gennemgå mysteriet sammen med hovedpersonen. Selvom han ikke kan huske, hvem han er, har han heldigvis en logisk sans, så der er løbende fremgang og udvikling.

Liam spilles af Diego Klattenhoff (LavenderPacific Rim), og han skal bære en ret stor del af filmen på egne skuldre. Han klarer det heldigvis ret godt, og du kan ikke undgå at have sympati med ham. Manden aner ikke hvem han er, og ser døden omkring sig konstant.

Radius (2017) – Anmeldelse | Sci-fi Thriller

Vær opmærksom, mens du ser Radius

Den primære birolle spilles af Charlotte Sullivan (Mary Kills People). Hun er i en lignende situation, dog kun med hensyn til hukommelsestabet. Det er altså ikke sådan, at folk også dør omkring hende.

Det viser sig desværre hurtigt, at det største problem for Liam er at holde afstand til andre mennesker. Uanset hvor meget han selv prøver at holde afstand, forsøger folk konstant at komme tættere på ham. Det er virkelig op ad bakke for Liam.

Venskabet mellem disse to mennesker uden hukommelse sikrer desuden også den altafgørende fremgang, så vi ikke bare sidder i stilstand og ser på to forvirrede karakterer.

Men du skal altså være opmærksom, mens du ser denne film. Læg din telefon væk og tilbring halvanden time med dette mysterie. Hvem ved, måske lykkes det dig at finde ud af, hvad der foregår hurtigere end karaktererne.

Karaktererne oplever begge små flashbacks, der alle har en ledetråd. Så vær skarp og opmærksom!

Power-duoen Labrèche og Léonard står bag Radius

Radius er både skrevet og instrueret af to personer: Caroline Labrèche og Steeve Léonard. Dette er det andet projekt, de to har lavet sammen. Deres første film hed Sans Dessein, og de medvirkede også i den. Uanset hvad de laver, ser det bestemt ud til at virke, så forhåbentlig fortsætter de.

Jeg kunne hurtigt forholde mig til denne film, da jeg gerne sætter mig i karakterenes sted.

Forestil dig at vågne op med samme problem som Liam. Hvad ville du gøre? Udover at forsøge at finde ud af, hvad der foregik og holde dig væk fra folk. I øvrigt to ting, der aktivt modarbejder hinanden, da du ofte skal bruge hjælp fra andre i sådan en situation.

En anden mulighed er naturligvis at gå kaosvejen og dræbe en masse mennesker, mens du forsøger at opklare mysteriet. Det ville da give en helt anden film, og være betydeligt tungere på gyserfronten. Måske en idé til en fortsættelse, Caroline Labrèche og Steeve Léonard passende kunne kaste sig over.

Selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg forventede af Radius, kan jeg sige, at den oversteg enhver forventning, jeg havde. Jeg vil anbefale alle at se denne film, så snart de får muligheden.

Radius kan ses i hjemmebiografen nu!

FAKTA

Instruktører: Caroline Labrèche, Steeve Léonard
Manuskript: Caroline Labrèche, Steeve Léonard
Medvirkende: Diego Klattenhoff, Charlotte Sullivan, Robert Borges

Plot

Liam vågner fra en bilulykke, uden hukommelse om hvem han er. Mens han søger ind mod nærmeste by for at få hjælp, finder han kun lig med mærkelige blege øjne. Først tænker Liam, at der er en luftbåren virus, men han opdager snart den forfærdelige sandhed: Alle der kommer indenfor en radius af 15 meter af ham, dør med det samme!

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.