The Mummy åbner Universal ballet for deres “Dark Universe”-koncept. Det skal danne ramme for en række monsterfilm i de kommende år. Og der er monstre og action for alle pengene!

Foruden action lægger The Mummy også op til, at Dark Universe bestemt ikke er skabt til at være familievenligt. Og det mener jeg altså som en kompliment. Der er nemlig skruet solidt op for gys, gru og uhygge!

Bevares, vi skal naturligvis også trækkes med nogle (virkelig!) stereotype Hollywood-scener. Hele åbningssekvensen er “dumdristige hvide anti-helte redder dagen”. Heldigvis er det dog også noget, der fluks bliver påtalt. Både af en sort amerikaner (Courtney B Vance) og den britiske kvindelige heltinde (Annabelle Wallis) i dette eventyr.

Dét er faktisk en kærkommen vinkling, og det klæder altid Tom Cruise at være ydmyg. At 53-årige Russell Crowe så senere må finde sig i at kalde 54-årige Tom Cruise for en yngre mand (også i forhold til ham selv) viser med alt tydelighed, at der er grænser for ydmygheden. Og så er jeg ligeglad med, hvor gammel deres respektive karakterer skal være her i The Mummy.

Uanset hvor godt Tom Cruise holder sig – med eller uden hjælp – så kan man næppe definere ham som værende en “yngre mand”.

The Mummy - Tom Cruise og Annabelle Wallis

Men okay, vidste jeg ikke bedre, kunne jeg nok skyde Tom Cruise til at være 10 år yngre. Dét kan jeg ikke sige om Russell Crowe, der til gengæld er i sit es som Dr. Jekyll (ja, dén Dr. Jekyll). Han lader til at hygge sig rigtig godt med denne rolle, og det kan mærkes. Forhåbentlig skal vi ikke vente alt for længe på at få en Jekyll/Hyde-film i Dark Universe.

Annabelle Wallis giver solidt modspil

Selvom Tom Cruise praktisk taget altid spiller helten (selv når han er anti-helt), så er han også god til at sikre modspil. Og ikke bare i form af en skurk, som i sagens natur er modstykke til hans karakter. Ofte er det i egne rækker, det virkelige modspil findes. I Mission Impossible-franchisen er det fra kolleger såsom Simon Pegg eller nyfundne partnere som Thandie Newton og senest Rebecca Ferguson.

The Mummy kommer modspillet især fra Annabelle Wallis, som vi allerede kender fra gyserfilm. Hun spillede nemlig (meget passende) hovedrollen i Annabelle. Det er skønt at se deres samspil, som hele tiden er i udvikling. Det bliver aldrig til den typiske romance, men derimod et nødvendigt partnerskab, der bliver stadig mere frivilligt.

Og så er det især Tom Cruise og Annabelle Wallis, der kommer igennem en række frygtelige hændelser. Ikke mindst et imponerende flystyrt, der blev filmet over flere dage. Både ved at sende en fly i frit fald, for at skabe zero gravity, men også ved at bygge en kopi af kabinen. Med denne løsning kunne de passende vælte skuespillerne rundt, mens de i øvrigt var i sikkerhed på jorden.

Foruden de to hovedroller kommer de vilde actionsekvenser – og ikke mindst den virkelige uhygge – fra Sofia Boutella. Du kender hende måske fra Star Trek Beyond eller Kingsman. Eller traileren for Charlize Theron’s kommende Atomic Blond? Man må sateme give hende, at hun har haft nogle imponerende mindeværdige roller i de seneste år. Denne er ingen undtagelse!

The Mummy

The Mummy skal ses, men tåler ikke for meget eftertanke

Uden at afsløre for meget af plottet (vi gør os som bekendt ikke i spoilere her på Heaven of Horror), så må jeg dog lige bemærke noget. Hele historien i The Mummy er nemlig bygget op omkring dette præmis; Enearving til faroens trone er en pige, Ahmanet. Hun er både et klogt menneske og en fantastisk kriger. Pludselig får farmand dog en ny ung kone, der føder ham en søn. Det betyder, at Ahmanet nu er reduceret til almindelig “prinsesse”, da lillebror nu skal arve hele gildet.

Ahmanet er skuffet og hidkalder de mørkeste kræfter, hvorefter hun slagter far og lillebror. Sidste step i hendes plan om “world domination” er at få hendes elsker (som ikke tidligere var nævnt i hendes historie) til at overdrage sin krop til dødsguden Set. Denne Set skal legemliggøres i elskerens krop, hvorefter Ahmanet kan blive Set’s dronning på jorden.

Ah hva’ba’?! Hun dræber alle mænd i familien for at være hersker, for at skabe en ny og mere magtfuld person, som reelt skal herske over hende?! Hvor Herre bevares! Hvem fanden i helvede har dog set på den historie og synes det virkede logisk?!

Og ja, nu kommer det nok som et stort chok, at manuskriptforfatterne alle er mænd. Ja, sarkasme kan forekomme – og svaret på ovenstående retoriske spørgsmål er dermed også givet.



Der er dog også én kvinde blandt de tre, der står bag “screen story”, der har dannet grundlag til selve manuskriptet. Hun hedder Jenny Lumet, og måske hende navn afslører, at hun især har sikret den stærke historie til Annabelle Wallis’ karakter, der sjovt nok også hedder Jenny.

Skal du se The Mummy?

Når jeg så lige kommer mig over mit sure opstød, var jeg jo rigtig godt underholdt. Alene de forskellige stunts og den konstante fremdrift – uden en masse romance eller pladder – gør The Mummy meget seværdig! Der sker noget hele tiden, og der er rent faktisk skruet ned for Hollywood-stereotyperne i forhold til, hvad jeg personligt frygtede.

Alt er relativt, men jeg var meget positivt overrasket. Især over fokus på at skabe uhygge! Om man så bliver skræmt som gyserfan, må være op til den enkelte…

Fakta

Biografpremiere: 08-06-2017
Genre: Horror, Action, Fantasy
Instruktør: Alex Kurtzman
Medvirkende: Sofia Boutella, Tom Cruise, Russell Crowe, Annabelle Wallis, Courtney B. Vance m.fl.

Resumé
For 5.000 år siden nedkaldtes en forfærdelig forbandelse over en prinsesse, der skulle have arvet troen som farao over Ægypten. Og derefter nedkaldtes stilheden – for at alle spor og al erindring om hende skulle forsvinde. Men nu farer krigens vinde igen over Mellemøsten, og midt i ørkenen åbner et bombenedslag pludselig indgangen til et gravkammer. Lejesoldaterne Nick Morton og Chris Vail supplerer gerne deres løn med lidt gravrøveri, og dermed vækkes denne gamle ondskab til live.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.